Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Engelbrekt Engelbrektsson var såkaldt »bergsman« fra Bergslagen og altså ejer eller medejer af en mine. Sådanne »bjergmænd« dannede en slags overklasse i almuen, og Engelbrekt var da også væbner. Men han tilhørte ikke ridderstanden, og det var således langt fra en given sag, at han skulle komme til at spille den rolle, som tilfældet var. (En almen fremstilling kan læses flere steder; se fx Johan Ottosens nordiske historie, Vor Historie (bd. 2), Erik Kjersgaards bidrag til Politikens Danmarks historie (bd. 4) eller Esben Albrectsens bidrag til værket om Danmark-Norge (bd. 1).)

Tanken om de tre nordiske rigers fællesskab under den danske konge havde fra begyndelsen haft bred tilslutning. De tre riger kom dog ikke til at være ligestillede under kongemagten, idet unionen i stedet blev danskstyret og ledet mere til gavn for Danmark end for de andre riger. Den danske kamp for Sønderjyllands generhvervelse under Danmark var en belastning for Sverige, der dels led under, at handelen med hansestæderne var afbrudt, dels under møntforringelsen og dels under de øgede skatter. Og øgede skatter var i sagens natur øget ufrihed. Men det var nu ikke det, der gjorde udslaget for bjergmændene i Bergslagen og for Engelbrekt Engelbrektsson. Det var derimod de danske fogder, der var indsat. Allerede Margrethe havde forsøgt at styre rigsfællesskabet ved at oprette fogderier, hvori indsattes danske fogder. Disse tog ikke altid hensyn til de gældende rettigheder og friheder i det område, de var sat til at styre. Således heller ikke jyden Jens Eriksen, der var foged i Bergslagen og Dalarna. Hans fremfærd over for almuen var hensynsløs. Han huskedes længe i sange, der beskrev, hvordan han hængte mænd op i skorstenen eller satte frugtsommelige kvinder til at trække hølæsset, så de mistede barnet.

Engelbrekt Engelbrektsson valgtes af de frie bjergmænd og bønder i Bergslagen og Dalarna til at drage til kongen i Danmark og fremføre klagemål og forlange, at Jens Eriksen skulle fjernes fra embedet. Engelbrekt mødte for kongen og fremførte sit ærinde. Men kongen tog ikke sagen alvorligt. Han regnede muligvis ikke disse almindelige folk for noget. Og det på trods af, at han selv tidligere havde givet fogden en irettesættelse. Svenske rigsråder sørgede da for at afsætte Jens Eriksen, men kongen genindsatte ham i embedet.

Da opsagde dalkarlene og bjergmændene ved midsommer 1434 deres troskab mod kongen, der jo havde forsømt sine pligter, og gik til angreb på kongens borge. Mange svenske riddere og gejstlige havde støttet unionen og havde fordel deraf. Men også blandt dem var der utilfredshed med, at udlændinge fik embederne. Og derfor gik det ikke, som kongen måske havde tænkt: At de ville støtte ham i et kommende sammenstød med almuen i Bergslagen og Dalarna. Da det svenske rigsråd samledes i Vadstena – egentlig for at støtte kongen – mødte Engelbrekt op, og det hele endte med, at det svenske rigsråd tilsluttede sig Engelbrekts krav om, at de udenlandske fogder skulle fjernes, og rådet sendte kongen et opsigelsesbrev. Overalt vandt Engelbrekt nu endnu større tilslutning blandt almuen. Og ved nytårstid 1435 blev Engelbrekt sågar optaget i det svenske rigsråd og udnævnt til høvedsmand og dermed leder af de svenske tropper. Sverige havde indledt et opgør med det danske styre; et opgør, der skulle vare mange år med skiftevis frem- og tilbagegang, indtil Gustav Vasa den 6. juni 1523 valgtes til Sveriges konge, hvorefter ingen dansk konge har siddet på den svenske trone.

Dalkarlene, altså almuekrigerne fra Dalarna, må have været stolte af deres kamp for friheden og af deres betydning. Fra 1435, mens Engelbrekt Engelbrektsson endnu levede, kendes dette våben (på et segl) for Dalarna visende de almindelige våben, en økse og en bue. (Billedet er lånt fra svensk Wikipedias opslag om 'Dalarnas historia'.)

Indtil videre var kravet dog blot, at de svenske embeder ikke måtte besættes af udlændinge, samt at de gamle friheder skulle stå ved magt. Men Erik af Pommern kunne ikke gå ind på tankegangen. Han afviste siden med foragt den tanke, at danske, norske eller tyske mænd skulle gælde for udlændinge i Sverige.

