Opbyggelige tanker ved en kridtpibe

»De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.« Således skrev jeg i en tidligere optegnelse om det forrygende fund af 1100 meget velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund – og fortid.

Når jeg skrev sådan, var det, fordi kridtpiben som sådan er blevet brugt som billede på forkrænkelighed. Her tænkes ikke på anti-rygningskampagner fra EU, men derimod på en bestemt tobaksarie af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Ja, det vil sige en tobaksarie, der tillægges Bach, for man ved strengt taget hverken, om tekst eller melodi er skrevet af ham. Men arien findes i hans hustru Anna Magdalena Bachs nodebog og kaldes teknisk for »BWV 515a«. Det er i øvrigt et stykke, jeg tidligere har skrevet om i artiklen ’Farvel og tobak?’ (i internettidsskriftet Replique).

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev måske, måske ikke, 'En tobaksrygers opbyggelige tanker', som under alle omstændigheder findes i nodebogen til hans hustru, Anna Magdalena Bach.

I øvrigt er denne tobaksarie også opbyggelig, selvom piben forbindes med den menneskelige forgængelighed. Den hedder ’Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers’ (»En tobaksrygers opbyggelige tanker«) og er nærmest et stykke protestantisk kontemplation. (Den tyske tekst kan ses her; noderne her.)

Et forrygende fund

1100 kridtpiber fundet i Oslo – den nyhed kunne nok få én til at spærre øjnene op. For nok findes der ofte mange stumper af kridtpiber rundt om i byer og på havbunden, men dette er dog et stort enkeltfund. Desuden var piberne i Oslo næsten alle uskadte, hvilket er usædvanligt; der er såmænd tale om verdens største fund af hele piber fra 1600-tallet. Og så var de ældre end 1624, hvilket i sig selv var lidt overraskende, hvilket vi vender tilbage til. Jeg læste først om fundet, da hjemmesiden ’Osloby’ bragte en artikel om det for nylig, men fundet er dog gjort i 2008. Også det vender vi tilbage til.

Et lille udvalg af de 1100 kridtpiber, der i 2008 blev fundet i Oslos undergrund. Stedet var engang en del af Bjørviken, og der lå Oslos store havn, før den ødelæggende brand i 1624. De fine tobakspiber vidner om, at Oslo var en by, hvis borgere var med på moden, idet tobaksnydelse og piberygning var noget temmelig nyt. Fundet er verdens største fund af hele tobakspiber fra 1600-tallet. (Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby)

At piberne var så velbevarede skyldes, at de engang for knap 400 år siden gik tabt i forbindelse med en brand. Ja, det lyder mærkeligt, men forklaringen er følgende: Den 17. august 1624 var der (endnu engang) ildløs i Oslo, og næsten hele byen samt byens omfattende havneanlæg brændte ned. Og piberne, der må have stået samlet på bryggen, klar til at blive bragt ud eller afhentet, må være faldet i vandet, inden ilden nåede at ødelægge dem. Bryggen brændte og styrtede sammen, og piberne havnede således på Bjørvikens bund, hvor de siden blev beskyttet af lag af mudder. De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.