Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.
Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)
Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)
 |
| Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne. |
Jordanes’ tekst er ikke meget klar, og han var i det hele taget ikke særligt velformuleret på latin; det var nok heller ikke hans modersmål. For hvordan skal det forstås, at danerne udgik fra suetiderne (der ofte tolkes som sveerne)? Og hvorfra blev herulerne fordrevet? Uanset hvad, så må det forstås sådan, at danerne har haft hjemme et sted på den skandinaviske halvø og har fordrevet herulerne. Da Jordanes sandsynligvis bygger på et tidligere, men nu forsvundet, værk – nemlig Cassiodors værk om goternes historie – kan der ligge en herulsk tradition til grund for beretningen, for ved den østgotiske kong Theoderiks hof i Ravenna, hvor Cassiodor opholdt sig, idet han var Theoderiks kansler, befandt sig også en vis Rodwulf, der var herulernes konge (hvilket nævnes af Jordanes).
Også den byzantiske historieskriver Prokop nævner omkring 550 danerne i et bind af et større værk om kejser Justinians krige. Prokop, der skrev på græsk, byggede, som Jordanes, delvis på Cassiodors værk, og atter fornemmes herulernes tradition at ligge til grund, idet beretningen tager udgangspunkt i dem:
»Da herulerne, efter at være blevet besejrede af longobarderne i det ovenfor nævnte slag, udvandrede fra deres fædrene hjem, slog nogle af dem, som det er fortalt af mig ovenfor, sig ned i landet Illyricum, men resten var uvillige til at krydse floden Ister, og bosatte sig ved verdens alleryderste ende. Hvorom alting er, gennemrejste disse mennesker, anført af mange af kongeligt blod, alle slavernes lande et efter et, og efter dernæst at have krydset en stor strækning af goldt land, kom de til varnierne, som de kaldtes. Efter disse passerede de danernes folk, uden at lide overlast fra barbarerne der. Kommende derfra til havet, drog de til søs og lagde ind til Thule og forblev der på øen.«
Senere i teksten omtales danerne igen: »Efter mordet på deres [herulernes] konge var blevet begået af dem, udsendte herulerne, der boede blandt romerne, derfor ved den givne lejlighed, deres værdighedspersoner til øen Thule for at udsøge og hjembringe hvem de end var istand til at finde der af kongeligt blod. Og da disse mænd nåede øen, fandt de mange der af kongeligt blod, men de valgte den mand der behagede dem mest og drog med ham ud på hjemrejsen. Men denne mand blev syg og døde da han kom til danernes land« (Begge citater efter kildearkivet på Nomos’ hjemmeside.)
Thule kan her være den skandinaviske halvø, måske det nuværende Norge. Under alle omstændigheder fremgår det, at danerne ikke boede i Thule, men derimod et sted nærved, som man måtte gennemrejse for at komme til eller fra Thule, og der var et hav imellem. Det kunne for så vidt passe udmærket med Jylland eller de danske øer, uanset om Thule skal forstås som Norge eller et andet sted på den skandinaviske halvø.
Sådanne tidlige oplysninger om folkeslagene i nord er sparsomme i detaljerne, men har ikke desto mindre været genstand for forskning i lange tider. På grund af omtalte sparsomhed har tekststederne givet anledning til en del spekulation og mere eller mindre løse teorier. At forsøge at danne et billede af disse folkeslags hjemsted, oprindelse, vandringer, erobringer mv. må nødvendigvis være som et puslespil, hvor al tilgængelig viden – om arkæologiske fund, stednavne mm. – bringes i overvejelse, hvorefter man forsøger at få det til at »gå op«. Om billedet, der dannes, er rigtigt, kan naturligvis aldrig bevises, og det ville derfor være forkert at laste forskerne for det spekulative. Man må i stedet i hvert enkelt tilfælde forholde sig til, om det er troværdige rekonstruktioner eller ej: Er der noget, der taler imod dem? Kan de af den ene eller anden grund ikke være rigtige? Er de usandsynlige? Stemmer de med hvad vi i øvrigt ved? Er den ene teori mere sandsynlig end den anden? Og så videre. Der må blive tale om grader af sandsynlighed, og fuld enighed blandt alle forskere kan næppe nås.
