mandag den 10. februar 2020

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.
Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

Da afstemningsresultatet forelå den 10. februar om aftenen, vidste man altså, at Sønder-Jyllands 1. zone ville blive en del af Danmark, men man kunne endnu ikke vide, hvor statsgrænsen ville komme til at gå, idet afgørelsen i 2. zone jo ikke var faldet. Men efter det opløftende resultat i 1. zone, var det ikke udelukket, at et eller flere sogne i 2. zone kunne få dansk flertal; at Flensborg måske også ville få det, kunne man jo så håbe på. Sådan blev det dog ikke, og statsgrænsen kom siden – med nogle små ændringer – til at følge grænsen mellem de to afstemningszoner.

Eftersom det var bestemt, at 1. zone skulle stemme som en samlet enhed, mens områderne i 2. zone skulle stemme enkeltvis, havde det naturligvis været afgørende, hvor grænsen mellem de to zoner skulle gå. Mange danske, der boede i 2. zone, følte det som en stor urimelighed, at der således på forhånd skulle trækkes et skel mellem dem og Sønder-Jyllands nordligere egne. I resten af Sønder-Jylland, hele den sydlige halvdel, blev der slet ikke afholdt afstemning.

Baggrunden for flere af disse beslutninger skyldtes den danske regering, som var båret af Det radikale Venstre, og dette parti og de ledende ministre vægtede til stadighed et godt forhold mellem Danmark og Tyskland langt højere end et ønske om at genvinde tabt dansk land i Sønder-Jylland. Derom har undertegnede tidligere skrevet en lille artikel i Tidsskriftet Nomos (nr. 3:2) med titlen ’Det Radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’, og den kan læses her.

Der skal dog lige knyttes nogle uddybende oplysninger til artiklen. Fx er det værd at notere sig, at den linje, der først blev sydgrænsen for 1. zone og dernæst (på nær nogle ganske små ændringer) ny statsgrænse, og som var foreslået af magister H. V. Clausen så tidligt som i 1890’erne, var en grænse, som de radikale kredse senest i oktober 1918 lagde sig fast på som den endelige grænse, de ville arbejde for. Den radikale historiker Aage Friis, som havde været regeringens tillidsmand i sønderjyske spørgsmål, blev således den 9. oktober 1918 kaldt til den radikale statsminister C. Th. Zahle for at drøfte sagen, og der blev de enige om den rette grænselinje: »Grænsen fra Kobbermøllebugten over til syd for Højer«. Altså den samme linje, som Clausen havde foreslået, som jo var en linje syd om Højer og Tønder, men nord om Flensborg og dansktalende sogne som Medelby, Ladelund og Sønder Løgum. At de danske sønderjyders rigsdagsmedlem i Berlin, H. P. Hanssen, selvsamme dag på et hotelværelse i den tyske hovedstad fik de to danske medlemmer af den prøjsiske landdag med på at arbejde for samme linje, er naturligvis et tilfælde; men kun sammenfaldet i tid er et tilfælde, mens ønsket om at lægge sig fast på Clausen-linjen som grænsen for det, der skulle genforenes med Danmark, ikke kan siges at være det, da H. P. Hanssen grundlæggende havde samme syn på den sag, som Aage Friis, med hvem han stod i så nær forbindelse som muligt, og hvem der tjente som bindeled mellem H. P. Hanssen og den danske regering.

Dragningen af 1. zones sydgrænse er et klassisk eksempel på, hvor afgørende indflydelse man kan få på historiens gang ved at have en fast plan klar til mulige fremtidige begivenheder af betydning og ved hurtigt og overbevisende at sætte dagsordenen dermed.

Når nu H. V. Clausens foreslåede grænse er nævnt, skal det dog også siges, at han selv anså den for at være den absolut nordligste grænse, som Danmark burde affinde sig med, mens den danske regering anså den for det absolut sydligste, som man – af hensyn til forholdet til Tyskland – kunne godtage. H. V. Clausen selv mente godt, at der kunne skabes en sydligere grænse, som også ville fungere i praksis, men det var dog ikke Flensborg, han tænkte på, da denne by var langt overvejende tysktalende og i flere år (ikke mindst pga. indvandring sydfra) havde haft et stort tysksindet flertal. Nej, Clausen tænkte på de dansktalende sogne ret syd for Skelbæk og Sønderå og også lidt vagere på de frisiske øer.

Set i bakspejlet kan man som dansk jo godt ærgre sig over, at der ikke tidligere var folk, der bragte dette på bane, så de dansktalende sogne kunne være kommet med i 1. zone i stedet for i 2. zone. Var det sket, ville den langsomme, men stadige, forskydning af sproggrænsen i nordgående retning uden tvivl være standset, i stedet for at den (efter Den anden Verdenskrig) lagde sig fast netop langs statsgrænsen (Clausen-linjen). I øvrigt viste der sig i både Medelby og Ladelund højere danske stemmetal den 14. marts, end der 10. februar havde vist sig i Tønder, der dog kom til Danmark.

Men det blev, som den radikale regering havde ønsket: Danmark fik ikke »for meget«.