’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder
den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på
Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer
fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre,
at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra
Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til
revision.«
Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved
brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo
alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det
så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med
de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information).
Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning
videre, senest i en artikel i Weekendavisen
(#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved
Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at
krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen
fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at
præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et
spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare,
påstande.
 |
| En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.) |
En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.
