I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.
Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.
