Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.

Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 

Johs - en frihedskæmper

»Oehlenschläger har sagt: „Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå“. Vor opgave bliver at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af sine rummetre, men af vor trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.« Således afsluttede den 19-årige student Johannes Stefan Jørgensen (1921-1973), kaldet »Johs«, sin rustale på Øregaard gymnasium den 21. juni 1941. Og det var ikke bare store ord ved en festlig lejlighed, skulle det vise sig. Johs blev nemlig siden aktiv sabotør, først i BOPA og siden i Holger Danske, og kom til at betale en høj pris for sin indsats. Han fik sit benet amputeret efter en aktion, hvor hans knæ var blevet ramt af tyske projektiler.

Steffen Bülow har skrevet om ham i Frihedsmuseets Venners årsskrift for 2015, som samtidigt er en selvstændig bog (dog med årsberetninger fra Frihedsmuseet m.fl. til sidst). Bülow er ikke historiker, men har skrevet ud fra en personlig interesse for Johs og dennes fader, der blev clearing-myrdet i 1944. Det er der kommet en spændende lille bog ud af, som dog også har sine svage sider.

Fragmenter fra frihedskampen

»Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle – eller er på vej til at blive det – behøver datoen ikke noget årstal. Den står mejslet ind i vores sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den befriede jord.“« Sådan skriver Knud Christensen om denne dag i sine besættelsestidserindringer, – their finest hour, som udkom kort før nytår. Den bog skal omtales i det følgende, men læseren må dog vide, at jeg ikke er ganske uhildet, da jeg på forfatterens opfordring har skrevet forordet til bogen. Men jeg kan da nævne, at også Berlingske Tidende har fundet den værd at omtale - i øvrigt sammen med to andre bøger om frihedskæmpere.

Knud Christensen som 19-årig. Da var han redaktør af flere illegale blade og desuden inddraget i andet modstandsarbejde. Knud Christensen begyndte sine illegale aktiviteter i august 1942, som syttenårig. (Billede fra bogen - their finest hour.)

Knud Christensen er en af dem, der vitterlig er i stand til at udtale sig om besættelsesmagtens vold, mord og terror, for han var med, da det gjaldt, både som udgiver af illegale blade, deltager i våbenmodtagelser, sabotage med mere. Bogen, der har undertitlen Fragmenter fra frihedskampen, er udgivet af Dansk Samling, som Knud Christensen var medlem af under besættelsen. Ja, det er han for øvrigt endnu, idet han i dag er æresmedlem. I øvrigt har »fragmenterne« været udgivet tidligere – i 1995 i årbogen fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn – men er altså nu for første gang udgivet som selvstændig bog.