Udviklingen inden for museumsverden har længe bevæget sig bort ikke bare fra faste udstillinger, men også fra genstandstunge og begivenhedsfattige udstillinger. Samtidig har bevægelsen gået mere og mere i retning af samfunds- eller samtidsrelaterede udstillinger. Der er desuden fokus på besøgstal og underholdning, mens der spares på genstandsbevaring. Den traditionelle fortælling af en fælles historie – lokal eller national – er på vej ud.
 |
| Det er dyrt at bevare museumsgenstande, og folk gider angiveligt ikke at se på dem. I stedet for en kedsomhedsknap kunne man måske helt undvære genstandene - så stod man også mere frit i forhold til selv at skabe vor tids tolkning af historien. (Billedet er fra den gamle udstilling på Ebeltoft museum.) |
En grund er, at mange åbenbart finder museer kedelige, slet og ret. Længe har man derfor forsøgt at gøre udstillingerne mere spændende med færre genstande, flere virtuelle virkemidler, mere interaktivitet, flere computere mv. Det seneste trin i denne udvikling er kedsomhedsknappen på Nationalmuseet, hvor de besøgende (mest børn, tænker man sig) kan trykke på en stor fristende knap, lige så snart genstande og plancher mister deres greb om den enkeltes opmærksomhed. Museet opfattes per definition som kedeligt.
Det er altså udstillingerne, der er noget galt med. Problemet menes af nogle at være, at man er alt for knyttet til genstande og disses historie. Men deri ligger et problem, for museerne har jo hidtil haft som en kerneopgave at bevare og udstille de dem overdragne genstande. Men med tiden vil man måske også komme over det problem, for der er efterhånden konsensus om, at antallet af besøgende er vigtigere, end det er at passe på genstandene. Nationalmuseets direktør Rane Willerslev udtrykte det så fyndigt og rammende, da han besøgte Liselund på Møn, hvor man må tage filtsutsko på for at skåne de gamle gulve: »Det her med at man bliver nødt til at tage sådan et par hospitalssandaler på, ik’, et eller andet sted signalerer det noget forkert, synes jeg. Det signalerer, at man restaurerer for restaureringens skyld og ikke for brugerne.« (se afsn. 2 i DR-serien ’Ranes Museum’). Og: »Det er jo vigtigt at bevare ting (…) men hvad bevarer man det for«?
Ja, giver bevaring mening, hvis det ikke sker af hensyn til »brugerne«? Bevaringsarbejde er dyrt. Måske er det dybest set overflødigt, eftersom folk jo alligevel ikke gider at se på sagerne.
Løsningen kunne være at lave udstillinger, som folk vil se, i stedet for at tage udgangspunkt i genstandene. Eller man kunne fremskaffe netop de genstande, som folk gerne vil se; eller netop de genstande, som passer til den udstilling, folk gerne vil se. Årets Fornyelsespris gik på ’Historiske dage’ til Falsters Minder for en udstilling, hvor flere af genstandene, så vidt man kan skønne (for museet vil ikke gerne selv ud med sproget), er uægte i den forstand, at der ikke er tale om gamle museumsgenstande, men genstande lavet til netop denne udstilling.
Og nu går Ebeltoft museum foran i en ny museumstrend: Man vil forsøge at designe en udstilling helt fra bunden ved først at finde ud af, hvilken historie man vil fortælle, og så bagefter finde eller lave genstandene – i den udstrækning der overhovedet skal være nogen. Man har hyret post.doc. Anders M. Petersen fra Aarhus universitet til at stå for udstillingen, og Adresseavisen Syddjurs har et længere interview med ham (ikke online). Jeg tillader mig at bringe det væsentligste her:
»Trenden går simpelthen mod at gøre sig fri af de der bindinger, som der ligger i at lade genstandene styre en udstilling. Og vi tager så teten og tør gøre os helt fri af alt det der og begynder et helt andet sted nemlig med at spørge om, hvilken udstilling vil vi lave: Hvilken historie vil vi fortælle, og hvilken tolkning vil vi have frem? Lige nu arbejder vi med forskellige temaer og har ikke lagt os fast på noget endnu. Men det kunne f.eks. være ’dansk imperialisme i Schleswig-Holstein’ – her op til genforeningsjubilæet i 2020, hvor narrativet ellers nok mest vil være nationalistisk – eller ’mange køn og mange familieformer fra Gorm den Gamle til i dag’; eller ’det at fortælle Danmarkshistorie er udtryk for hvidhed og nationalisme’ – altså et opgør med selve diskursen ’Danmarkshistorie’.
