09 juli, 2015

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.


Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.

I øvrigt tror jeg, det er helt rigtigt, når Østergård skriver, at det slesvigske ikke opfattedes som en egentlig national identitet. Og når Østergård lægger vægten på modviljen mod at skulle vælge nationalt, er han også inde på noget af det rigtige, skønt det nok ville være mere sandt at sige, at det slesvigske især var en afvisning af at skulle fravælge enten det danske eller det tyske. For det var ikke nødvendigvis en afvisning af at »vælge« fx det danske, der var problematisk, idet man godt kunne være dansk og »slesvigsk« samtidigt. Men det slesvigske bestod dels i en vis politisk konservatisme – altså i et ønske om at bevare hertugdømmet som en særskilt enhed – og dels i et ønske om at bevare det gode forhold mellem dansk- og tysk-sprogede (og –fødte), som havde hersket i et vist tidsrum. Og så naturligvis i en tilknytning til det område, som kaldtes Slesvig. Men det »slesvigske« indebar altså ikke nødvendigvis en afvisning af en samtidig national dansk identitet.

Tilbage til det slesvigske som noget moderne. Hvornår opstod det slesvigske? Her er det afgørende at forstå, at det slesvigske, som Østergård er inde på, var forbundet med et bestemt geografisk område og en bestemt politisk situation: Hertugdømmet Slesvig. Eller det, som Østergård kalder »provinsen«; altså den bestemte provins, man kaldte Slesvig. I dag opfattes »Slesvig« vist stadig af mange som et bestemt geografisk område svarende nogenlunde til det gamle hertugdømme. Men sådan har det bestemt ikke altid været.
Længe kunne man ikke i egentlig forstand tale om en provins. Hertugdømmet var i stedet kendetegnet ved at være underlagt en bestemt myndighed, hertugen, men altså ikke ved at bestå af et bestemt område. I øvrigt havde området længe ikke et bestemt navn; der skulle gå en rum tid, før navnet Slesvig kom til at betegne det geografiske område, og før dette opfattedes som en provins, hvilket vi skal se i det følgende.

Oprindeligt var Slesvig alene navnet på byen af samme navn. Byen har siden givet navn til »provinsen«. Det område, som senere udgjorde den væsentligste del af »Slesvig«, hed tidligere blot Sønderjylland, idet det bestod af Jyllands tre sydligste sysler, Barvid, Ellum og Isted, og derudover de nordfrisiske øer, der i Valdemars Jordebog kaldtes Utland (hvilket ganske enkelt betyder »udland«).

Fra tidlig middelalder sad der en jarl i Slesvig, altså byen, og med tiden blev denne jarl til en hertug, hertugtitlen blev arvelig, og stillingen mere og mere uafhængig af kongemagten. Hertugen fik også med tiden nogle områder under sig, som altså kom til at gå i arv, og som med tiden fik en særstatus inden for det danske rige. Denne hertug var naturligvis »hertug af Slesvig«, men oprindeligt mentes der ikke dermed at hertugen var hertug over et bestemt område af det navn; det var hertugens titel, fordi Slesvig var hertugens residensstad. Altså på samme måde som man kunne være greve af Tranekær og tale om grevskabet Tranekær, der omfattede Langeland; men Tranekær var jo ikke dermed en betegnelse for Langeland. Tranekær var navnet på grevens residens og dermed navnet på grevskabet – men ikke på området som sådan. På samme måde var hertugen af Slesvig hertug over et større område, der indbefattede næsten hele Sønderjylland samt nogle af de sydfynske øer; men området hed altså ikke Slesvig, men hørte blot under dette hertugdømme.

Kun langsomt og glidende begyndte navnet Slesvig at blive opfattet som navnet på et område; først i 1400-tallet, da hertugdømmet begyndte at blive opfattet som en statsretslig enhed og ikke bare en myndighed med nogle besiddelser, og da hertugdømmets ydre grænser kom til at ligge nogenlunde fast, først da kan man sige, at »Slesvig« blev navnet på et veldefineret geografisk område, altså en bestemt »provins«, om man vil.

Hertugdømmet havde nemlig ikke udgjort en fast eller veldefineret enhed før da. Den sidste officielle ændring af hertugdømmets udstrækning fandt sted, da Femern efter 1658 blev lagt til hertugdømmet, men da øen lige siden 1390 havde været i de slesvigske hertugers eje, kan man sige, at den ændring ikke var så afgørende i virkeligheden. Så ser man derfor bort fra tilfældet Femern, så kan man sige, at hertugdømmet fik sine ydre grænser i 1400-tallet, da det meste af det frisiskbeboede Utland i 1435 samt Ærø i 1439 kom under hertugdømmet. Først da lå hertugdømmets grænser, som vi kender dem fra 1864, fast. Inden da havde hertugdømmet haft vekslende grænser, og var altså ikke en veldefineret geografisk enhed. Områder kunne lægges til, og områder kunne tages fra. For »Slesvig« var indtil da ikke en provins, men derimod blot de områder, der i visse henseender (men ikke alle) var underlagt hertugen.

