Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.
 |
| Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.) |
Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.
Om grev Gert fortæller Jyske Krønike, at han ville »udrydde alle Jyllands stormænd og give dette land til sine tyskere«, hvorpå følger beretningen om Niels Ebbesen, der drog ind i Randers og dræbte greven. Efter grevens død berettes det, at hans hær »vendte hjem til deres eget«, men mange af dem blev »dræbt i baghold af danskerne.« Efter drabet på grev Gerhard siges i krøniken følgende om hans banemand: »Samme år, den 2. maj, dræbte samme Niels Ebbesen mange tyske ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv.« Alt i alt må det siges, at konflikten tydeligvis opfattes nationalt.
Hvis nu nogen skulle få den tanke at kunne bortforklare betegnelsen »de tyske« om dem, der blevet slået ihjel, ved at hævde, at den alene skulle betyde, at de var i tysk tjeneste, og dermed ikke refererede til deres herkomst, så viser sprogbrugen andetsteds i Jyske Krønike, at dette ikke lader sig gøre. For selvom der naturligvis var tyske i dansk tjeneste og omvendt, holdes der nemlig nøje øje med troppernes nationalitet. Fx har den landflygtige kong Christoffer II i Tyskland samlet sig en hær, med hvilken han drager mod Danmark for at få sin trone igen. Herom hedder det: »[Christoffer] ville have vundet landet med magt, hvis ikke det havde været for forræderi blandt de tyske, der var med ham; fordi de ikke ville slås mod de tyske, der var med de danske.« Selve sagsforholdet kan forekomme lidt indviklet, men det afgørende er, at krønikeskriveren skelner så skarpt folkeligt set, og at dette skel ikke afgøres af, hvilken hersker man tjener, eller hvilken hær man er i. Det er altså et ægte folkeligt eller nationalt skel – etnisk, om man vil. Endvidere er det jo påfaldende, at krønikeskriveren mener at vide, at denne nationale opfattelse har været så udbredt og af en sådan betydning, at frafaldet af Christoffers tyske tropper skyldes, at disse ikke vil stride mod landsmænd.
Naturligvis kan man ikke hævde, at alle tænkte sådan i det 14. århundrede, men det forekommer også umuligt at opretholde påstanden om, at forestillingen om det nationale fællesskab først opstod i moderne tid.
I øvrigt står Jyske Krønike ikke alene med sin opfattelse af stridighederne som nationale; også i en årbog fra Sorø kloster gives der udtryk for en sådan opfattelse, oven i købet med en følelsesmæssig tilknytning til det danske, idet skribenten på latin skrev dette lille vers:
M semel et ter C bis binos X lege per te.
Danorum mentes beat ipse dies Sitientes.
Filius Ebbonis Nicholaus more leonis
stravit serpentem Gerardum bella gerentem
I Svend Grundtvigs danske oversættelse (som findes s. 516 i bd. 3 af Danmarks gamle Folkeviser) bliver det:
Alle danske Sjæle love den Dag
et Tusind, tre Hundred og fyrretive,
da Slangen segned for Løvens Slag,
da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.
Dele af ovenstående indgik også i min artikel ’Danskhed i historien’ bragt i Folkeskolens Genmæle nr. 3-4, 7. årg., 2004, s.12f.
