Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

Danerne og de ældste kilder

Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.

Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)

Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne.

Polske vikinger?

’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre, at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til revision.«

Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information). Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning videre, senest i en artikel i Weekendavisen (#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare, påstande.

En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.)

En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Fragmenter fra frihedskampen

»Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle – eller er på vej til at blive det – behøver datoen ikke noget årstal. Den står mejslet ind i vores sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den befriede jord.“« Sådan skriver Knud Christensen om denne dag i sine besættelsestidserindringer, – their finest hour, som udkom kort før nytår. Den bog skal omtales i det følgende, men læseren må dog vide, at jeg ikke er ganske uhildet, da jeg på forfatterens opfordring har skrevet forordet til bogen. Men jeg kan da nævne, at også Berlingske Tidende har fundet den værd at omtale - i øvrigt sammen med to andre bøger om frihedskæmpere.

Knud Christensen som 19-årig. Da var han redaktør af flere illegale blade og desuden inddraget i andet modstandsarbejde. Knud Christensen begyndte sine illegale aktiviteter i august 1942, som syttenårig. (Billede fra bogen - their finest hour.)

Knud Christensen er en af dem, der vitterlig er i stand til at udtale sig om besættelsesmagtens vold, mord og terror, for han var med, da det gjaldt, både som udgiver af illegale blade, deltager i våbenmodtagelser, sabotage med mere. Bogen, der har undertitlen Fragmenter fra frihedskampen, er udgivet af Dansk Samling, som Knud Christensen var medlem af under besættelsen. Ja, det er han for øvrigt endnu, idet han i dag er æresmedlem. I øvrigt har »fragmenterne« været udgivet tidligere – i 1995 i årbogen fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn – men er altså nu for første gang udgivet som selvstændig bog.

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)

Drømte mig en drøm i nat

»Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl« står der med runer i Codex Runicus, det skånske runehåndskrift fra omkring 1300, der indeholder en af de ældste tekster af Skånske Lov. På håndskriftets sidste opslag findes sangen. Og det er en sang, for som det ses, er der noder under teksten. Og dermed er det den ældste danske sang, der er overleveret os.

Gennem de syv hundrede år slår den blidt og vemodigt en tone an i os. At netop den i 1931 blev DR's »pausesignal« var et godt valg.

– Adam Wagner