Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at
undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store
og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig
behandling.
Danskhed i
middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige),
på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i
Grænseforeningens blad Grænsen og i
Historielærerforeningens fagblad Noter.
Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af
cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.
Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af
de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af
den kritik der har været – og forholde mig til den.
Om bogen – bedømt i dens helhed – skriver dr.phil. Jon
Gissel i Replique: »Historikeren Adam
Wagners bog Danskhed i Middelalderen er god,
grundig og gedigen. Den har et smukt ydre, er et helstøbt bind, og forfatteren
skriver et smukt dansk. Der er usædvanlig få sprogfejl.« I Noter skriver cand.mag. Johnny F. Lindholm følgende: »Danskhed i middelalderen er en smuk
bog, der danner en helhed mellem indhold og udseende i et fint, handleligt
format.« Og: »bogen [er] skrevet i et godt, myndigt sprog, der er let at læse uden at være udvandet.«
Mag.art. Uffe Østergårds vurdering i Grænsen er følgende: »Adam Wagner har med denne bog effektivt
skrevet sig ind i en generation af yngre danske historikere der, provokeret af
de nyere nationalismeteorier, har nylæst kildematerialet fra tiden før
1700-tallet for at efterprøve tesen om, at nationalstat og demokratisk
nationalisme først opstod i kølvandet på den franske revolution.«
For dem der har læst Danskhed
i middelalderen, er det en kendt sag, at undertegnede har rettet en del
kritik mod netop Uffe Østergårds opfattelse af, at det nationale er en moderne
konstruktion. Derfor er Østergårds bedømmelse måske af særlig interesse.
Østergård skriver videre: »Som varedeklaration skal det ikke skjules, at jeg er
en af de modernistiske historikere, der kritiseres for at have misforstået
eller mistolket kilderne, især det monumentale værk fra omkring 1208, Gesta Danorum af Saxo Grammaticus,
som Adam Wagner i det foreliggende værk har underkastet en omhyggelig og
beundringsværdigt klar og systematisk læsning. Wagners grundige arbejde
fortjener meget mere end den nemme afvisning, at vi forstår noget forskelligt
ved nation, stat og folk.«
Østergård anerkender flere af de slutninger, der drages i Danskhed i middelalderen: »Tværtimod når
han i sin fine nylæsning frem til, at Saxo, hans opdragsgiver ærkebisp Absalon,
datidens læsere samt forfatterne af en række næsten samtidige krøniker alle
havde en klar opfattelse af deres danske fædreland, dets grænser og forskellene
mellem dem og andre nationale identiteter. Han skelner mellem fædrelandet, patria
og kongens rige, regnum, og argumenterer i en overbevisende kritik af de
fleste danske middelalderhistorikere for, at datiden klart indså forskellen.«
Også Gissel kan overordnet set tilslutte sig bogens
bevisførelse: »Dette resultat, at fædrelandsfølelse og følelse af tilknytning
til et folk fandtes i Middelalderen, virker overbevisende.« Og: »Det virker
helt overbevisende, at Saxo ikke anser folket som defineret af kongemagten«.
Böss skriver noget lignende: »den grundige og detaljerede
analyse af Saxos brug af latinske nøglebegreber som „patria“, „natio“ og „gens“
[er] ret overbevisende. Det samme er kritikken af tidligere Saxo-forskere.
Denne læser følte sig i hvert fald til sidst overtydet om, at der i det mindste
i de to højeste stænder (adelen og gejstligheden) i højmiddalderen fandtes en
etnisk-national bevidsthed, altså en forestilling om danerne som et folk blandt
andre folkeslag, og at Danmark udgjorde kernen i det imperium, danske konger
gik i krig for at skabe«
Cand.theol. Torben Bramming har i Tidehverv bl.a. hæftet sig ved bogens behandling af Saxos brug af
pronomener som »vi« og »vores« samt spørgsmålet om, hvor udbredt den danske
nationalbevidsthed var: »Vi’et og vores bruges både reflekteret og ureflekteret
gennem hele „Danernes bedrifter“ og taler om vores fortid gennem flere
slægtled, vores sprog, vores folk, vores kendetegn osv., osv. Og det danner
dermed den enhed af nation, stat, kirke, sprog og kultur, som de
konstruktivistiske kildefornægtere blandt historikere mener ikke findes.
Indvendingen om at det kun var en elite, der havde denne holdning og ikke
folket, behandler Wagner også overbevisende.«
Anmelderne giver dog også visse steder udtryk for uenighed.
Fx skriver Böss dette: »Wagner konkluderer, at opfattelsen af, hvad folket er –
nemlig „et afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog, kultur og
historie“ – var „grundlæggende den samme“ som den, man havde i 1800-tallet. Men
det er en temmelig ahistorisk påstand, som det kan undre én at møde hos en
historiker«. Her er dog nok tale om en misforståelse, og det er ordet
»grundlæggende«, det drejer sig om. Når jeg bruger ordet »grundlæggende« i
sammenhængen, menes det helt bogstaveligt: At det var det samme, der lå til grund for folket både i
middelalderens og i 1800-tallets opfattelse. For det, der mentes at ligge til
grund, var det nævnte »afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog,
kultur og historie«. Og det er ikke en ahistorisk påstand. Böss må have
misforstået meningen i sammenhængen og troet, at jeg mente, at folket
opfattedes på ganske samme måde i
1800-tallet som i højmiddelalderen. Altså at der var fuld overensstemmelse. Men det er ikke det, der menes, og heller ikke
det, der står – hvis brugen af ordet »grundlæggende« forstås ret.
