Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944
tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde
fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med,
men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til
hende, men ikke til hendes røde kiste. Det
var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned
og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham
havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet
tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da
at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod
Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den
sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.
![]() |
| M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.) |
Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret
mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en
svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria
Murman var en af dem.
44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet
til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også
siden i Svenska Dagbladet skrev om
sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en
del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk
fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre
estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.
