Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Hertil er flere ting at bemærke: Naturligvis ville det være forkert at lade nutidens sprog- og landegrænser styre vores beskrivelse af fortidens nationale eller sproglige grænser – men det er der vist heller ikke mange seriøse forskere der gør, selvom det ganske rigtigt ofte sker i populære fremstillinger. På samme måde er det naturligvis forkert at se på vikingetidens eller middelalderens begivenheder ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet.

Men hvis Lundt Hansen dermed også mener – hvad han åbenlyst gør – at det er anakronistisk at tale om kampe mellem danske, englændere osv. i fortiden, ja, så tager han fejl. Og »middelalderforskningen« kan han ikke påberåbe sig.

Allerede Saxo opfattede Knuds (og hans søstersøn Sven Estridsøns) herredømme over England som et dansk herredømme. Han skriver nemlig således i den tiende bog af sit værk om danernes bedrifter (Gesta Danorum) efter oplysningen om, at den engelske Harald Godwinssøn havde ladet den danske hær i England udrydde: »Så i løbet af et øjeblik den nat endte danskernes ældgamle herredømme, som deres tapre forfædre havde været så lang tid om at opbygge. Og skæbnen gav os det aldrig senere tilbage.«

Saxo mente altså, at danerne som folk gennem de danske konger havde herredømmet over England; og han forbinder sig med denne folkelige enhed, danerne, i en grad så han siger »os«. Herredømmet over England var dansk ifølge Saxo – og han skrev jo 600 år før 1800-tallet. (Jeg har i øvrigt behandlet dette tekststed i min bog, Danskhed i middelalderen, bl.a. på s.54.)

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man også på Knud den Stores tid så det sådan. Men lige siden de første nordiske angreb på England i slutningen af 700-tallet, havde de engelske kronikører vitterlig beskrevet sammenstødene som kampe mellem forskellige folk; som fx daner og englændere.

Det første beskrevne voldelige sammenstød mellem daner og englændere fandt sted i 789, og Den oldengelske Krønike beskriver kort denne begivenhed: »i hans [kong Breothrics] tid kom først tre skibe, og fogeden red da ned til dem og ville føre dem op på kongsgården, fordi han ikke vidste, hvem de var; og man slog ham ihjel; disse var de første skibe med danskere som angreb Anglerfolkets land.« (Citeret efter Vikingerne i England af Torben Kisbye, s.23.)

Den sidste sætning lyder således på oldengelsk: »þæt wæron þa ærestan scipu Deniscra monna þe Angel cynnes lond gesohton.« Altså egentlig »danske mænd«; og hvad angår »Anglerfolket«, så er det ord, der her er oversat ved »folk«, det oldengelske »cyn«, der stadig bruges, men nu staves kin; altså æt. Det er i øvrigt det samme ord, som det danske »køn«, der også tidligere på dansk kunne betyde æt, mens det jo i dag alene betegner det at tilhøre enten den mandlige eller den kvindelige del af menneskeheden. Anglerne betegnes altså som en æt, hvilket tyder på en forestilling om slægtskab, og denne æt har et land.

Er det mon »danske mænd«, der er på vej mod
»angler-ættens land«? Det er i hvert fald Havhingsten i god bør. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Kongens togt 2016', der omhandler sommertogtet i anledning af Knud den Stores jubelår. (Foto: Werner-Karrasch.
Copyright Vikingeskibsmuseet i Roskilde.)

Men hvad så, efter at Knud den Store var blevet konge over både Danmark og England? Skelnede man da stadig mellem dansk og engelsk? Eller kunne et ord som »dansk« forstås sådan, at det var dem, der var den danske konges undersåtter eller tjente i den danske konges hær? Det kunne jo godt være, hvis ordet ikke havde et egentligt nationalt indhold. Men hvis man læser Den oldengelske Krønikes beskrivelse af slaget ved Helgeå i Skåne i 1026 (som krøniken dog sætter til 1025) vil man se noget andet: »1025. Her sejlede Kong Knud med Skibene til Danmark til Holmen i Helgeaa. Han havde som Modstandere Ulf og Eglaf og en stor svensk Hær og Flaade. Der faldt overmaade mange paa Kong Knuds Side baade af Danske og Englændere. Svenskerne beholdt Valpladsen.« (Torsten Dahls overs.)

Så Knud den Stores mandskab bestod af to grupper, nemlig »Danske og Englændere«. Og krøniken finder det vigtigt at skelne, vigtigt at nævne dem som to.

Selvom vikingetiden så afgjort var fuld af magtkampe mellem stormænd, konger og slægter, og selvom mange kampe og uoverensstemmelser ganske givet styredes af meget andet end folkeligt tilhørsforhold, så er betegnelser som danske, englændere, svenske osv. ikke anakronistiske. Samtiden anvendte selv disse betegnelser, og man kunne sågar opfatte kampe og konflikter som kampe og konflikter mellem folkeslag.

Det er altså snarere påstanden om, at de nationale betegnelser og beskrivelser skulle være anakronistiske, der er anakronistisk.

– Adam Wagner