På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem
æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte,
men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om
morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder
det:
Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.
 |
| Se filmklippet hos Filmcentralen. |
Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik,
hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde
forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn
fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og
det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.
Det var nemlig ikke uden grund, at Christian X red på en
hvid hest. I Sønderjylland, og da særligt i Aabenraa, kendte man nemlig den
gamle jomfru Fannys spådomme og syner, som gik fra mund til mund, og man vidste,
at hun havde talt om, at Sønderjylland en dag ville blive dansk igen. Jomfru
Fanny, der egentlig hed Franziska Enger, levede fra 1805 til 1881. Hendes
forudsigelse er senere gengivet således:
Jeg tror det varer længe, inden vi bliver danske hernede. Der skal ske saa mange store Forandringer med Alting. De første danske Soldater, som kommer hertil, kommer sønden ind i Byen. Det bliver ikke Christian d. 9., som kommer herned som dansk Konge. Kongen, som kommer hertil, er en Mand i sin bedste Alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende paa en hvid Hest. Bønderne vil pynte deres Heste med Bonderoser, og der vil være sort af Mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste kendt Ansigt. Hvor er alle de gode danske Mænd henne? De maa være døde, ellers vilde de dog være her paa denne Dag.
Forudsigelsen af en dansk konge på en hvid hest var
efterhånden blevet et sagn, og den sønderjyske leder H. P. Hanssen, der jo selv
var fra Aabenraa, kendte naturligvis udmærket historierne om jomfru Fannys syner,
og han fik udvirket, dels at man skaffede en hvid hest til kong Christian, og
dels at de danske soldater kom marcherende ind i Aabenraa sydfra. Syner og sagn
blev således til historie. Og det blev hesten Malgré Tout fra herregården Visborg
i Himmerland, der skulle bære Danmarks konge. Der har været tilløb til en tvær
modmyte om, at Malgré Tout slet ikke var hvid, men den snak er uden hold i
virkeligheden. Hesten var hvid, og den var det oven i købet i bemærkelsesværdig
grad, men de gullige pletter på pelsen, som hvide dyr jo kan få, var
naturligvis blevet børstet med pibeler inden den store dag.
En sten er rejst på selve det sted, hvor kong Christian
besteg den hvide hest – og en sten er rejst, hvor den fik sit sidste hvilested,
nemlig hjemme i Visborg (se et billede af stenen her). På den sten »taler« hesten endnu til os med disse ord:
Jeg Kongen bar over Grænsen henDa Sønderjylland blev dansk igen
Den hvide hest døde i 1922, og det hedder sig, at ingen red
på den efter kongen, men at den i stedet fik lov at græsse i fred på grønne
enge lige til sin død.
Det var dog ikke hele hesten, der blev begravet, for man
satte den ene hov af, forsølvede den og sendte den til Christian X. Sølvkanten på
hoven bærer samme indskrift som gravstenen. (Se et billede af hoven her.)
Den hvide hest bar kongen ind i de genvundne egne og red
samtidig selv ind i både Danmarks historie og Danmarks myter. For den 10. juli
1920 var en af de få dage, hvor længsler, forhåbninger og varsler blev til virkelig
historie.
