Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:

»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)

Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

Et godt eksempel på, hvad der kan komme frem af kilderne ved nærmere studium, kan findes allerede i bogen Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600 af Allan Tønnesen; et eksempel, der også refereres af Morten Beiter i nævnte artikel i Weekendavisen. Det er historien om den fulde hollandske tømrer Thønnius Jacobssen i Helsingør, der i 1569 sked ud over rælingen på en båd ved stranden, mens han meddelte, at det ville han skænke til dem i Helsingør til at æde! Ja, det er stærke sager. Og en så grov fornærmelse kunne byens borgere ikke finde sig i. Men da en stor del af byens borgere var hollændere, kunne sagen let udvikle sig til en national eller etnisk konflikt. Derfor blev det overladt til tolv af byens hollandske borgere at udfinde straffen. De for deres del ville naturligvis også undgå konflikt og dømte derfor vedkommende forholdsvis strengt, nemlig til udvisning af byen. Altså et tydeligt eksempel på, hvorledes byens borgere var delt efter nationalitet, og hvorledes man frygtede en national konflikt mellem de to grupper.

Helsingør var Danmarks rigeste by i renæssancen og var også den mest kosmopolitiske. I midten af 1500-tallet var en tiendedel af byens indbyggere hollændere, og nogle årtier senere var andelen steget til 30%, beretter arkæolog og museumsinspektør Jette Linaa i nævnte artikel i Weekendavisen. Så byen er naturligvis oplagt som emne for denne forskning, som i øvrigt er særligt spændende derved, at også arkæologi inddrages: Man ved, hvor i byen de fleste hollændere slog sig ned, og de arkæologiske fund derfra kan altså sige noget om hollændernes materielle kultur, der interessant nok på visse måder adskilte sig fra de danskes, bl.a. ved at hollænderne havde meget, fint porcelæn – i øvrigt på et meget tidligt tidspunkt. Og eftersom disse fornemme stykker ikke stod fremme i hollændernes stuer til skue for mulige gæster, men fandtes i mere private rum som sovegemakker, slutter Jette Linaa følgende: »Det ser jeg som et udtryk for, at man beholder sin hollandskhed i hjertet, men man stikker den ikke nødvendigvis op i næsen på andre.« Altså som et håndgribeligt udtryk for hollandsk identitet midt i en dansk by. I det hele taget må man bl.a. ud af kilderne slutte, at hollænderne – i modsætning til fx skotske indvandrere i byen – ikke assimilerede sig med den danske kultur, men forblev lukkede om sig selv. Vi giver igen ordet til Linaa: »De bruger hinanden som fællesskab og netværk, gifter sig sjældent uden for deres egne rækker, og de danskere, de er tættest på, er deres danske tjenestefolk.«

Nederlandsk porcelæn. (Billedet er lånt fra Moesgaards side til projektet om 'Urban Diaspora'.)

Denne opdeling i nationale grupper, som byen har haft, kunne også føre til konflikter af national art – hvilket eksemplet med den efterladende hollandske tømrer viser, selvom det blev løst på en måde, hvorved national konflikt blev undgået. Men eftersom 1500-tallet var en noget voldelig tid, kom der sammenstød, selvom det ikke var mange, og Jette Linaa beretter, at når der kom klager fra de danske over fx hollænderne, »så er det klart et udtryk for en følelse af, at de [de danske] var der først, hvilket de jo sådan set også var.« Der er, som man kan se, mange særdeles håndgribelige tegn på nationalbevidsthed at hente, hvis der således dykkes ned i kildematerialet.

Og der er oven i købet også tilfælde af tydelige kulturelle forskelle mellem danske og hollændere. Linaa beretter således om en hollænder, sandsynligvis en købmand, der i 1583 kom helt galt afsted, fordi han ikke kendte den danske kultur. Natmanden, der skulle tømme folks lokumstønder, havde ikke været forbi, hvorfor hollænderen selv tog tønden og tømte den på bymarken. Han udfører altså natmandsarbejde, og natmændene var »uærlige«. »Det er simpelt hen socialt selvmord at gøre det, han gør, på det her tidspunkt, i hans stand, og i en by som Helsingør. Men det aner han ingenting om. Og hans danske naboer har ingen forståelse for, at han har gjort sig til rakker«, siger Jette Linaa. Hollænderen blev efterfølgende dømt til at forlade byen.

Det er et vaskeægte kultursammenstød og er derfor også et eksempel på, at det nationale ikke blot bestod i en bevidsthed om at være af den ene eller den anden nationalitet, men også i ganske håndgribelige kulturelle forskelle.

Dette forskningsarbejde virker kort sagt som et stort skridt på vejen til en dybere indsigt i nationalitet i før-moderne (eller tidligmoderne) tid. Det er netop i granskningen af de historiske kilder snarere end ved teoretiseren om nationalisme og national identitet, at man kommer nærmere en forståelse af nationernes og nationalbevidsthedens historie. En sammenkædning af kildernes udsagn med en tolkning af de arkæologiske fund er yderligere et spændende forsøg på at forstå fortidens nationale bevidsthed og kultur.

– Adam Wagner