Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'

 

"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.