Jeg har kviet mig lidt ved at skulle lave denne optegnelse, da det i nogen grad strider mod det, jeg hidtil har taget for givet, men sandheden må frem, og jeg vil derfor ikke skjule, at jeg i Rigsarkivet har gjort et bemærkelsesværdigt fund, et dokument, der må rokke ved vores opfattelse af danskheden; den måde, hvorpå vi forstår det at være dansk, er måske ganske ny! Dokumentet sandsynliggør nemlig, at den nationale danske identitet er konstrueret i slutningen af 1700-tallet, og at den dermed er moderne og først opstået efter Den franske Revolution.
Et tilsyneladende uanseligt dokument lå gemt blandt papirer i et andet, helt uvedkommende læg om stikkerlikvideringer begået af en hidtil ukendt gruppe under Besættelsen. Det gamle dokument stammede fra et hemmeligt møde holdt skærtorsdag 1790 i en klub i København. Hvordan det er havnet blandt papirerne fra besættelsestiden – som jeg helt eksklusivt havde fået lov at se – er lidt af en gåde. Der er ingen, der har haft fingre i de papirer, siden de blev samlet kort før folketingsvalget i 1945, og Frode Jakobsen båndlagde dem for 70 år. Har nogen villet skaffe det gamle dokument af vejen? Eller var der tværtimod nogen, der forsøgte at sikre det mod destruktion? Intet vides med sikkerhed.
 |
| Der findes naturligvis ingen billeder, der viser det hemmelige skærtorsdagsmøde, hvor vores dokument blev til, men dette billede viser en typisk københavnsk 1700-talsklub, hvor der disputeres og drikkes tobak. Referenten ses sidde under bordet. Sådan omtrent kan vores møde også have taget sig ud. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, var det ikke rene »kandestøberier«, der foregik ved sådanne møder; som det vil ses i hovedteksten, kan mødet, der refereres i vort dokument, meget vel have haft altafgørende betydning for den moderne danskhed. |
Men til selve sagen: Dokumentet, der som sagt er dateret »Kiøbenhavn
Anno 1790 den 1ste Aprilis«, er helt tydeligt et mødereferat. Men
allerede derved, at de deltagende kun benævnes ved, hvad der ganske sikkert er
dæknavne, er dokumentet interessant. Deltagerne har tydeligvis villet skjule
deres identitet. Og når man læser videre, forstår man det godt, for mødets
deltagere ville givetvis være blevet dømt for højforræderi, hvis deres rette
navne var kommet frem.
Så lad os straks gå til sagens kerne, det egentligt revolutionerende:
På dette møde blev det besluttet at skabe en dansk identitet knyttet til det danske sprog, til en postuleret fælles afstamning og historie samt en
fællesdansk kultur med henblik på at
skabe grundlag for en omstyrtelse af enevælden og indførelse af en republik
eller i det mindste et kraftigt indskrænket kongedømme, der i stedet skulle
hvile på folkets suverænitet og det, dokumentet kalder »folkeviljen«.
Det fremgår, at mødets deltagere var ledende intellektuelle samt fremtrædende borgere, hvoraf flere hævder at have kontakter til visse folk i
kancellierne og ved hoffet. Det er en storstilet plan, der lægges på mødet:
Ideen om det danske som en nation – altså
som noget, der er bundet op på sprog, fælles historie osv. – skulle langsomt,
men sikkert, fremføres i tidsskrifter, bøger, digte, forskning og frem for alt
i skoler og ved højere læreanstalter. Det diskuteres, hvordan man langsomt, men
sikkert, må konstruere en »national«
historie, således at alt lige fra jættestuer og potteskår over middelalderborge til gamle krige (der jo egentlig bare havde handlet om kongernes magt og
indflydelse) skulle tolkes som noget særligt »dansk«. Desuden måtte sproget,
der jo hidtil ene og alene havde tjent som kommunikationsmiddel, fremstilles
som noget, der var særegent for det enkelte folk,
og det sprog, der kaldtes dansk, skulle således opfattes som knyttet til et
bestemt »dansk« folk.
Det, der er nærmest genialt ved den store plan, er mødedeltagernes
ide om ligesom at overtage de begreber, som Helstaten under enevælden havde
promoveret, nemlig begreber som patriotisme,
fædreland og også ordet »dansk« og give disse begreber et nyt nationalt indhold.
 |
| Dokumentet, der for nylig er blevet fundet i Rigsarkivet, og som muligvis tvinger os til at tolke danskheden helt anderledes, end vi har været vant til. Der er flere gåder knyttet til dette dokument dateret 1/4 1790: Hvem var mændene bag det? Blev planen, det beskriver, ført ud i livet? Og hvordan er det havnet blandt nogle hidtil ukendte papirer fra besættelsestiden? |
Det svimler næsten for en, når man ser planens omfang, og
især når man betænker, at den muligvis forløb som foreslået. Var det på dette møde,
at disse mænd – hvis nærmere identitet endnu er ukendt – konstruerede danskheden?
Opstod den nationale identitet her?
Man kunne således fristes til at slutte, at Benedict
Anderson har ret, når han hævder, at nationerne først opstod efter Den franske Revolution,
i hvert fald hvad angår nationen opfattet som det, han kalder »genealogisk«,
altså som et påstået historisk-etnisk fællesskab. Og at Ernest Gellner har ret,
når han hævder, at nationalisme altid opstår før nationer.
Men det er naturligvis for tidligt at udtale sig om, og der
er flere aspekter, der må undersøges nærmere: Hvem var disse mænd? Hvad
udvirkede de? Hvilken forbindelse var der mellem dem og de senere, kendte
nationale skikkelser? Og mellem dem og div. forfattere og digtere, der siden
fremmede den nationale sag? Og for mit eget vedkommende må jeg spørge: Hvordan
kan alt dette forklares i forhold til det, jeg troede, jeg vidste om tidligere
tiders danskhed, og som jeg bl.a. har skrevet om i bogen Danskhed i middelalderen?
Måske vil skærtorsdag 1790 blive en dag, som skal med i
fremtidens kanon, og som alle dannede mennesker må kende. Og den 1/4 2016 vil
måske blive kendt som dagen for det største fund i nyere tids nationalismeforskning.
Ja, man har jo lov at drømme…