Mere reel er uenigheden, der gives udtryk for i det
følgende: »Det er i undladelsen af en nærmere analyse af samspillet mellem
etnicitet, kongemagt og statsdannelse, at Adam Wagners forsøg på at forklare
middelalderens danskhed halter.«
Gissel er inde på noget lignende og udbygger det – i sin i
øvrigt noget længere anmeldelse – også mere. Gissel finder det, som nævnt,
overbevisende, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem de to begreber patria (»fædreland«) og regnum (»rige«), men er ikke overbevist
om, at kongen eller kongemagten ikke kan være afgørende for nationen: »For
fuldt ud at kunne bedømme, om Adam Wagner har ret i sin karakteristik af
forholdet mellem danskhed og kongedømme, måtte man gennemarbejde hele Saxos
værk med henblik på, hvordan kongedømmet beskrives. Saxos måde at indlede sin
fortælling på, med kongeslægtens fremkomst, og at den er folkets oprindelse, må
pege i retning af kongedømmet som konstituerende for Danmark som danernes
fædreland. Det bør undersøges, om denne betragtning af Saxos holdning får
Wagners mange glimrende eksempler til at falde på plads på en anden måde end i
hans argumentation. Wagner betoner forskellen mellem fædreland og kongedømme i
modsætning til den tidligere forskning, men hvad nu hvis Saxos værk som helhed
peger på, at den nationale bevidsthed, historien i egentlig forstand, begynder
med kongeslægten? Efter læsningen er man overbevist om, at Adam Wagner har ret
i, at gå imod Hal Koch, som hævdede, at for Saxo var fædrelandet ensbetydende
med kongemagten, men det kunne godt være, at Wagner ikke helt har set
kongemagtens betydning for nationen.«
Jeg indrømmer gerne, at en gennemgående læsning af Gesta Danorum med henblik på at komme
Saxos syn på forholdet mellem folk og kongemagt nærmere kunne være ønskelig og
højst sandsynligt ville bidrage med nye indsigter – og muligvis med en
nuancering af konklusionerne. Men jeg vil også understrege, at jeg ikke i bogen
har hævdet, at kongemagten ikke skulle have betydning for folket; jeg hævder derimod
– med belæg i teksten – at det danske folk ikke er bestemt af kongen eller dennes magt. Altså at det danske folk fx ikke
blot er betegnelse for dem, der er kongens undersåtter, eller blot er dem, der
bor i kongeriget. Tværtimod er kongen gentagne gange betegnet som danernes konge. Folket har en konge –
ikke omvendt. Men dermed er det jo ikke sikkert, at alt er sagt om forholdet
mellem de to. Det er det næppe. Og en sådan gennemgående læsning, som Gissel
efterlyser ville være et naturligt skridt, hvis Danskhed i middelalderen skulle følges op af yderligere
Saxo-studier. I det hele taget ville det være godt med en mere tilbundsgående
undersøgelse af Saxos forståelse af kongemagten.
Også Lindholm anviser oplagte muligheder for videre studier:
»Wagner synes utvivlsomt at have fundet en sammenhæng i dansk middelalder, der
både er vigtig for vores forståelse af de behandlede værker og for vores
forståelse af middelalderen i det hele taget. Naturligvis er dette kun toppen
af isbjerget, selvom det materiale, Wagner gennemgår, er enormt. Tilbage står
for en synkron betragtning t.eks. norske og islandske middelalderværker, der
griber ind i den selvsamme historie, som Saxo, Ælnoth, Sven Aggesøn og
Roskildekrønikøren behandler. Diakront kan materialet udvides ad infinitum, og det er oplagt, at Danskhed i middelalderen må være med til at ændre vores blik på mange egne af fortiden, selvom kilderne må gennemgås med en tættekam.« Og det er så sandt,
som det er sagt; der er nok at tage fat på.
Böss afslutter sin anmeldelse med denne bedømmelse: »der er
tale om et vigtigt dansk korrektiv til den modernistiske forståelse af Danmarks
og det danske folks historie.« Gissel skriver: »Adam Wagner har haft modet til
at bryde med en modestrømning, som har villet benægte, at dansk sind og
bevidsthed fandtes længere tilbage. Også for dette fortjener han tak.« Endog
Østergård slutter med en tak: »vi andre må på samme tid takke for et sådant grundigt empirisk arbejde,
som har bragt os meget længere i forståelsen af det nationale, herunder
kilderne til „danskheden“, end 1980erne da nationalismeforskningen tog fart.«
Så hvad andet kan man afslutte med end: selvtak. Jeg for min
del er glad for, at anmelderne har læst Danskhed
i middelalderen med både kritisk og åbent sind.
