Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

Sankthansaften

Sankthansaften har altid indtaget en ganske særlig stilling i årets løb hos os; ofte kaldtes natten midsommernat, hvilket viser, at mange af de skikke og forestillinger, der knytter sig hertil, ikke så meget er knyttet til den hellige Hans eller Jon (Johannes den Døber), som til selve årstiden.

Midsommernatten er fuld af kogleri, og den, der vil nå alt det, der kan gøres på denne nat, får travlt.

Først og fremmest er der jo sankthansbålet, som må være en af vore ældste, endnu levende folkeskikke. Biskop Erik Pontoppidan i Bergen opregnede i 1736 i sit skrift Fejekost disse blus blandt al den hedenskab, der skulle udfejes: "Vi komme nu til andre Levninger af Hedenskab, som desværre ere højst gangbare iblandt vore Landsmænd, idet de Aftener, som gaa forud for Valborgsdag og Sanct Hansdag, dels paa Bakkernes Toppe, dels ved Søer og Kilder aabenbare et Skuespil af gækkende Blus og af Almuesfolk, der opføre Ringdanse omkring det kære Syn af dette nye Vesuv og tage sig andet Narreværk til".