Men i øvrigt har der længe kun været få, der har beskæftiget sig med disse spørgsmål, idet selve forestillingen om folkeslag som en historisk virkelighed har været noget nedvurderet. Fra at se disse folkebetegnelser i kilderne som vidnesbyrd om vitterlig eksisterende stammer eller folkeslag i datiden, gik mange mere over til at se det hele som en romersk eller græsk tolkning af Nord-Europa: Alle disse folkeslag var nok i virkeligheden bare en del af de antikke forfatteres fortælling om »de andre«. Ja, måske opstod disse folkeslag, fordi de antikke forfattere skrev om dem? De beskrevne tog måske beskrivelsen til sig, og først derved blev deres selvforståelse dannet. Altså som en slags litterær konstruktion, som et resultat af den antikke og kristne diskurs (se fx Patrick J. Geary: The Myth of Nations).
Andre tager dog disse etniciteters eksistens for givet, men understreger, at der er tale om foranderlige enheder, således at fx Tacitus’ Suiones slet ikke har noget at gøre med vikingetidens sveer, der heller ikke har noget at gøre med middelalderens sveer, og slet ikke med nutidens svenske. De datidige etniske grupper skulle altså have været virkelige nok, men det skulle nærmest være uvidenskabeligt at forestille sig en forbindelse med senere tiders folkeslag af samme navn. Lidt groft sagt står Dick Harrison for dette synspunkt (se hans i øvrigt særdeles læseværdige bog Krigarnas och helgonens tid, som også er oversat til dansk).
Modspørgsmålet er, om ikke man derved undervurderer den kontinuitet, der vitterlig ofte er, fx i stednavne, sprog og kultur? Når der er en sådan kontinuitet, forekommer det ikke urimeligt at antage, at der også er kontinuitet i befolkningen og dennes selvforståelse. Når jernalderens Suinoes (en latinisering af et lokalt navn) levede på den skandinaviske halvø, og når vikingetidens sveer også levede der, i et område der kaldtes Svitjod, er det da så urimeligt at antage en forbindelse? Og hvorfor skulle man antage, at der er et brud mellem disse sveer og middelalderens sveer i sveariget/Sverige?
Også dr.phil. Lotte Hedeager må fremhæves som en, der har holdt fast i, at kilderne kan indeholde rigtige oplysninger om Nordens (og Germaniens) folkeslag, og hun bygger endvidere på en stor viden om den materielle kultur. Naturligvis kan Hedeagers doktordisputats (Danmarks jernalder – mellem stamme og stat) nævnes, men Danernes land (bd. 2 af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie), der både er bredere anlagt og mere tilgængelig for den alment interesserede, er nok mere oplagt at fremhæve.
Selvom man går ud fra, at de omtalte folkeslag i de skriftlige kilder vitterlig var til som politisk-etniske enheder, må man naturligvis huske, at vi ikke ved meget om, hvem der opfattedes som hørende til disse folkeslag. Dækkede navnet daner således en samlet befolkning, eller var det bare en ganske lille overklasse? Eller var det et sted midt imellem, fx alle frie mænd? Eller alle frie mænd og disses husholdninger? Derom kan der gisnes, og et forsøg på at komme et svar nærmere kunne være at se på, hvordan det var hos andre germanske folkeslag i folkevandringstiden. De, der vandrede sydpå, er jo lidt bedre beskrevet i datidens skrifter og har efterladt sig flere skriftlige vidnesbyrd.
Uanset hvad, så optræder danerne efter midten af 500-tallet stadigt oftere i kilderne, hvilket jeg forhåbentlig kan få lejlighed til at komme ind på i fremtidige opslag.
