En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

Glimt af en verden, der forsvandt

Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.