Sankt Oluf og troldkællingens kældervæg

Hellig Oluf, også kendt som Olav den Hellige, opnåede stor folkelig yndest i Norden i middelalderen allerede fra dens begyndelse. Ja, senere hen vandt denne yndest og dyrkelse endog frem i det nordlige Tyskland; altså var der for en gangs skyld tale om en kulturel og religiøs påvirkning, der gik fra nord til syd.

Denne norske helgenkonges folkelige yndest ses bl.a. af de mange sagn, han optræder i. Det er for længst og ganske givet med rette blevet bemærket, at han i disse folkelige sagn optræder som en slags erstatning for Thor, hvilket nok er en del af forklaringen på den gunst han vandt. I så fald må Olufs udbredelse og opkomsten af i hvert fald nogle af disse sagn gå langt tilbage i tid.

Der er nogle særlige træk ved Oluf i disse sagn, der leder tankerne hen på Thor. Først og fremmest havde Oluf rødt skæg, ligesom Thor. Det er der naturligvis ikke noget sært i, men det bemærkelsesværdige er, hvorledes dette kendetegn er blevet husket i den folkelige overlevering; det er altså blevet tillagt betydning. Desuden optræder Oluf i sagnene som en kæmpe, ja, nærmest en halvgud, mere end en konge, han være nok så hellig. Han kan med sit prægtige skib »sejle« i luften – og gennem klipper og bjerge! Endvidere bærer Oluf sin letgenkendelige »danske økse«, som man gerne kaldte den i vikingetiden; altså en stridsøkse med langt skaft. Det er naturligvis ikke en hammer, men minder måske lidt om. I hvert fald har Oluf, som Thor, sit eget særegne våben med sig til hver en tid. Egentlig er denne langøkse Olufs marterredskab, altså det redskab, der dræbte ham og dermed ophøjede ham til helgenes skare. Endelig, og det er nok det afgørende træk, fremstår han som den store trolde- og jættebetvinger, hvorved han er menneskenes værner mod vildmarkens truende kræfter. Her har han slet og ret overtaget den rolle, Thor før spillede i menigmands bevidsthed.

Sankt Oluf i en senmiddelalderlig dansk fremstilling, nærmere bestemt et kalkmaleri af Isefjordmesteren i Tuse kirke. Oluf ses med sit marterredskab, langøksen, og trædende et uhyre, hedenskabet, under fode. I folkesagnene har han med sit røde skæg og sin evige kamp mod troldtøj været en slags efterfølger til Thor. (Foto: Hideko Bondesen - http://www.nordenskirker.dk.)

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.

Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)