29 december, 2015

Hvornår ender julen?

Nu er det jo ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften. Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet (hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).

Men hvornår slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er Julen til Ende.« Peters Jul af J. Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«, eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).

Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.)