Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed
satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev
fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere,
der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«;
kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter
blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover
blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om
oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne
finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen
er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning
af Saxos beretning i hundrede år.
 |
| Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.) |
Men hvad man kan undre sig over – og hvad fx Jon Gissel
således undrede sig over i en artikel om det tyvende århundredes Saxo-forskning
– er, i hvor høj grad denne kildekritik førte til skråsikre udsagn om, at Saxo
selv havde digtet eller konstrueret bestemte beretninger, alene fordi man mente,
det ville passe med det, der angiveligt skulle være formålet med hans skrift,
og fordi der ikke var andre kilder end hans til det berettede. Skråsikre
udsagn, som altså mest byggede på historikernes egen tolkning af forfatterens tendens og formål. Men, sat på
spidsen: Hvorfor skulle moderne historikeres konstruktioner være mere
troværdige end Saxos?
Lejre som kongesæde var noget af det, der røg ud af den »seriøse«
Danmarkshistorie – helt ud. Og det på trods af, at Lejre også er nævnt af
tidligere kilder end Saxo. Det skyldtes, at man i det hele taget havde meget
svært ved at fæste nogen som helst lid til oldsagn nedtegnet i middelalderen;
også de måtte forkastes som følge af en i historiefaget almen afvisning af mundtlig
overlevering som kilde.
»Man kan ikke frigøre sig fra den tanke, at netop opgøret
med Lejre med dyrkelsen af fædrelandet, højskoleromantikken og
Dannebrogsflagene, der var bundet til stedet, var en lækkerbisken for de
radikale historikere, der fra år 1900 var blevet toneangivende i opgøret med
borgerskabet, kirken og kongen.« Sådan udtaler Tom Christensen fra Roskilde
Museum sig til Weekendavisen (nr. 35 28/8
2015) – og det virker ikke helt usandsynligt.
 |
| Ole Worms prospekt over Lejre fra hans værk om Monumenta Danica fra 1643. Højen betegnet med bogstavet D er Grydehøj, der senere viste sig at indeholde en høvdingegrav fra omkr. 650 e.Kr. Den store hal er fundet til højre for bakken betegnet M (kaldet Kirkehøj). |
De sidste årtiers udgravninger i Gl. Lejre har dog gjort det
stedse sværere at opretholde afvisningen af kildernes tale om Lejre som et
gammelt kongesæde. Arkæologen Tom Christensen præsenterer nu resultaterne i en
bog med titlen Lejre bag myten – en bog
jeg personligt ser frem til at få læst.
Hvad siger kilderne om Lejre? Den ældste overleverede,
skriftlige kilde er tysk; det drejer sig om biskop Thietmar af Merseburg, der
skrev sin Chronicon mellem 1009 og
1018. Han omtaler danernes og nordmændenes »ældgamle ofringer« og beretter så:
»Der er i de egne en lokalitet ved navn Lejre, rigets hovedstad, beliggende i
det område, som kaldes Sjælland. Dér mødes de alle hvert niende år i januar
måned omkring det tidspunkt, hvor vi fejrer Herrens tilsynekomst, og dér
bringer de deres guder nioghalvfemsindstyve mennesker og ligeså mange heste og
hunde samt – som erstatning for falke – haner som ofre!« (Allan A. Lunds
oversættelse.) Lejre kaldes altså caput
regni, hvilket som her kan oversættes til »rigets hovedstad« eller måske
snarere »hovedsted«, idet caput jo
blot betegner det vigtigste.
Denne beretning, som altså er skrevet, mens Gl. Lejre endnu
var et sted af betydning, siger dog ikke noget om, at Lejre også i tidligere
tider skulle have været et kongesæde. Det er derimod et gennemgående træk i de
nordiske sagn, som de i forskellig form er gengivet i bl.a. Lejre-krøniken,
Sven Aggesøns danmarkshistorie, Saxos Gesta
Danorum og den brudstykkevis kendte Skjoldungesaga. Lejre-krøniken, der
menes at være nedskrevet omkring 1170 (og dermed altså er tidligere end både
Sven Aggesøns og Saxos krøniker), beretter, hvordan allerede kong Dan, der
ifølge samme var danernes første konge og levede samtidig med kejser Augustus,
grundlagde Lejre; og der berettes om, hvordan Rolf senere i Lejre blev besejret
af sin skånske jarl, Hjartvard. Også Saxo beretter en del om Lejre, og også han
beretter om Lejres fald, da Rolf blev besejret af Hjartvar, der hos Saxo både er
Rolfs svoger og hans statholder i Sverige. Hos Saxo hører man dog først om
Lejre forholdsvis sent i historien, nemlig i Rolfs faders, Helges,
regeringstid. Til gengæld spiller Lejre en rolle som sæde eller begravelsessted
for flere af kongerne helt frem til kong Gøtriks (eller: Godfreds) søn Oluf,
der ifølge Saxo blev begravet i en høj, der endnu på hans egen tid bar Olufs
navn; altså et på Saxos tid levende stedsagn. (Fra nyere tid kendes hele to
høje ved Gl. Lejre med navnet Olufs høj.)
