09 september, 2015

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.
Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)

Men hvad man kan undre sig over – og hvad fx Jon Gissel således undrede sig over i en artikel om det tyvende århundredes Saxo-forskning – er, i hvor høj grad denne kildekritik førte til skråsikre udsagn om, at Saxo selv havde digtet eller konstrueret bestemte beretninger, alene fordi man mente, det ville passe med det, der angiveligt skulle være formålet med hans skrift, og fordi der ikke var andre kilder end hans til det berettede. Skråsikre udsagn, som altså mest byggede på historikernes egen tolkning af forfatterens tendens og formål. Men, sat på spidsen: Hvorfor skulle moderne historikeres konstruktioner være mere troværdige end Saxos?

Lejre som kongesæde var noget af det, der røg ud af den »seriøse« Danmarkshistorie – helt ud. Og det på trods af, at Lejre også er nævnt af tidligere kilder end Saxo. Det skyldtes, at man i det hele taget havde meget svært ved at fæste nogen som helst lid til oldsagn nedtegnet i middelalderen; også de måtte forkastes som følge af en i historiefaget almen afvisning af mundtlig overlevering som kilde.

»Man kan ikke frigøre sig fra den tanke, at netop opgøret med Lejre med dyrkelsen af fædrelandet, højskoleromantikken og Dannebrogsflagene, der var bundet til stedet, var en lækkerbisken for de radikale historikere, der fra år 1900 var blevet toneangivende i opgøret med borgerskabet, kirken og kongen.« Sådan udtaler Tom Christensen fra Roskilde Museum sig til Weekendavisen (nr. 35 28/8 2015) – og det virker ikke helt usandsynligt.

Ole Worms prospekt over Lejre fra hans værk om Monumenta Danica fra 1643. Højen betegnet med bogstavet D er Grydehøj, der senere viste sig at indeholde en høvdingegrav fra omkr. 650 e.Kr. Den store hal er fundet til højre for bakken betegnet M (kaldet Kirkehøj).
De sidste årtiers udgravninger i Gl. Lejre har dog gjort det stedse sværere at opretholde afvisningen af kildernes tale om Lejre som et gammelt kongesæde. Arkæologen Tom Christensen præsenterer nu resultaterne i en bog med titlen Lejre bag myten – en bog jeg personligt ser frem til at få læst.

Hvad siger kilderne om Lejre? Den ældste overleverede, skriftlige kilde er tysk; det drejer sig om biskop Thietmar af Merseburg, der skrev sin Chronicon mellem 1009 og 1018. Han omtaler danernes og nordmændenes »ældgamle ofringer« og beretter så: »Der er i de egne en lokalitet ved navn Lejre, rigets hovedstad, beliggende i det område, som kaldes Sjælland. Dér mødes de alle hvert niende år i januar måned omkring det tidspunkt, hvor vi fejrer Herrens tilsynekomst, og dér bringer de deres guder nioghalvfemsindstyve mennesker og ligeså mange heste og hunde samt – som erstatning for falke – haner som ofre!« (Allan A. Lunds oversættelse.) Lejre kaldes altså caput regni, hvilket som her kan oversættes til »rigets hovedstad« eller måske snarere »hovedsted«, idet caput jo blot betegner det vigtigste.

Denne beretning, som altså er skrevet, mens Gl. Lejre endnu var et sted af betydning, siger dog ikke noget om, at Lejre også i tidligere tider skulle have været et kongesæde. Det er derimod et gennemgående træk i de nordiske sagn, som de i forskellig form er gengivet i bl.a. Lejre-krøniken, Sven Aggesøns danmarkshistorie, Saxos Gesta Danorum og den brudstykkevis kendte Skjoldungesaga. Lejre-krøniken, der menes at være nedskrevet omkring 1170 (og dermed altså er tidligere end både Sven Aggesøns og Saxos krøniker), beretter, hvordan allerede kong Dan, der ifølge samme var danernes første konge og levede samtidig med kejser Augustus, grundlagde Lejre; og der berettes om, hvordan Rolf senere i Lejre blev besejret af sin skånske jarl, Hjartvard. Også Saxo beretter en del om Lejre, og også han beretter om Lejres fald, da Rolf blev besejret af Hjartvar, der hos Saxo både er Rolfs svoger og hans statholder i Sverige. Hos Saxo hører man dog først om Lejre forholdsvis sent i historien, nemlig i Rolfs faders, Helges, regeringstid. Til gengæld spiller Lejre en rolle som sæde eller begravelsessted for flere af kongerne helt frem til kong Gøtriks (eller: Godfreds) søn Oluf, der ifølge Saxo blev begravet i en høj, der endnu på hans egen tid bar Olufs navn; altså et på Saxos tid levende stedsagn. (Fra nyere tid kendes hele to høje ved Gl. Lejre med navnet Olufs høj.)

