Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et
stort gode, at Diplomatarium Danicum
(hvis oversættelsesrække hedder Danmarks
Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den
voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i
striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til
Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et
arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland
var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange
diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende
dansk oversættelse.
 |
| Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.) |
Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et
sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet
undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen
nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt
Hansen i tillægget Ideer), hvor
filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det
var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske
udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og
forestillinger.«
Det er muligt, at det sidste er træffende for den opfattelse af historiefagets formål, som trives (eller trivedes) blandt »det moderne gennembruds« historikere – altså de radikale – men den første del af udsagnet er nu ikke rigtig. Det skal dog være seniorredaktøren forladt, for enhver, der har haft med medierne at gøre, ved sikkert, at hvis man ikke selv forsimpler sit budskab, så vil journalisten gøre det; men det er alligevel kedeligt, at den radikale historikerskoles selvbillede, som dem der indførte kildekritik her i landet (underforstået: at de andre historikere ikke var kritiske), får lov at leve videre.
Ser man på hjemmesiden til Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab (som er udgiver af Diplomatarium
Danicum) bekræftes man i, at selskabet har en mere dækkende og mindre
ensidig udlægning af baggrunden.
For selvom den umiddelbare baggrund for Diplomatarium Danicum ganske rigtigt var, at Erik Arup og Lis
Jacobsen, der begge godt kunne betegnes som børn af »det moderne gennembrud«, stod
bag den ansøgning fra 1931, der førte til det store projekts igangsættelse, fremgår
det af selvsamme ansøgning, at ønsket om udgivelsen af et sådant diplomatarium
i Danmark går helt tilbage til historikeren Hans Gram (1685-1748). Ja, naturligvis
fandtes der kildekritik og interesse for de skriftlige kilders registrering og
udgivelse også før den radikale Kristian Erslev udgav sin bog om Grundsætninger for historisk Kildekritik
i 1892. Også selvom hans elever og efterfølgere til tider har givet indtryk af
noget andet.
Fx havde fire vigtige udgivelser allerede inden 1931 »ryddet
megen skov«, som Sprog- og Litteraturselskabet skriver. Deriblandt Regesta diplomatica historiæ Danicæ (med
en fortegnelse over alle trykte diplomer frem til 1660) udgivet af Videnskabernes
Selskab i 1847-1870 og 1889-1907, men besluttet allerede i 1828, altså længe
før »det moderne gennembrud« i Danmark.
I øvrigt var Johannes Steenstrup optaget af kildeudgivelser,
og han var bestemt hverken radikal eller positivist; han var konservativ og stod
metodisk i opposition til Erslev og kan vel bedst betegnes som hermeneutiker
(jf. Jon Gissels doktorafhandling om Steenstrup, »Den indtrængende Forstaaelse«). Ja, »I Videnskabernes Selskab
optrådte Steenstrup som initiativtager til et omfattende arbejde for at skaffe
historikerne bedre overblik over kildematerialet«, idet han sammen med et par
andre historikere »opfordrede Selskabet til at påtage sig en systematisk
registrering af håndskrevne kilder« i udenlandske håndsskriftssamlinger. Først
senere og nærmest ved en tilfældighed kom Erslev med i dette arbejde. (Citeret
efter s. 115 i »Den indtrængende
Forstaaelse«.)
 |
| Johannes Steenstrup (1844-1935) på sine ældre dage. (Billedet er lånt fra Heimskringla.) |
Men tilbage til filologerne bag digitaliseringen af Diplomatarium Danicum, for uanset hvad
der i et ubevogtet øjeblik slipper ud om »det moderne gennembrud« osv., så er
der ingen tvivl om, at det er folk, der er dygtige på deres felt – og Danmark
har i øvrigt altid haft en stærk filologisk tradition, både inden for klassisk
og nordisk filologi. Inden diplomerne kan digitaliseres, skal de læses. Og det
er lettere sagt end gjort. Dels kan selve dokumentet være svært læseligt, dels
kræver det naturligvis omfattende viden dels om datidens skrift og dels om det
sprog, diplomet er affattet på. Læsningen skal føre til en transskription. Der
skal også udformes en oversættelse, og der skal læses korrektur både på
transskription og oversættelse. I øvrigt må man også have viden om
sigillografi, altså viden om de segl, der sattes under diplomerne. Grundighed
og omhu er selvfølgelig afgørende.
Kun med dygtige fagfolk inden for alle felter kan
forskningen fortsætte. Filologien er, som arkæologien, vigtig for fremdragelse
og forståelse af de historiske kilder. Det gælder således også Diplomatariet. Eller
som Steenstrup ganske smukt sagde om den opgave, som Det kgl. Danske Selskab
for Fædrelandets Historie havde med at udgive kilderne: »det dyrker efter Evne den
Mark, hvorpaa Kornet kan voxe, og det hygger om den Vingaard, som frembringer
Druen.«
