1100 kridtpiber fundet i Oslo – den nyhed kunne nok få én til
at spærre øjnene op. For nok findes der ofte mange stumper af kridtpiber rundt
om i byer og på havbunden, men dette er dog et stort enkeltfund. Desuden var
piberne i Oslo næsten alle uskadte, hvilket er usædvanligt; der er såmænd tale
om verdens største fund af hele piber
fra 1600-tallet. Og så var de ældre end 1624, hvilket i sig selv var lidt
overraskende, hvilket vi vender tilbage til. Jeg læste først om fundet, da
hjemmesiden ’Osloby’ bragte en artikel om det for nylig, men fundet er dog
gjort i 2008. Også det vender vi tilbage til.
 |
| Et lille udvalg af de 1100 kridtpiber, der i 2008 blev fundet i Oslos undergrund. Stedet var engang en del af Bjørviken, og der lå Oslos store havn, før den ødelæggende brand i 1624. De fine tobakspiber vidner om, at Oslo var en by, hvis borgere var med på moden, idet tobaksnydelse og piberygning var noget temmelig nyt. Fundet er verdens største fund af hele tobakspiber fra 1600-tallet. (Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby) |
At piberne var så velbevarede skyldes, at de engang for knap
400 år siden gik tabt i forbindelse med en brand. Ja, det lyder mærkeligt, men
forklaringen er følgende: Den 17. august 1624 var der (endnu engang) ildløs i Oslo,
og næsten hele byen samt byens omfattende havneanlæg brændte ned. Og piberne,
der må have stået samlet på bryggen, klar til at blive bragt ud eller afhentet,
må være faldet i vandet, inden ilden nåede at ødelægge dem. Bryggen brændte og styrtede
sammen, og piberne havnede således på Bjørvikens bund, hvor de siden blev
beskyttet af lag af mudder. De piber, der dengang vel blev anset for at være
gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der
velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja
nærmest opbyggelig, tanke.
Branden i 1624 førte til, at Christian IV besluttede sig for at anlægge en ny by i stedet for Oslo. Den nye by blev Christiania, som blev anlagt på den anden, vestlige, side af Bjørviken, i nærheden af Akershus. Ved den nye by anlagdes også en ny brygge, og Oslo blev en undselig forstad til Christiania. I 1859 blev Oslo endog indlemmet i Christiania, men i 1925 skiftede Christiania navn til Oslo. Det gamle Oslo kaldes nu Gamlebyen; men det er alt sammen en anden historie.
 |
| Oslo og Christiania år 1800 set fra Egeberg (fra øst). I forgrunden tv. ses Oslo med Oslo kirke. Længere ude ses Bjørviken, og på den anden side ses Christiania, som blev anlagt af Christian IV efter Oslos brand i 1624. Christiania blev opført nær Akershus, der ses i baggrunden tv. Oslos brygge, hvor de mange rare tobakspiber er fundet, lå i bunden af Bjørviken, ud for Oslo. (Billedet er lavet i 1800 af englænderen John William Edy og er lånt fra den norske Wikipedia.) |
Under alle omstændigheder blev det inderste af Bjørvik – hvor
Oslos havn havde befundet sig indtil branden i 1624 – i en langt senere tid fyldt
op og bebygget. Det er fx der Oslos operahus ligger i dag. Og det er altså dette
opfyldte område i det, der i dag er en del af Oslos midtby, man i 2003 påbegyndte
omfattende arkæologiske udgravninger dels på grund af operahusets opførsel og dels
på grund af et omfattende byggeri med det lidet skønne navn Barcode (hvilket vi slet ikke skal
nærmere ind på). Og det er disse udgravninger, der bragte de mange fine piber
frem i dagens lys. Men der er såmænd også fundet andre rare sager som fx flere skibsvrag fra 1500- og 1600-tallet. Og det skulle vise sig, at Oslos gamle havn var
større, end man havde troet. Nok har den næppe været så stor som Bergens, men
Oslo var altså trods alt mere betydelig, end hidtil antaget. Og fundet af den
store mængde piber tyder også på, at Oslo var godt med på moden: For 1100
kridtpiber er temmelig mange for en by med 3000 indbyggere, især i en tid hvor
rygning var noget helt nyt.
 |
| Sådan så Oslo med sine omfattende havneanlæg i Bjørvik ud før branden i 1624 - efter hvad vi ved. Byen og vigen er set fra vest. (Billede: Ole A. Krogness/perspektiver.no. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Osloby'.) |
Piberygning vandt nemlig frem i Danmark og Norge omkring
1600, tidligst i søfartsbyerne, der havde kontakt med England og Nederlandene.
I Norge kender vi fra kilderne først til kendskab til piber i Bergen, og det
var da en vis Anthonius, omtalt i årene 1612-14, havde tilnavnet »Tobakspiben«.
I Danmark møder piberne os først i Helsingør, hvor der jo også boede en mængde
hollændere (hvilket jeg har skrevet om i en anden optegnelse), og her er det i
forbindelse med skiftet efter Anne Dirik Pipers, hvor et dusin tobakspiber vurderedes
til ½ mark (begge eksempler er blandt mange andre spændende oplysninger at
finde i Hugo Matthiesens artikel om ’Tobakkens Triumf’ i Kai Friis-Møllers
lille bog Om Tobak). Som det ses er
det lidt tilfældigt, hvorledes pibens indtog er os meddelt i kilderne. Og for
Oslos, eller rettere Christianias, vedkommende omtaler kilderne først rygning efter
1640, men da som noget, der er udbredt. Men under alle omstændigheder må man nu
drage den slutning, at rygning var udbredt i Oslo allerede inden 1624. Hvilket
altså var en overraskelse. (Man kan læse mere om piberygningens og tobakkens danske
historie i mit lille hæfte Piben har fået en anden lyd eller i første kapitel af min bog Tobak til tiden.)
De fine kridtpiber fundet under det, der engang var Bjørvikens
mudrede bund, har, hvad der var vanligt, alle et mærke, der viser, hvem der har
fremstillet dem. I dette tilfælde stammer de angiveligt fra Grocers’ Company, der var engelsk; det
er altså engelske kridtpiber. England og Holland – og med tiden især Holland –
var de store kridtpibefremstillende lande, men både i Danmark og Norge (og såmænd
også i Sverige) kom der med tiden kridtpibefabrikker. I Danmark ved vi, at der
allerede i 1600-tallets første halvdel fandtes en pibemager i Helsingør, nemlig
Christian Pibemager, hvis værksted med ovn og det hele man fandt i 1970’erne (hvorpå
man helt i tidens ånd fyldte det op med murbrokker! Se s. 122 i Henning Henningsens
artikel om ’Sømanden og tobakken’ i Handels-
og Søfartsmuseets Årbog fra 1978 og s. 11 i Poul Henry Christoffersens Håndbog for piberygere). Norge fik så
vidt vides først sine egne pibemagere fra midten af 1700-tallet, af hvilke
Jacob Boy i Drammen er den mest kendte.
Kridtpiben blev i 1800-tallet trængt noget bort af både
skrå, langpiber og cigarer. Norge blev aldrig et rigtigt pibe-land, sådan som
Danmark blev det. Men alligevel er det Norge, der med de ubrugte og knap 400 år
gamle kridtpiber fra Oslos undergrund, har skænket os ikke bare Nordens, men
verdens fineste fund af kridtpiber; fordi piberne plumpede i vandet dengang,
den 17. august 1624.
