En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

Emnet er stort set ubehandlet og har derfor været temmelig ukendt for de fleste. Kort fortalt opbyggede den danske hær allerede under Treårskrigen et netværk af spioner, der skulle holde øje med fjendens bevægelser. Det var et ganske nyt felt for hæren, og den begik den store fejl, at spionerne kendte til hverandre. Så da en af dem blev taget af prøjserne og truet med dødsstraf og derfor plaprede ud, var det en hel del, han kunne fortælle. Det fandt man fra dansk side ud af, da man en dag havde taget en prøjsisk officer til fange og blandt dennes papirer fandt en nøje opført liste over alle de danske spioner, deres kendetegn osv. Den fejl begik man dog ikke igen, og herefter er historien om den danske E-tjeneste (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste i dag) for en gangs skyld historien om noget, der virkelig lykkedes for den danske hær i Sønder-Jylland. De danske agenter var hjemmehørende i landsdelen, og deres stærke nationale sindelag var medvirkende til, at de holdt tæt både i 1864 og derefter, ligesom der tilsyneladende ingen dobbeltagenter var. Oplysninger flød altså kun én vej. Noget af det overraskende nye er oplysningen om, at flere af de ledende danske sønderjyder i det skjulte var danske agenter; navne som Laurids Skau, Hans Andersen Krüger og Gustav Johannsen blev nævnt!

For det meste drejede det sig naturligvis om at kende de tyske planer og manøvrer, så et muligt angreb på Danmark ikke skulle komme overraskende, men på et bestemt tidspunkt havde indsamlingen af oplysninger et mere udadrettet formål, og det var, da Danmark og Frankrig pønsede på en fælles dansk-fransk krig mod Tyskland; da skulle spionerne bl.a. indsamle viden om kystforsvaret ved Egernførde bugt. Den krig blev der dog ikke noget af. Da Tyskland i tiden op til og under Første Verdenskrig opførte en del militære anlæg i landsdelen (som fx baser for luftskibe), var man i Danmark særdeles godt underrettet. En meget spændende historie, der dog endnu ikke er udgivet som bog – men det sker da forhåbentlig snart. Hold derfor øje med Kristian Bruhns bog.

Senere sang Studenter-Sangforeningen på samme scene; historie kan jo også være en levende arv, og det var herligt at høre Danmarks ældste endnu eksisterende mandskor synge sange fra Guldalderen; fx dejlige toner af Grieg, Weyse og Kuhlau og tekster af Heiberg, Blicher med flere. Det er godt med den slags indslag på ’Historiske dage’.

Jeg lagde derefter vejen om ad rød scene for at høre Roger Pihl fortælle små historier knyttet til de danske bjerge, som han har skrevet om (Guide til Danmarks bjerge). Så fik jeg også hørt lidt norsk, for Pihl er en nordmand, som pga. sin højdeskræk valgte at bestige bjerge i Danmark. Han opdagede hurtigt, at til alle »bjergene« i Danmark (»hvor Bjerg kun er Bakke«) er en historie knyttet. Sådan er det ikke i Norge, selvom bjergene der er både højere og flere. Og det er en sjov iagttagelse. Pihl gengav nogle af historierne bl.a. et for mig ukendt sagn knyttet til Raneshøj (i Bjæverskov herred): Her skulle den svigefulde Rane Jonsens hovedløse lig være begravet, og her skulle han før sin henrettelse have været ført op for at kunne skue ud over sine vidtstrakte besiddelser bl.a. i Stevns herred (han skulle nemlig ifølge overleveringen have været ejer af Gjorslev gods). Og fra denne høj skulle hans hovedløse genfærd hver nat være gået ned til nærmeste gård for at tage en hest, på hvilken han efterfølgende red ud for at finde sit hoved. Sagn er spændende, og de er som regel nært knyttet til historien, samtidig med at de i sig selv er historiske levn. Men i øvrigt kommer Pihl, der er en fortæller med et glimt i øjet, også ind på en del mere veldokumenterede historiske begivenheder i sin bog om de danske bjerge, der i øvrigt har den fordel, at den kan lokke folk ud i landskabet – dér hvor Danmarks historie udspandt sig.

Senere på dagen fik jeg også hørt lidt svensk, da forfatteren Herman Lindqvist deltog i en samtale på DR K’s store scene. Lindqvist er en yderst produktiv skribent og har således skrevet 62 bøger. En af de seneste omhandler Vasa-slægten (De vilda Vasarna). Bogen beretter naturligvis først og fremmest om Gustav Vasa, men også om resten af slægten, herunder (hvad der vist ikke er vanligt i de gængse svenske fremstillinger) dens forgrening i Polen, hvor Sigismund Vasa var konge 1587-1632.

Anledningen til Lindqvists besøg var, at hans bog fra 2016 nu er blevet oversat til dansk (Vasaerne). Og det fik mig til at tænke på, hvor fjollet det er, at den danske almenhed først hører om norske og svenske bøger, når de oversættes til dansk. Ud over Roger Pihls guide til Danmarks bjerge (Guide til det danske høyfjellet) og Vasaerne, så jeg fx forskellige steder på markedet Tore Skeies Jomfruen fra Norge (som hedder det samme på norsk) og Alf R. Jacobsens Kongens valg (Kongens nei) – på dansk (se i øvrigt min optegnelse her på siden om filmen af samme navn). Men disse bøger er vel ikke først blevet interessante af at være blevet oversat? Og mon ikke der er en del spændende historisk litteratur i Norge og Sverige, som den historieinteresserede danske almenhed kunne have glæde af at stifte bekendtskab med, selvom den ikke er oversat?

