Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.
 |
| En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.) |
Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527.
 |
| Afladsbrev fra 1518 udstedt til ærkebiskoppen i Nidaros, Erik Walkendorf. Afladsbrevet er udstedt af Johannes Angelus Arcimboldus, hvis segl da også var under - et segl, der er magen til det, man fandt i Alstahaug. (Foto: Riksarkivet, Oslo. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.) |
Men tilbage til seglene: Det mest velbevarede af de to segl findes, ligesom det fra Alstahaug, i Norge, og afladsbrevet, det var fæstet til, er udstedt til ingen ringere end den daværende ærkebiskop i Nidaros, Erik Walkendorf. Seglet viser Skt. Peder med en nøgle i sin højre hånd og en glorie rundt om sit hoved; under ham ses et våbenskjold, som tilhørte den italienske gejstlige Johannes Angelus Arcimboldus, der var generalkommissær for afladshandelen i Norden og det nordlige Tyskland. Af den latinske tekst rundt om billedet på seglet fremgår det, at det var Arcimboldus’ segl til byggefondet for Peterskirken i Rom – hvad pengene fra afladshandelen jo netop skulle gå til. Johannes Arcimboldus rejste dog ikke selv rundt og solgte afladsbreve, selvom de var nok så dyre og dermed lønsomme, og selvom han bl.a. opholdt sig på klostret i Vadstena i Sverige både i 1518 og i 1519. Hvem der red rundt både i Hælsingland og Trøndelag var derimod en i eftertiden temmelig kendt svensk præst, Olaus Magnus (1490-1557). Han er dog ikke så meget blevet husket for denne afladshandel, men for det store værk om Nordens folk, Historia de gentibus septentrionalibus, som han skrev i Italien, hvortil han søgte efter reformationen, og som udkom i 1555. Værket er en rig kilde til viden om bl.a. skik og brug i Norden i 1500-tallet. Men før da var Olaus Magnus altså afladshandler på vegne af Arcimboldus, og man ved, at han kom til Nidaros – hvor ærkebiskop Walkendorf købte et afladsbrev. Og det må også en person med tilknytning til Alstahaug have gjort. Måske den kannik, der da betjente Alstahaug, og som tillige gjorde tjeneste ved domkirken? Man kan i så fald undre sig over, hvorfor afladsbrevet er havnet i graven til en kvinde. Hun må have været velhavende, når man tænker på, hvor graven befandt sig. Har kanniken købt afladsbrevet for hende? Eller har han foræret hende det? Ingen levende sjæl ved det.
Hvad der kan virke forunderligt er, at man også har fundet selve det seglstempel, som de to vokssegl er aftryk af; det dukkede dog hverken op i Norge eller Sverige, men i Danmark; nærmere bestemt på Langeland og endnu nærmere bestemt i voldgraven om Tranekær. Hvordan seglstemplet havnede der er også lidt af en gåde. Blev det taget fra Olaus Magnus eller Arcimboldus og i vrede slængt bort? Eller blev det bevaret som en sjælden mærkværdighed, indtil nogen en dag tabte det?
Seglstemplet findes på Nationalmuseet i København.