Kampen mellem de danske konger og deres svenske støtter på den ene side og det nationale svenske parti på den anden blev som nævnt lang, og vi vil standse her, hvor vi i store træk har opridset forløbet omkring Engelbrekt Engelbrektsson. Men det er interessant at følge, hvordan konflikten blev stedse mere nationalt farvet, efterhånden som den spidsede til og trak ud. Det er nok forkert at sige, at den svenske nationalfølelse først opstod i dette sammenstød mellem den danske konge og de svenske stænder, men det synes tydeligt, at den svenske nationalbevidsthed fra nu af i højere grad blev bestemt ved sit modsætningsforhold til det danske.

Men for at vende tilbage til Engelbrekt Engelbrektsson og hans skæbne: Han var den 27. april 1436 på vej til rådsmøde i Stockholm og slog med en lille flok mænd lejr for natten på en holm i Hjælmaren. I nærheden lå borgen Gøksholm, med hvis ejer, Bengt Stensson (af slægten kaldet Nat og Dag), han havde haft en uoverensstemmelse. Selvom der var sluttet forlig, drog hr. Bengts søn, Magnus, alligevel over til holmen og dræbte Engelbrekt med en økse.

Siden 1818 har dette mindesmærke kunnet ses på den holm, hvor Engelbrekt Engelbrektsson blev dræbt; i dag kaldet Engelbrektsholmen. Men trangen til at dyrke Engelbrekts minde er ikke blot af ny dato; kort efter hans død opstod en folkelig helgenkult omkring hans ben, der var blevet ført til Ørebro. Denne folkelige helgendyrkelse forsvandt først med reformationen. Helgendyrkelsen viser noget om, hvor godt tag i almuen Engelbrekts politiske kamp havde, og tyder på, at frihedskampen er blevet opfattet som Guds værk, og Engelbrekt som Guds redskab - sådan som også biskop Thomas af Strængnæs fremstiller det i sin Engelbrektsvise. (Billedet er lånt fra siden 'Totally Örebro' under udflugtsmålet Gøksholm slot.)

Biskop Thomas af Strængnæs havde kendt Engelbrekt og støttet ham. Han skrev så – sandsynligvis i 1438 eller 1439 – sin vise om ham og hans skæbne. Visen handler dog i nok så høj grad om Karl Knutsson (af slægten Bonde), der fortsatte kampen for det, der er blevet kaldt selvstændighedspartiet i Sverige.

Allerførst nævnes i visen Engelbrekt, og at han var født i Sverige:

That war en man han heet Engilbrikt

aff honum nu börias thessa dikt

j Swerghe war han föddir

Allerede i næste strofe hører man om landets tilstand:

Vtlänske rädho swerighe tha

thet kunne ey wärre i rikit sta

the styrde land og feste

Swenske men hafde tolka nödh

the willo tha hellir wara dödh

än liidha lenger slika geste

Udenlandske mænd rådede altså i Sverige, og det kunne ikke stå værre til. De svenske mænd led nød og ville hellere være døde end længere at tåle sådanne gæster. Allerede her slås modsætningen mellem udenlandske mænd og svenske mænd fast.

Dernæst udmales, hvor slemt de svenske havde det, og det siges, at ikke engang Israels folk led mere under Farao, end de svenske på Engelbrekts tid! Man hører om, hvordan Gud vækker Engelbrekt til handling, om hans kamp og om hans død. Derpå hører man om, hvordan kong Erik tog kampen op igen:

Niels stensson giordhe han til marsk

thy han war en man til ordh swa karsk

han fördhe inn danabroke

Den karske marsk Niels Stensson (en farbroder til Engelbrekts drabsmand) rykkede altså ind med Dannebrog, hvilket i beretningen kommer til at stå som en slags symbol for Danmark og fremmedvældet. Vi hører derpå, hvordan Karl Knutsson Bonde, tager kampen op:

Karl waghade ther om gotz oc liif

oc satte sik til prang oc kiif

at swenske skulla foreenas

Karl vågede altså gods og liv og udsatte sig for mas og kiv, for at de svenske skulle forenes – i modsætning til Niels Stensson, der førte Dannebrog ind i landet.