Også den byzantiske historieskriver Prokop nævner omkring 550 danerne i et bind af et større værk om kejser Justinians krige. Prokop, der skrev på græsk, byggede, som Jordanes, delvis på Cassiodors værk, og atter fornemmes herulernes tradition at ligge til grund, idet beretningen tager udgangspunkt i dem:
»Da herulerne, efter at være blevet besejrede af longobarderne i det ovenfor nævnte slag, udvandrede fra deres fædrene hjem, slog nogle af dem, som det er fortalt af mig ovenfor, sig ned i landet Illyricum, men resten var uvillige til at krydse floden Ister, og bosatte sig ved verdens alleryderste ende. Hvorom alting er, gennemrejste disse mennesker, anført af mange af kongeligt blod, alle slavernes lande et efter et, og efter dernæst at have krydset en stor strækning af goldt land, kom de til varnierne, som de kaldtes. Efter disse passerede de danernes folk, uden at lide overlast fra barbarerne der. Kommende derfra til havet, drog de til søs og lagde ind til Thule og forblev der på øen.«
Senere i teksten omtales danerne igen: »Efter mordet på deres [herulernes] konge var blevet begået af dem, udsendte herulerne, der boede blandt romerne, derfor ved den givne lejlighed, deres værdighedspersoner til øen Thule for at udsøge og hjembringe hvem de end var istand til at finde der af kongeligt blod. Og da disse mænd nåede øen, fandt de mange der af kongeligt blod, men de valgte den mand der behagede dem mest og drog med ham ud på hjemrejsen. Men denne mand blev syg og døde da han kom til danernes land« (Begge citater efter kildearkivet på Nomos’ hjemmeside.)
Thule kan her være den skandinaviske halvø, måske det nuværende Norge. Under alle omstændigheder fremgår det, at danerne ikke boede i Thule, men derimod et sted nærved, som man måtte gennemrejse for at komme til eller fra Thule, og der var et hav imellem. Det kunne for så vidt passe udmærket med Jylland eller de danske øer, uanset om Thule skal forstås som Norge eller et andet sted på den skandinaviske halvø.
Sådanne tidlige oplysninger om folkeslagene i nord er sparsomme i detaljerne, men har ikke desto mindre været genstand for forskning i lange tider. På grund af omtalte sparsomhed har tekststederne givet anledning til en del spekulation og mere eller mindre løse teorier. At forsøge at danne et billede af disse folkeslags hjemsted, oprindelse, vandringer, erobringer mv. må nødvendigvis være som et puslespil, hvor al tilgængelig viden – om arkæologiske fund, stednavne mm. – bringes i overvejelse, hvorefter man forsøger at få det til at »gå op«. Om billedet, der dannes, er rigtigt, kan naturligvis aldrig bevises, og det ville derfor være forkert at laste forskerne for det spekulative. Man må i stedet i hvert enkelt tilfælde forholde sig til, om det er troværdige rekonstruktioner eller ej: Er der noget, der taler imod dem? Kan de af den ene eller anden grund ikke være rigtige? Er de usandsynlige? Stemmer de med hvad vi i øvrigt ved? Er den ene teori mere sandsynlig end den anden? Og så videre. Der må blive tale om grader af sandsynlighed, og fuld enighed blandt alle forskere kan næppe nås.
Men i øvrigt har der længe kun været få, der har beskæftiget sig med disse spørgsmål, idet selve forestillingen om folkeslag som en historisk virkelighed har været noget nedvurderet. Fra at se disse folkebetegnelser i kilderne som vidnesbyrd om vitterlig eksisterende stammer eller folkeslag i datiden, gik mange mere over til at se det hele som en romersk eller græsk tolkning af Nord-Europa: Alle disse folkeslag var nok i virkeligheden bare en del af de antikke forfatteres fortælling om »de andre«. Ja, måske opstod disse folkeslag, fordi de antikke forfattere skrev om dem? De beskrevne tog måske beskrivelsen til sig, og først derved blev deres selvforståelse dannet. Altså som en slags litterær konstruktion, som et resultat af den antikke og kristne diskurs (se fx Patrick J. Geary: The Myth of Nations).