 |
| Er selve begrebet 'Danmarkshistorie' udtryk for hvidhed og nationalisme? Ebeltoft museum overvejer en udstilling, der viser det. Her er det Margrete I - eller rettere DR's forestilling om hende - man ser (fra DR's serie 'Historien om Danmark'.) |
– Og har I genstande til det?
Næ, men det er jo heller ikke så afgørende på nuværende tidspunkt. Genstandene kan vi skaffe, hvis vi synes, vi får brug for dem, og hvis de ikke findes, kan vi bare fremstille nogle, der passer til vores historie. For vi vil i hvert fald ikke ligge under for at skulle bruge alle de gamle sager, som tidligere tider har samlet sammen. Det ville være det samme som at ligge under for deres mere eller mindre problematiske historieopfattelse, som stort set altid har været enten patriarkalsk, hvid eller nationalistisk.
– Men er det selv at fremstille genstandene ikke lidt problematisk?
Nej, for de kommer jo til at passe til vores historie.
– Og hvordan er det med den: Kan I bevise, at Danmarkshistorie som sådan er nationalistisk, eller at Danmark var imperialistisk i Sønderjylland?
Ja, det er jo bare at lægge den rette vinkel og tolkning ned over stoffet. Husk nu, at historien er ikke noget, der bare findes derude, nej, historien er noget historikerne skaber. Hver generation skaber sin egen fortælling og gør op med den gamle. Sådan er det, og sådan gør vi naturligvis også.
– Men skal historikeren ikke finde frem til, hvad der er rigtigt? Altså sandheden om noget?
Sandhed! Hvad er sandhed?
– Tja… men der er vel noget, der er mere rigtigt end andet, er der ikke?
Forestillingen om objektivitet er for længst død og begravet, fordi der ikke findes nogen objektive forskere – og det viser forskningen også. Og der findes jo heller ikke sandhed i egentlig forstand. Hvert menneske har sin egen sandhed, og det har hver tid også. Men jeg kan i hvert fald love dig for, at der er mere sandhed i at beskrive Danmarkshistorien som repressiv nationalisme, end der er i at efterplapre en eller anden hvidhedsdiskurs baseret på gamle sager i magasinerne og gamle tendentiøse udlægninger af begivenhederne. Og så kan jeg for resten love dig for, at udstillingen ender med at blive rigtig underholdende, og at den vil trække en del besøgende til denne her lille udkant af verden – som min egen slægt i øvrigt stammer fra, sådan omtrent.«
Vi vil følge udviklingen her på ’Fra dunkle væld’.
Tak til stud.mag. Peter Lehnskov (Aarhus universitet) for at have gjort mig opmærksom på interviewet i Adresseavisen Syddjurs.
[Aprilsnar! – Selvom Adresseavisen Syddjurs findes, er hele den gengivne samtale opdigtet, og det er den omtalte udstilling på Ebeltoft museum altså også. Anders Molbo Petersen og Peter Lehnskov er opdigtede personer. I øvrigt hedder museet i Ebeltoft ikke Ebeltoft museum, men Museum Østjylland Ebeltoft. Billedet øverst viser ikke den gamle udstilling på museet, men er fra Jönköping Läns Museum.]