At disse forholdsvis sent nedskrevne beretninger skulle
kunne indeholde en kerne af sandhed betvivledes altså længe. Men i dag er der
ingen tvivl om, at Lejre var det, der i dag vel kaldes et »magtcentrum« (vel fordi
man tror det lyder mere neutralt end et konge- eller høvdingesæde). Allerede i
1958 fandt man de første arkæologiske vidnesbyrd om, at Gl. Lejre havde haft
sine stormænd, også i jernalderen. Det skete da Grydehøj (højen ved siden af
den store skibssætning) blev udgravet af Harald Andersen fra Nationalmuseet. På
trods af at graven havde været udsat for plyndring, kunne det ses, at graven
var fra omkring 650 e.Kr., og at den gravlagte havde båret en guldbroderet
dragt. Udgravningen var i øvrigt delvis finansieret af en tidligere pengegave
fra forfatteren Martin A. Hansen og medførte altså, at det nu blev påvist, at Lejre
også i jernalderen havde været hjemsted for høvdinge (eller konger); og det
ville have glædet Martin A. Hansen. Skalk
skrev om det (i nr. 4 fra 1958); Harald Andersen, der længe havde været optaget
af Lejre, var nemlig også redaktør af Skalk,
og det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at han ikke var påvirket af den kritiske
eller radikale historikertradition med den stejle afvisning af sagnstoffet, men
derimod henviste til historikeren Vilh. la Cours Lejrestudier (i Danske
Studier 1920, -21 og -24), da han udtrykte sit lyssyn, når det gjaldt om
engang at finde »kongsgården« i Lejre (se Skalk
nr. 2 1958).
Siden er flere fund kommet til – ja, nu har man fundet det,
der må betragtes som en kongsgård: En stor hal på 500 m2. Der er
tilstrækkeligt med arkæologiske vidnesbyrd til at kunne sige, at Lejre var, hvad
man må kalde et høvdinge- eller kongesæde fra det 6. århundrede og indtil
omkring 1050.
Et af de spændende fund fra Gl. Lejre var denne Odin-statuette (knap 2 cm høj; vægt: 9 gr). Statuetten menes at være fra 900-tallet. Den er med sine tydelige Odin-kendtegn i sig selv et eksempel på, hvorledes indholdet i sent nedskrevne beretninger (her om Odins udseende) bekræftes af ældre fund. Altså et eksempel på mundtlig overleverings pålidelighed. (Videoen tilhører Roskilde Museum.)
De rige fund i Lejre fra jernalderen er vel nok blevet taget
ad notam; men egentlig burde de
fremkalde en noget stærkere reaktion, når man tager i betragtning, hvor
skråsikkert Lejre-sagnene blev afvist som »digt« eller lignende af flere
generationer af »kildekritiske« historikere. Det burde egentlig få den
»kritiske« skole til at tage ikke bare dette tilfælde, men i det hele taget den
traditionelle tilgang til fx Saxos værk op. Selvom Saxo nok bearbejdede sit
stof, opfandt han det ikke selv. Middelalderens historikere kendte sagnene om
Lejre som sæde for de gamle konger – og sagnene har vist sig ikke at være uden
hold i virkeligheden.
Man må således erkende, dels at oldsagn i visse tilfælde
overleveredes til middelalderen, dels at de i visse tilfælde blev nedskrevet
(mere eller mindre forvansket) af middelalderens saga- og krønikeskrivere, og dels
at disse oldsagn kan indeholde historisk viden. Det er næppe rart at skulle
erkende for en moderne historiker, for det er svært at skulle forholde sig til
rent metodisk. Men det kan man jo ikke lade sin erkendelse begrænse af.