Andre tager dog disse etniciteters eksistens for givet, men understreger, at der er tale om foranderlige enheder, således at fx Tacitus’ Suiones slet ikke har noget at gøre med vikingetidens sveer, der heller ikke har noget at gøre med middelalderens sveer, og slet ikke med nutidens svenske. De datidige etniske grupper skulle altså have været virkelige nok, men det skulle nærmest være uvidenskabeligt at forestille sig en forbindelse med senere tiders folkeslag af samme navn. Lidt groft sagt står Dick Harrison for dette synspunkt (se hans i øvrigt særdeles læseværdige bog Krigarnas och helgonens tid, som også er oversat til dansk).
Modspørgsmålet er, om ikke man derved undervurderer den kontinuitet, der vitterlig ofte er, fx i stednavne, sprog og kultur? Når der er en sådan kontinuitet, forekommer det ikke urimeligt at antage, at der også er kontinuitet i befolkningen og dennes selvforståelse. Når jernalderens Suinoes (en latinisering af et lokalt navn) levede på den skandinaviske halvø, og når vikingetidens sveer også levede der, i et område der kaldtes Svitjod, er det da så urimeligt at antage en forbindelse? Og hvorfor skulle man antage, at der er et brud mellem disse sveer og middelalderens sveer i sveariget/Sverige?
Også dr.phil. Lotte Hedeager må fremhæves som en, der har holdt fast i, at kilderne kan indeholde rigtige oplysninger om Nordens (og Germaniens) folkeslag, og hun bygger endvidere på en stor viden om den materielle kultur. Naturligvis kan Hedeagers doktordisputats (Danmarks jernalder – mellem stamme og stat) nævnes, men Danernes land (bd. 2 af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie), der både er bredere anlagt og mere tilgængelig for den alment interesserede, er nok mere oplagt at fremhæve.
 |
| Et stednavn, som menes at have fulgt danerne, er den type, der ender på '-lev' (eller '-løv'); den gamle danske form var '-lef'. Typen findes næsten udelukkende i Danmark og menes at være anvendt i årene 400-600, og den skulle altså vise danernes udbredelse i løbet af det tidsrum. Endelsen '-lev' er beslægtet med det nudanske ord 'levn' og er tydet som noget, der gives i arv eller efterlades. Første led er næsten udelukkende mandsnavne, selvom de næppe er genkendelige som sådan i vore dage. Dette må være navnet enten på den person, der efterlod sig stedet, eller på den, det blev efterladt til. Ovenstående sammenklip af byskilte viser nogle eksempler, nemlig Balslev på Fyn, Sersløv i Skåne, Hårlev på Sjælland og Harreslev i Sydslesvig. Sersløv og Harreslev ses i deres hhv. svenske og tyske form, da de jo befinder sig uden for Danmarks moderne statsgrænser. |
Selvom man går ud fra, at de omtalte folkeslag i de skriftlige kilder vitterlig var til som politisk-etniske enheder, må man naturligvis huske, at vi ikke ved meget om, hvem der opfattedes som hørende til disse folkeslag. Dækkede navnet daner således en samlet befolkning, eller var det bare en ganske lille overklasse? Eller var det et sted midt imellem, fx alle frie mænd? Eller alle frie mænd og disses husholdninger? Derom kan der gisnes, og et forsøg på at komme et svar nærmere kunne være at se på, hvordan det var hos andre germanske folkeslag i folkevandringstiden. De, der vandrede sydpå, er jo lidt bedre beskrevet i datidens skrifter og har efterladt sig flere skriftlige vidnesbyrd.
Uanset hvad, så optræder danerne efter midten af 500-tallet stadigt oftere i kilderne, hvilket jeg forhåbentlig kan få lejlighed til at komme ind på i fremtidige opslag.
