01 juli, 2024

Sidste kapitel om Halberg og tobakken

Længe har Skandinaviens to sidste tilbageværende pibetobaksfabrikker ligget på Fyn, en i Assens og en i Svendborg, begge betydelige også i en international sammenhæng, og de var begge ejet af hver sin danske (eller i det mindste danskdominerede) virksomhed, henholdsvis Scandinavian Tobacco Group (STG) og Mac Baren Tobacco Company. Sidstnævnte ejedes af familievirksomheden Halberg A/S (hvilket man kan læse meget mere om i min bog Tobak til tiden). Men pr. 1. juli 2024 er hele Mac Baren Tobacco Company blevet overdraget til STG ved et køb, der værdisættes til 535 millioner og finansieres dels af kontanter på hånden og dels af gæld (se STG’s egen engelsksprogede pressemeddelelse eller Sydinvestsomtale.) Hvad der skal ske med Mac Baren-fabrikken i Svendborg, der er en af byens største arbejdspladser, er i skrivende stund endnu uvist.

Harald Halberg i døren til sin tobaksforretning på torvet i Svendborg, ca. 1912. Harald Halberg havde i 1887 overtaget Bønnelyckes Fabrik, der var grundlagt i 1826. Senere ændrede tobaksvirksomheden navn til Mac Baren Tobacco Company efter den populære serie af pibetobakker som Harald Halbergs sønnesøn, Jørgen Halberg, udviklede fra 1949 og ind i 1950'erne. I 2024 solgte Halberg A/S familiens gamle tobaksvirksomhed til Scandinavian Tobacco Group. (Billede fra bogen Tobak til tiden.)

Det er af flere grunde en bemærkelsesværdig handel. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at Halberg-familien overhovedet frasælger tobaksvirksomheden, der lige fra 1887 og indtil nu har været nært knyttet til slægten og desuden har været koncernens kernevirksomhed. Mac Baren har oven i købet været overskudsgivende og har i nyere tid formået at vokse blandt andet ved overtagelse af kendte pibetobaksmærker (som fx »Three Nuns« og »St. Bruno«), ved overtagelse af Sutliff i USA og ved satning på rulletobak med mere.

Men det er også en bemærkelsesværdig handel, fordi der nu kun er een producent af pibetobak i Skandinavien tilbage, og det oven i købet en producent, der er nr. et på pibetobaksmarkedet i Europa, og tillige godt med inden for cigarvarer og også er en af de største producenter af pibetobak på verdensplan.

Og STG er en dansk virksomhed, som desuden har dybe rødder i danske familieejede tobaksvirksomheder, da Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond sammen ejer mere end halvdelen af aktierne i STG. Og Augustinus Fonden er jo den moderne arvtager efter Chr. Augustinus Fabrikker, grundlagt i København i 1750, mens Det Obelske Familiefond er arvtageren efter C. W. Obels Tobaksfabrik, grundlagt i Aalborg i 1787. Da de to familievirksomheder, sammen med Færch, slog sig sammen i Skandinavisk Tobakskompagni i 1961, var det en ny kæmpe i dansk tobaksindustri, der så dagens lys, og en efter en opkøbtes varemærker, produktionsmidler m.v. fra andre gamle tobaksvirksomheder; bl.a. A. M. Hirschsprung & Sønner i 1972, P. Wulff og N. Tørring i 1975 og E. Nobel, Cigar- & Tobaksfabrikker i 1991. Sidstnævntes cigarfabrik i Nykøbing på Falster blev i øvrigt først lukket i 2016. (Se mere om danske tobaksvirksomheder i N. G. Bardenfleths bøger, fx Fra tobaksspinder til maskinoperatør eller Tobaksindustrien (s.m. Peter Th. Madsen).)

Den eneste gamle danske tobaksvirksomhed, der ikke lod sig overtage eller udkonkurrere, og som oven i købet stadig var familieejet, var netop Mac Baren Tobacco Company, der indtil 1995 bar ejerslægtens navn og hed Harald Halberg Tobaksfabrikker. Men det holdt altså kun til 1. juli 2024, hvorved den samling af dansk tobaksproduktion under eet selskab, der har stået på i ca. 65 år, i alt væsentligt må siges at være afsluttet.

