»Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle – eller er
på vej til at blive det – behøver datoen ikke noget årstal. Den står mejslet
ind i vores sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og
mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den
befriede jord.“« Sådan skriver Knud Christensen om denne dag i sine
besættelsestids erindringer, – their finest hour, som udkom kort før nytår. Den bog skal omtales i det følgende,
men læseren må dog vide, at jeg ikke er ganske uhildet, da jeg på forfatterens
opfordring har skrevet forordet til bogen. Men jeg kan da nævne, at også Berlingske Tidende har fundet den værd
at omtale - i øvrigt sammen med to andre bøger om frihedskæmpere.
Knud Christensen er en af dem, der vitterlig er i stand til
at udtale sig om besættelsesmagtens vold, mord og terror, for han var med, da
det gjaldt, både som udgiver af illegale blade, deltager i våbenmodtagelser,
sabotage med mere. Bogen, der har undertitlen Fragmenter fra frihedskampen, er udgivet af Dansk Samling, som Knud
Christensen var medlem af under besættelsen. Ja, det er han for øvrigt endnu,
idet han i dag er æresmedlem. I øvrigt har »fragmenterne« været udgivet
tidligere – i 1995 i årbogen fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn –
men er altså nu for første gang udgivet som selvstændig bog.
Knud Christensen begyndte sin illegale løbebane, da han i august
1942 som syttenårig blev medlem af Dansk Samling. Ikke at det i sig selv var
illegalt, men det var i høj grad gennem Dansk Samling, at Knud Christensen fik
kontakt til det illegale miljø i Aalborg, hvor han boede, idet han gik på
gymnasiet der. På Støvring højskole i Himmerland hed forstanderen Robert
Stærmose; han havde været med til at stifte Dansk Samling i sin tid, og så blev
han i øvrigt folketingsmedlem for samme fra marts 1943. På Støvring højskole
mødte Knud Christensen både Niels Fiil fra Hvidsten-gruppen og Christian Ulrik
Hansen, der senere blev hjælper for Flemming Juncker, lederen af den jyske
modstandsbevægelse. Man møder således den store sammenhæng i den personlige beretning, men vil man vide mere om den rolle, Dansk Samling som politisk organisation spillede i modstandskampen, må man nok til Henrik Lundbaks doktorafhandling, Staten stærk og folket frit.
Knud Christensens beretning er godt fortalt og er bygget op
om flere mindre optrin, hvilket gør den levende. Et nervepirrende og ganske
alvorligt optrin er det, da Knud Christensen arresteres af Gestapo; for det
undgik han ikke, og han kom til at tage hele den tunge vej gennem voldsomme
forhør, indsættelse i Frøslev-lejren og deportation til koncentrationslejren
Dachau i Tyskland. Her afsløredes nazismens rædsler for alvor. Knud Christensen
blev som såkaldt Sanitäter sat til at
pleje de syge; dog med helt utilstrækkelige midler. De mange døde blev klædt
nøgne og lagt i lag på åbne vogne; »Først havde dog „guldgraverne“ været der;
fanger, som under tysk opsyn med tænger fjernede evt. guldplomber fra ligene.
Fra krematorierne drev en stinkende røg ind over lejren dag og nat.«
Knud Christensen oplevede dog også det »helt mirakuløse«: At
Røde Kors’ hvide busser pludselig en dag holdt uden for lejren for at befri
alle skandinaviske fanger. Derpå gik turen nordpå, gennem det endnu besatte
Danmark og til Skåne, der jo var neutral grund. Knud Christensen befandt sig
således i Skåne, da frihedsbudskabet lød i radioen, og allerede næste dag,
altså den 5. maj, kom han til Sjælland: »I en bil, som på mærkværdig vis var
skaffet til veje, kørte vi ad kystvejen ned mod København. Flag ved flag og
lysegrønt bøgeløv.«
Knud Christensen blev ikke knækket. Hans vilje til at tage
kampen op viste sig på forskellig måde også i eftertiden. Som det fremgår af forordet
til bogen, trådte Knud Christensen fra begyndelsen af 1946 i britisk
militærtjeneste. I øvrigt kan det nævnes, at han (hvad der ikke fremgår af
forordet) var en af dem, der var med til at holde opsyn med de tyske soldater,
der efter befrielsen måtte rydde Jyllands kyster for tyske miner. Og det
foregik på en måde, der ligger langt fra fremstillingen i den kontroversielle
film »Under sandet«; fx var der tale om frivillige, og ikke tvangsudskrevne, mineryddere,
og de var heller ikke store drenge. »De var ikke unge drenge, som mange ofte
siger. Mange af dem havde tjent ved Østfronten og kom bagefter til
flødeskumsfronten her i landet. Jeg var den yngste af alle dem, jeg holdt opsyn
med, og jeg var 20 år«. Så vidt Knud Christensen; læs videre i Casper Bauerfeld
Kroghs kronik i Politiken (4/12 2015).
Der, hvor Knud Christensen ydede sin mest vedholdende indsats
efter krigen, var dog nok i modstanden mod Rom-unionen (eller EEC eller EF eller
EU; kært barn har mange navne). Han var således med til at stifte den første komité,
der advarede mod dansk tilslutning til Rom-unionen, nemlig Anti-Rom Komiteen. I
øvrigt var der flere tidligere frihedskæmpere at finde blandt EF-modstanderne
op til afstemningen i 1972: lederen af de jyske våbenmodtagelsesgrupper, Jens Toldstrup
(der stillede op for Dansk Samling ved valget i 1945), og Johannes Stefan
Jørgensen (der under krigen var aktiv i Holger Danske og medlem af Dansk Samling)
for nu bare at nævne nogle.
I dag er Knud Christensen 91 år og bor i sin fødeby,
Hirtshals. Hans lille, levende beretning med »fragmenter fra frihedskampen« anbefales – og altså ikke på grund af forordet!
Knud Christensen i dag (privat billede). |
Åh ja, der er lige bogens titel: - their finest hour. Det er et citat fra Winston Churchills omtale
af de britiske piloter, der udkæmpede luftslaget over England under krigen. Knud
Christensen skriver: »This was their finest hour! – deres største stund. Nok
også vores! Ikke den bedste eller skønneste eller lykkeligste. Men den
største!«
Knud Christensen: – their finest hour. Fragmenter
fra frihedskampen. Albertslund 2015.
58 sider. Pris: 40 kr.
Bogen kan bl.a. bestilles på Dansk Samlings hjemmeside:
www.dksamling.dk