Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.

For det første er det en temmelig karikeret fremstilling af en middelalderbonde, hvilket især er uheldigt, fordi den står alene. Læseren må få det indtryk, at sådan var alle middelalderlige bønders verden og tanker. For det andet er det en ganske udokumenteret påstand, at en middelalderbonde ikke har tænkt på, at han var dansk. For vi ved ikke ret meget om, hvad bønderne tænkte, af den enkle grund, at der ikke er nogen danske bønder fra middelalderen, der har skrevet deres tanker ned. Men det er jo naturligvis ikke bevis for, at de ikke har ment eller tænkt noget overhovedet. Nu kan det nok være sandt, at netop sådan en bonde, som Akhøj Nielsen beskriver, ikke har tænkt over det, men en sådan bonde bør heller ikke stå alene som typeeksempel på en dansk bonde.

I sin iver efter at lægge afstand til de angiveligt udbredte romantiske forestillinger om middelalderen havner Marita Akhøj Nielsen i den modsatte grøft; i stedet for Ingemanns ridderromaner er man nærmest kommet i selskab med bønderne i filmen om 'Monty Python og de skøre riddere'. De lever mere end op til alle moderne fordomme om middelalderens bønder: De kravler rundt i mudder, og deres arbejde består i at klaske mudder op i en dynge! Og så er de naturligvis ikke klar over, at de er briter... Men på eet punkt overrasker de - de er særdeles velbevandrede i marxistiske analyser af magtforhold! Det er naturligvis fuldstændigt usandsynligt, men det sætter fingeren på et ømt punkt: Vi ved faktisk ikke så meget om, hvad middelalderens bønder tænkte. Og det udfordrer os: Hvordan kan vi være sikre på, at de var så uvidende, som det almindeligvis antages? Under alle omstændigheder er Monty Pythons film en morsom kommentar til alle de kendte stereotyper af middelalderen. Klippet her, hvor kong Arthur møder bønderne, er desværre uden danske undertekster.

Bønder var ikke bare fattigfolk, der smattede rundt i mudder med dårlig mave. Bønder var fx også frie folk, der deltog aktivt i samfundslivet. På herredstingene, ja selv på landstingene, deltog bønderne aktivt og kunne besidde embeder. Så længe tingene bestod, var de frie bønder med, når sager af større og mindre vigtighed blev drøftet, og det var de sammen med de adelige samt kongens embedsmænd. I begyndelsen af dansk middelalder var de frie bønder således med, når der skulle vælges konge, træffes beslutning om leding, afgøres retstvister, aflægges ed mm. De var også med i leding. Hvorfor skulle disse bønder ikke kunne have haft en bevidsthed om at være danske? Jeg finder det ikke usandsynligt. De vidste, hvem kongen var, de vidste, hvad riget var, de vidste, at deres eget land var en del af det, de kendte rigets fjender, de kendte loven, og mon ikke de også har kendt deres slægts og lands historie? Hvis ikke, ville de danske bønder i middelalderen nærmest være en verdenshistorisk undtagelse.

Vi ved ikke, hvad middelalderens bønder tænkte om sig selv, men vi ved, at de berettende middelalderlige kilder som noget selvfølgeligt opererer med et dansk folk som en handlende enhed gennem historien. Se fx Lejrekrøniken, Roskildekrøniken eller Rydårbogen, der alle kan findes på originalsprogene, latin og dansk, på 'middelaldertekster.dk'. Så tanken om at være dansk var nu ikke helt fremmed for folk i middelalderen.

– Adam Wagner