Var Danmark multietnisk i vikingetiden?

Husker den ærede læser mon artiklen om Harald Blåtands vikinger, der angiveligt skulle have været polske lejesoldater? Jeg har omtalt den i et tidligere opslag. Aviser og elektroniske medier flyder over med den slags sensationsprægede overskrifter. Tag nu denne fra Berlingske Tidende: ’Efter nyt fund: Vikingetiden var multietnisk’. Det var ellers ikke så lidt!

En norsk kvinde drog til Danmark i vikingetiden. Gjorde det Danmark multietnisk? Beviser det, at folk rejste over meget længere afstande, end vi troede? Næppe. Men en overskrift, der lød som følger, ville nok ikke skabe samme sensation: 'Norsk kvinde begravet i Danmark. Bekræfter vores billede af vikingetiden'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Opplev Karmøy'.)

For selvom ordet »multietnisk« strengt taget bare betyder, at der er flere folkeslag på et sted, eller at noget er præget af flere folkeslag, så ligger det i hele brugen af ordet, at der skal være temmelig mange forskellige folk, eller at de personer, der ikke tilhører den mest dominerende etnicitet, må udgøre en temmelig stor del af den samlede befolkning. De nordiske lande er vel (ligesom de fleste lande i Europa) multietniske i dag, men det blev de dog ikke regnet for at være i fx 1980. Var der procentuelt flere fremmede i Danmark i vikingetiden, end der var i 1980? Jeg tvivler stærkt, og der er da heller ingen beviser for noget sådant. Hans Kornø Rasmussen viser også meget godt i sin bog, Den danske stamme (fra 2008), at indvandringen i historisk tid aldrig har været så stor, som den er i dag. Kornø Rasmussen slog desuden med sin bog fra 2000 (Dem og os – det multietniske Danmark) fast, at Danmark var ved at blive multietnisk pga. denne indvandring; det var altså ikke noget, Danmark var før. Næppe heller i vikingetiden.

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 

Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.

Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.