At disse forholdsvis sent nedskrevne beretninger skulle kunne indeholde en kerne af sandhed betvivledes altså længe. Men i dag er der ingen tvivl om, at Lejre var det, der i dag vel kaldes et »magtcentrum« (vel fordi man tror det lyder mere neutralt end et konge- eller høvdingesæde). Allerede i 1958 fandt man de første arkæologiske vidnesbyrd om, at Gl. Lejre havde haft sine stormænd, også i jernalderen. Det skete da Grydehøj (højen ved siden af den store skibssætning) blev udgravet af Harald Andersen fra Nationalmuseet. På trods af at graven havde været udsat for plyndring, kunne det ses, at graven var fra omkring 650 e.Kr., og at den gravlagte havde båret en guldbroderet dragt. Udgravningen var i øvrigt delvis finansieret af en tidligere pengegave fra forfatteren Martin A. Hansen og medførte altså, at det nu blev påvist, at Lejre også i jernalderen havde været hjemsted for høvdinge (eller konger); og det ville have glædet Martin A. Hansen. Skalk skrev om det (i nr. 4 fra 1958); Harald Andersen, der længe havde været optaget af Lejre, var nemlig også redaktør af Skalk, og det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at han ikke var påvirket af den kritiske eller radikale historikertradition med den stejle afvisning af sagnstoffet, men derimod henviste til historikeren Vilh. la Cours Lejrestudier (i Danske Studier 1920, -21 og -24), da han udtrykte sit lyssyn, når det gjaldt om engang at finde »kongsgården« i Lejre (se Skalk nr. 2 1958).

Siden er flere fund kommet til – ja, nu har man fundet det, der må betragtes som en kongsgård: En stor hal på 500 m2. Der er tilstrækkeligt med arkæologiske vidnesbyrd til at kunne sige, at Lejre var, hvad man må kalde et høvdinge- eller kongesæde fra det 6. århundrede og indtil omkring 1050.

Et af de spændende fund fra Gl. Lejre var denne Odin-statuette (knap 2 cm høj; vægt: 9 gr). Statuetten menes at være fra 900-tallet. Den er med sine tydelige Odin-kendtegn i sig selv et eksempel på, hvorledes indholdet i sent nedskrevne beretninger (her om Odins udseende) bekræftes af ældre fund. Altså et eksempel på mundtlig overleverings pålidelighed. (Videoen tilhører Roskilde Museum.)

De rige fund i Lejre fra jernalderen er vel nok blevet taget ad notam; men egentlig burde de fremkalde en noget stærkere reaktion, når man tager i betragtning, hvor skråsikkert Lejre-sagnene blev afvist som »digt« eller lignende af flere generationer af »kildekritiske« historikere. Det burde egentlig få den »kritiske« skole til at tage ikke bare dette tilfælde, men i det hele taget den traditionelle tilgang til fx Saxos værk op. Selvom Saxo nok bearbejdede sit stof, opfandt han det ikke selv. Middelalderens historikere kendte sagnene om Lejre som sæde for de gamle konger – og sagnene har vist sig ikke at være uden hold i virkeligheden.

Man må således erkende, dels at oldsagn i visse tilfælde overleveredes til middelalderen, dels at de i visse tilfælde blev nedskrevet (mere eller mindre forvansket) af middelalderens saga- og krønikeskrivere, og dels at disse oldsagn kan indeholde historisk viden. Det er næppe rart at skulle erkende for en moderne historiker, for det er svært at skulle forholde sig til rent metodisk. Men det kan man jo ikke lade sin erkendelse begrænse af.