På Frøsø i Storsjøen i Jemtland står en runesten, som kan siges at være beslægtet med den store Jelling-sten i Danmark. De ligner slet ikke hinanden, men de har det til fælles, at de begge beretter om kristningen af et folk eller et land, og det er der ikke andre runesten end de to, der gør. På Jelling-stenen hævder kong Harald, søn af Gorm, at han har kristnet danerne; Frøsø-stenens indskrift lyder sådan (transskriberet til oldnordisk): »Austmaðr, Guðfastar sun, let ræisa stæin þenna ok gærva bro þessa ok hann let kristna Iamtaland. Asbiorn gærði bro. Trionn ræist ok Stæinn runar þessar« (efter Riksantikvarieämbetet).
Oversat (til nu-dansk) bliver det: »Østmand, Gudfasts søn, lod rejse denne sten og gøre denne bro, og han lod kristne Jemtland. Asbjørn gjorde broen. Tryn og Sten ristede disse runer.« Runestenen menes at være rejst på et tidspunkt mellem 1020 og 1050.