Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.