Henimod Engelbrektsvisens slutning, kort før den afsluttende Frihedsvise, maner biskop Thomas sine landsmænd således:

O edhla swensk tw statt nw fast
oc bätra thet som förra brast
tw lat tik ey omwändha
Thw wagha thin halss oc swa thina hand
att frelsa tith eghit fädhernes land
gudh ma tik tröst wel sända

Altså noget i retning af:

O, ædle svensk, du stat nu fast

og bedre det, som forud brast

du lad dig ej omvende.

Du våge din hals og så din hånd

At frelse dit eget fædernesland

Gud må dig trøst vel sende.

Fædrelandet kan ud af sammenhængen ikke være andet end Sverige. Dets frelse må være at slippe for udenlandske mænds styre samt slippe for uret og ufrihed.

Kampen var blevet national. Også det smukke digt om frihed, som Thomas af Strængnæs skrev, må da tolkes således, at den personlige, den politiske og den nationale frihed smelter sammen og er udtryk for sider af samme sag.

Men hvilken art nationalfølelse er visen udtryk for? Erik Lönnroth er i sin grundige gennemgang af visen (Scandia bd. IV, s. 30-54) inde på den tanke, at visen er udtryk for en middelalderlig patriotisme, der vil hævde riget som en retsenhed, og ikke udtryk for en organisk nationalisme, som den kendes fra 1800-tallet. Lönnroth taler om, at biskop Thomas’ frihedsbegreb er del af en statsretlig og ikke en folkeretlig opfattelse. Derudover slår han fast, at Thomas af Strængnæs med sin vise ikke tager stilling til unionen som sådan, men derimod til, hvordan Sverige skulle styres, nemlig med respekt for friheden. Det sidste kan for så vidt være rigtigt nok. Hvis man antager, at unionen kunne ledes sådan, at de svenskes friheder respekteredes, og at riget styredes af indenlandske mænd, så ville idealerne i visen for så vidt være nået; der tages jo ikke stilling til om kongen måtte være dansk eller ej.

Men med hensyn til påstanden, at visen blot skulle være patriotisk og statsretlig i sit syn, så er det næppe fuldt dækkende. For det er jo ikke alene Sverige som rige, der tales om, men også »de svenske«, som står i modsætning til – og er noget andet end – de udenlandske mænd. Og der er sammenhæng mellem disse svenske mænd og riget Sverige, idet sidstnævnte er førstnævntes fædreland. Den nationalfølelse, der ses i visen, er altså mere end blot statsretlig, idet den ikke blot er knyttet til riget Sverige, men udspringer af en dybereliggende opfattelse af, at der er en forbindelse mellem Sverige og de indfødte svenske folk. Man kommer således ikke uden om, at der består et grundlæggende skel mellem »de svenske« og »de udenlandske«, og at Sverige ikke blot er en retsenhed, men tillige er de svenskes fædreland. Det er en underliggende opfattelse, at netop dette forhold gør, at de svenske har ret til landet, mens de udenlandske ikke har, samt at de svenske har et ansvar for Sverige som skyldes, at det er deres fædreland.

Men tilbage til Frihedsvisen, som jo danner en selvstændig afslutning til Engelbrektsvisen, og som i det håndskrift, hvori visen er overleveret, er betegnet som »Nota de libertate«; altså en bemærkning om friheden. Disse strofer udgør således en enhed for sig; og det er ikke underligt, at mange i Sverige efter Første Verdenskrig ønskede denne Frihetsvisan som nationalsang. Men Frihedsvisen handler ikke kun om den svenske frihed; som en afrunding på visen om Engelbrekt og Karl Knutsson – altså nogle bestemte personer i en bestemt kamp – hæver Frihedsvisen blikket og taler om, hvad frihed er. Friheden, som både er personlig, politisk og national. Det er derfor heller ikke underligt, at sangen siden blev oversat til dansk, og at den med Carl Nielsens toner blev folkeeje.

Og hvis den i dag synges noget  sjældnere end tidligere, er der jo kun en ting at gøre ved det, og det er at synge den noget mere. For »Frihed er det bedste guld« – som bekendt.

Eller som det lyder i første strofe i den oprindelige Frihedsvise af biskop Thomas af Strængnæs:

Friiheeth är thet betzta thing

ther sökias kan al wärldin vm kring

then friihet kan wel bära

wilt thw wara thik sielffuer huld

tw älska friiheet meer än gull

thy friiheet fölgher ära

På nutids dansk kunne det lyde:

Frihed er den bedste ting,

der søges kan alverden omkring.

Den frihed kan vel bære.

Vil du være dig selv(er) huld,

du elske frihed mer’ end guld,

thi frihed følger ære!

– Adam Wagner