Et fastelavnsspil

Fortidens fastelavnsløjer var ganske livlige, og i modsætning til i dag var de i høj grad også for voksne – måske mest. I almindelighed drejede det sig om at slå gækken løs, og rigeligt med god mad og drikke var en selvfølgelig del af det, ligesom udklædningen og løjerne (også gerne de lidt vovede) var det. En skik, som bredte sig i middelalderen, men som vi desværre ikke har mere, var fastelavnsspillene. I Tyskland, hvorfra spillene så vidt vides kom, var der i begyndelsen tale om ganske korte optrin, som kunne opføres, når man gik fra dør til dør; optrin med kønsligt løssluppent indhold; utro kvinder og deslige. Senere blev det til egentlige skuespil med tekst på tidens udbredte versform, knittelvers (oftest med fire metriske tryk i hver linje og med parrim), og med en lidt mere udbygget handling og en knap så udtrykkelig kønslighed.

Det ældste, kendte danske fastelavnsspil findes nedskrevet i et håndskrift fra 1531; da håndskriftet, ud over dette årstal, også indeholder navnet på skolemesteren ved Vor Frue Kirkes skole i Odense, Christiern Hansen, tænker man, at nedskrivningen skyldes ham, og at dette fastelavnsspil, samt de to andre skuespil, som håndskriftet indeholder, har været opført af latinskolens elever – for at tjene lidt penge, hvilket var vanligt (stykket er udgivet af Leif Søndergaard i bogen: Fastelavnsspillet i Danmarks senmiddelalder). Af disse tre skuespil, er det ene en oversættelse, og det andet et temmelig ringe stykke, mens det tredje, fastelavnsspillet, så vidt vides er originalt og i øvrigt ganske underholdende med en god fremdrift. Dertil kommer, at stykket næsten lever op til Aristoteles’ krav om enhed i handling, sted og tid. Lad os se lidt nærmere på dette gamle fastelavnsspil.

 

Udsnit af maleri fra omkr. 1570 af Peeter Baltens, der viser en flamsk markedsfest; på dette udsnit ses et teaterstykke. Tiden er nær vort eget fastelavnsstykke, og de fysiske omgivelser i Flandern har mindet om dem i Danmark. Også stykket på markedet på dette maleri var et skæmtestykke: En mand opdager, skjult i en kurv, som en anden mand bærer på ryggen, hvordan hans kone muntrer sig med en gejstlig person. Tilskuerne står tæt rundt om, ja, en er sågar kravlet op på taget for bedre at kunne se. Sådan omtrent kan danske fastelavnsspil have været opført. (Billedet findes på Hollands Rijksmuseum i sal 6 og udsnittet er lånt fra deres hjemmeside; "Gift of the heirs of C. Hoogendijk, The Hague".)

Teksten, som den fremstår, er tilsyneladende et langt digt skrevet på knittelvers, men nogle af stroferne er replikker, og stykket har uden tvivl været opført som skuespil. Det kunne være opført på en scene og med dragter, hvilket kendes fra middelalderen. Der er tydeligvis en fortæller, der indledningsvis henvender sig til publikum.

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

Drømte mig en drøm i nat

»Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl« står der med runer i Codex Runicus, det skånske runehåndskrift fra omkring 1300, der indeholder en af de ældste tekster af Skånske Lov. På håndskriftets sidste opslag findes sangen. Og det er en sang, for som det ses, er der noder under teksten. Og dermed er det den ældste danske sang, der er overleveret os.

Gennem de syv hundrede år slår den blidt og vemodigt en tone an i os. At netop den i 1931 blev DR's »pausesignal« var et godt valg.

– Adam Wagner