Både Jørgen Halberg, der fra 1949 og frem udviklede Mac Baren-tobakkerne, og hans søn Henrik Halberg, der fra 1995 til 2021 stod i spidsen for både Halberg-koncernen og dens tobaksvirksomhed, gav ved forskellige lejligheder udtryk for et stærkt ønske om at bevare Mac Baren som en uafhængig tobaksvirksomhed på familiens hænder (se min bog Tobak til tiden). Efter Henrik Halbergs død i 2021 blev en slægtning, Frederik Harald Halberg, ansat som direktør for Halberg A/S. Han var sønnesøn af Harald Halberg d.y., der under krigen havde været med i virksomhedens ledelse og desuden udviklet pibetobakken »The Solent Mixture«, men som også under krigen på Gestapos befaling blev myrdet af den såkaldte Peter-gruppe. Men Frederik Harald Halberg sad kun på direktørposten i tre år, hvorefter han i maj 2024 blev afløst af Jesper Uggerhøj.

Ifølge bestyrelsesformanden i Halberg A/S, Torben Sørensen, risikerede Mac Baren ganske enkelt at blive udkonkurreret, hvorfor det blev anset som rettidig omhu at sælge til konkurrenten (jf. udtalelse til Fyens Stiftstidende). Man glæder sig dog over, at virksomheden bliver på danske hænder, hvilket også synes at være i de tidligere Halberg-ejeres ånd.

Halberg-koncernen lever naturligvis videre som en familieejet koncern, og nu med en del frigivne midler, der kan føre koncernen ind på nye områder i dansk erhvervsliv, men Halberg-navnets forbindelse til dansk tobaksproduktion er efter alt at dømme forbi.

Den forbindelse begyndte i 1860’erne, da Harald Halberg d. æ. efter sin konfirmation kom i lære på Schjærs Tobaksfabrik i Svendborg, hvor han blev udlært som svend. Siden, efter endt militærtjeneste, arbejde han først på Kockums Tobaksfabrik i Malmø og dernæst på Herman Krügers tobaksfabrik i København, hvor han var værkfører og fik lov at eksperimentere med at udvikle skråtobak. I 1887 overtog Harald Halberg så Bønnelyckes tobaksfabrik på torvet i Svendborg, som var grundlagt i 1826 af Svend Bønnelycke. Den fik siden navnet »Harald Halberg, Cigar- og Tobaksfabrik«, men blev mest bare kaldt »Harald Halberg«, indtil sønnesønnen Jørgen Halbergs nye Mac Baren-serie var blevet så kendt, at virksomheden i 1995 skiftede navn til det Mac Baren Tobacco Company, som er blevet så kendt i dag.

Igennem tiden er der blevet fremstillet både skråtobak, snus, cigarvarer, rulletobak og pibetobak på fabrikken, der har haft til huse forskellige steder i Svendborg, og selvom Harald Halberg d. æ. udmærkede sig med sin nye skrå Gentleman Twist, som han fik en bronzemedalje for ved den store nordiske industriudstilling i København i 1888, så blev det pibetobakken, som reddede virksomheden og gav den en særlig stilling i tiden efter krigen og helt frem til i dag.

I dag er den virksomhed så blevet solgt, og dansk tobakshistorie er gået ind et nyt kapitel. Det sidste kapitel i historien om Halberg og tobakken kan til gengæld skrives nu.

De tidligere kapitler i den historie kan man som sagt læse i min bog Tobak til tiden. Mac Baren – en virksomhed iSvendborg, som Svendborg Museum udgav i 2014. Og det er faktisk en spændende historie...

Adam Wagner

 
PS Søger man oplysninger om Halberg og Mac Baren, skal man være lidt på vagt: 'Wikipedias' opslag om Mac Baren er ikke bare på engelsk, men også temmelig rudimentært og desuden forældet. Den seneste Trap Danmark havde en fejlfuld beskrivelse i det trykte bind 20, hvilket dog efter min henvendelse blev rettet i den digitale udgave (der dog er noget kortfattet).