Med andre ord: Hvorfor var der ikke blandt alle de mange boder med bøger og gode tilbud en stand med norsk og svensk historielitteratur? Det korte svar er vel, at det ikke kan betale sig, for man skal jo betale for at have en stand på messen. Men hvorfor slår en af de store norske og en af de store svenske boghandlerkæder sig ikke sammen om en stand med historisk litteratur fra de to lande? Var det ikke noget for 'Adlibris', Nordens største internetboghandel, som er til stede i både Sverige og Norge? Eller måske historiske foreninger fra de to lande evt. med støtte fra nogle af de mange fonde, der er til for at gavne det nordiske samarbejde?

Det nordiske sprogslægtskab er endnu i høj grad en uudnyttet mulighed; de enkelte skandinaviske sprogsamfund, og herunder de historiske miljøer i de tre lande, ville blive styrket, hvis den offentlighed, man skrev til, kunne udvidedes til alle tre skandinaviske lande. Sprogenes nærhed gør jo, at kun få historieinteresserede, og vel endnu færre af de akademisk uddannede, ville behøve at vente på en oversættelse. Jeg håber at se en stand med historisk litteratur fra Norge Sverige til de ’Historiske dage’ næste år!

Nå, men videre til messens topnavn i år: Anne Applebaum. Hun var i samtale med DR’s Adam Holm, og emnet var naturligvis hendes seneste bog Rød sult (engelsk titel: Red Famine), hvori hun redegør for den uhyggelige menneskeskabte hungersnød i Ukraine i 1932-33, som på ukrainsk kaldes »holodomor«. Stalin var manden bag, og målet var at knække ethvert tilløb til en selvstændig ukrainsk national bevægelse eller opposition, og da bønderne – med rette, understregede Applebaum – mistænktes for at stå i (delvis nationalt begrundet) opposition til Moskvas politik, var de hovedmålet for »kampagnen«; men sideløbende med den politisk besluttede og hensynsløst gennemførte hungersnød gik regimet målrettet efter ukrainske intellektuelle, som kunne udgøre hjernen bag en national opposition. Sidenhen taltes der aldrig i Sovjetunionen om hungersnøden eller de knap fire millioner mennesker, som var døde af sult. Kun i de ukrainske slægter huskede man, hvad der var sket, og da der ikke blot var tale om det kommunistiske regimes overgreb mod befolkningen, men i virkeligheden også om Moskva-statens forsøg på at knække ukrainerne som et selvbevidst folk, kom erindringen om »holodomor« naturligvis til at spille en rolle i forbindelse med Ukraines løsrivelse fra Sovjetunionen i 1991. En spændende samtale, der mindede en om, at historie altid handler om menneskeskæbner. 

Noget af det spændende ved en sådan ’Historisk dag’ er muligheden for at høre om vidt forskellige emner, og kort efter hungersnøden i Ukraine hørte jeg om indianernes skæbne i Mexico efter den spanske erobring. På trods af den fremmede erobring af landet, religionsskiftet, den dræbende influenza og alt det onde, indianerne led, og som man så ofte har hørt om, kunne Jesper Nielsen fra Københavns universitet berette, hvordan indianerne langt fra blev udryddet, og hvordan de levede videre som indianere, selvom de blev kristne og anerkendte den spanske konges overhøjhed. Det var ganske interessant at høre, hvordan de spanske myndigheder benyttede sig af indianske guvernører. Allermest interessant fandt jeg det at høre om, hvordan indianerne vedblev at have en indiansk, etnisk identitet på trods af, at de ydre forhold skiftede. Eksemplet på det var et testamente skrevet af en velhavende indiansk kvinde (vistnok i 1500-tallet); hun understregede heri, hvorledes de bedste af hendes jorde (som ingen altså havde taget fra hende) skulle gå i arv på en sådan måde, at de aldrig måtte falde i spaniolernes hænder. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogle kan blive ved med at påstå, at folkelig (etnisk) bevidsthed er enten en europæisk eller en moderne opfindelse (eller konstruktion). Anthony D. Smiths (og andres) teori om, at sådanne etniske fællesskaber og bevidstheden derom er almenmenneskelige, synes at passe langt bedre på de utallige tilfælde af folkelig bevidsthed, som man støder på i kilderne fra vidt forskellige lande og tider.

I dag er der i øvrigt stadig mange indianere i Mexico, som taler deres egne indianske sprog; fx er der omkring to millioner mennesker, der taler det aztekiske sprog »nahuatl«, og halvanden million, der taler forskellige maya-sprog for bare at nævne de to største af de vistnok mere end tres anerkendte indianske sprog i landet.

Det blev en spændende ’historisk dag’, hvor jeg syntes, at jeg både havde fået ny viden og noget at tænke over. Og så var der utroligt mange gode bogtilbud på de mange stande. Jeg kommer ganske givet igen til ’Historiske dage’ næste år, for selvom de fleste samtaler var korte og derfor fremstod som en række overskrifter, så kan det jo være en meget god måde at gå til tingene på, som når man skimmer avisen for at finde ud af, hvad man efterfølgende vil gå i dybden med. 

– Adam Wagner