Vor tids myter

I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.

Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.

Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.)

For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

Var Danmark multietnisk i vikingetiden?

Husker den ærede læser mon artiklen om Harald Blåtands vikinger, der angiveligt skulle have været polske lejesoldater? Jeg har omtalt den i et tidligere opslag. Aviser og elektroniske medier flyder over med den slags sensationsprægede overskrifter. Tag nu denne fra Berlingske Tidende: ’Efter nyt fund: Vikingetiden var multietnisk’. Det var ellers ikke så lidt!

En norsk kvinde drog til Danmark i vikingetiden. Gjorde det Danmark multietnisk? Beviser det, at folk rejste over meget længere afstande, end vi troede? Næppe. Men en overskrift, der lød som følger, ville nok ikke skabe samme sensation: 'Norsk kvinde begravet i Danmark. Bekræfter vores billede af vikingetiden'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Opplev Karmøy'.)

For selvom ordet »multietnisk« strengt taget bare betyder, at der er flere folkeslag på et sted, eller at noget er præget af flere folkeslag, så ligger det i hele brugen af ordet, at der skal være temmelig mange forskellige folk, eller at de personer, der ikke tilhører den mest dominerende etnicitet, må udgøre en temmelig stor del af den samlede befolkning. De nordiske lande er vel (ligesom de fleste lande i Europa) multietniske i dag, men det blev de dog ikke regnet for at være i fx 1980. Var der procentuelt flere fremmede i Danmark i vikingetiden, end der var i 1980? Jeg tvivler stærkt, og der er da heller ingen beviser for noget sådant. Hans Kornø Rasmussen viser også meget godt i sin bog, Den danske stamme (fra 2008), at indvandringen i historisk tid aldrig har været så stor, som den er i dag. Kornø Rasmussen slog desuden med sin bog fra 2000 (Dem og os – det multietniske Danmark) fast, at Danmark var ved at blive multietnisk pga. denne indvandring; det var altså ikke noget, Danmark var før. Næppe heller i vikingetiden.

Runestenen på Frøsø

På Frøsø i Storsjøen i Jemtland står en runesten, som kan siges at være beslægtet med den store Jelling-sten i Danmark. De ligner slet ikke hinanden, men de har det til fælles, at de begge beretter om kristningen af et folk eller et land, og det er der ikke andre runesten end de to, der gør. På Jelling-stenen hævder kong Harald, søn af Gorm, at han har kristnet danerne; Frøsø-stenens indskrift lyder sådan (transskriberet til oldnordisk): »Austmaðr, Guðfastar sun, let ræisa stæin þenna ok gærva bro þessa ok hann let kristna Iamtaland. Asbiorn gærði bro. Trionn ræist ok Stæinn runar þessar« (efter Riksantikvarieämbetet).

Frøsø-stenen; fra midten af 1000-tallet. Rundeindskriften beretter om Østmand, der både lod stenen rejse, lod gøre en bro og lod Jemtland kristne. I baggrunden ses den moderne efterfølger til Østmands bro. Pga. de moderne broers bredde er stenen flyttet fra sin oprindelige plads ved vandet. Kun Frøsø-stenen og den store Jelling-sten beretter om kristning af et folk eller et land. Frøsø-stenen er i øvrigt Jemtlands eneste kendte runesten. (Foto: Adam Wagner; 2. juli 2016.)

Oversat (til nu-dansk) bliver det: »Østmand, Gudfasts søn, lod rejse denne sten og gøre denne bro, og han lod kristne Jemtland. Asbjørn gjorde broen. Tryn og Sten ristede disse runer.« Runestenen menes at være rejst på et tidspunkt mellem 1020 og 1050.

Normannerne og slaget ved Hastings

I dag er det 950 år siden, slaget ved Hastings i England fandt sted, og dermed 950 år siden vikingetiden – efter den klassiske inddeling – ophørte. Selvom den slags skel naturligvis er kunstige, er der ikke tvivl om, at slaget og normannernes sejr over de angel-saxiske styrker udgør et afgørende skel både i engelsk og i nordisk historie. I engelsk historie, fordi den gamle angel-saxiske kultur herefter oplevede en nedgang, englænderne blev herefter behersket af et fremmed folk, der i omkring to hundrede år vedblev at tale et fremmedsprog, nemlig fransk, som først derefter smeltede sammen med det angel-saxiske til det engelske blandingssprog, vi kender i dag. I nordisk historie, fordi det stærke nordiske præg på England forsvandt, og fordi der efter normannernes sejr ikke længere fandt vellykkede nordiske erobringer af England sted.

Normannerne anførtes af hertug Vilhelm af Normandiet, i samtiden kaldet Vilhelm Bastarden og af eftertiden kaldet Vilhelm Erobreren.

Den mest kendte fremstilling af slaget ved Hastings (som dengang blev kaldt slaget ved Senlac) er nok den broderede fremstilling, der ses på Bayeux-tapetet. Dette »tapet« eller vægtæppe er mere end 70 m langt og menes at være fremstillet ganske kort efter begivenhederne, omkring 1070. Det er utroligt velbevaret, og selvom fremstillingen tydeligt viser normannernes opfattelse af forløbet, er fremstillingen ikke ubrugelig som kilde. Blandt andet er mange detaljer som skibene, udrustningen, klædedragterne med videre meget naturtro og gengivet med mange enkeltheder.

Polske vikinger?

’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre, at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til revision.«

Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information). Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning videre, senest i en artikel i Weekendavisen (#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare, påstande.

En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.)

En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.

Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)