Det er noget uklart, hvilke områder, der oprindeligt lå under hertugdømmet, men man må antage, at det drejede sig om de tre sydligste jyske sysler.
Dog lå det klart, at de områder, der lå direkte under kongen, ikke hørte til hertugdømmet. Hvis man derfor opfatter Sønderjylland som udgangspunkt for hertugdømmet, hvad der nok er tilfældet, må man således huske, at Ribe med omegn ikke hørte under hertugen af Slesvig, aldrig havde gjort det og aldrig kom til det, selvom Ribe er en sønderjysk by, idet den ligger på grænsen mellem Barvid og Ellum sysler. Utland med friserne hørte heller ikke til hertugdømmet. Als var oprindelig heller ikke en del af hertugdømmet, men dette er mindre bemærkelsesværdigt, da Als oprindeligt er en fynsk og ikke en jysk ø. Als kom dog under hertugen i 1286. Også Svendborg og Faaborg hørte i et tidsrum under hertugen, ligesom Langeland gjorde det, og som Ærø kom til det. Als og Ærø var dog de eneste ikke-jyske områder, der forblev under hertugdømmet indtil 1864.

Til gengæld kom visse sønderjyske områder, siden kendt som de kongerigske enklaver, tilbage til kronen og var dermed ikke længere dele af hertugdømmet. I det hele taget var gods, som hørte eller kom til at høre under bispen i Ribe eller under kongen, ikke under hertugdømmet, hvilket klart viser, at Hertugdømmet Slesvig ikke var en bestemt geografisk enhed, men blot det gods og land, som hertugen nu rådede over.

Derfor er det, der skete i 1460 med Ribe-brevet, også bemærkelsesværdigt: Den danske konge blev hertug af Slesvig – men hertugdømmet bestod! Dette viser, at hertugdømmet i det mindste fra da af opfattedes som en statsretslig enhed og ikke bare som de dele af riget, hertugen havde i sin besiddelse. Havde dronning Margrete eller Erik af Pommern fået hertugdømmet under sig, ville det have ophørt med at eksistere. De dele af Sønderjylland, de fik i deres magt, kom nemlig direkte under kronen. Så Ribe-brevet fra 1460 er bemærkelsesværdig på flere måder; fra nu af betragtede også flere af de danske konger Slesvig som en statsretslig enhed. Men Christian I var jo også selv på mødrene side af den slesvigske hertugslægt og var opfostret hos morbroderen, hertug Adolf.

Man kan sige, at det længe havde været hertugernes og de holstenske grevers politik at søge hertugdømmet anerkendt som en statsretslig enhed, men at det først lykkedes med Ribe-brevet af 1460. Dog kan det nævnes, at det efter 1721, hvor hertugdømmet de jure blev inkorporeret under kronen, var Frederik IV’s tanke lidt efter lidt at lade hertugdømmet Slesvig sammensmelte med kongeriget rent administrativt, altså også de facto; det blev dog ikke til noget, og i praksis levede hertugdømmet derfor videre.

Bagside af medalje udstedt til minde om Frederiksborg-freden 1720, der gav Frederik IV ret til at inkorporere hertugdømmet Slesvig i kongeriget. Billedet viser bl.a. en flodgud med det slesvigske våben (altså Ejderen og hertugdømmet) knælende foran en kvinde, der symboliserer Danmarks rige.

Det korte af det lange er, at Slesvig forstået som et bestemt område bærende dette navn er en forholdsvis sen kendsgerning. Meget længe ville det ikke give nogen mening at kende sig som »slesviger«, medmindre man altså boede i byen Slesvig.

Den særlige slesvigske bevidsthed opstod sandsynligvis først efter, at hele hertugdømmet i 1721 var blevet samlet under den danske konge; herefter var der heller ikke længere indre splittelse i hertugdømmet, ligesom der ikke længere var en politisk modsætning til kongemagten.

Men hvis den slesvigske identitet ikke er gammel, hvilken identitet havde Sønderjyllands indbyggere da før? Ja, de var såmænd danske. I 1421 mødtes talsmænd for nørre- og sønderjyder i Ribe for at vidne om Sønderjyllands tilhørsforhold. Blandt de fremmødte var både gejstlige, adelige og borgerlige og deres vidnesbyrd lød (i oversættelse): »Jylland i riget Danmark (…) kalder man dobbelt, nemlig Sønder-Jylland og Nørre-Jylland, (…) skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. (…) Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: (…) For det første, så har det førnævnte Sønder-Jylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørre-Jylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, (…) dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førnævnte Sønder-Jylland såvel som i Nørre-Jylland.« (Efter Gudmund Schütte.)

Egentlig burde det ikke overraske: allerede Adam af Bremen – bremerkannikken, der i 1000-tallets anden halvdel skrev sin krønike om Hamborg-Bremens og Nordens historie – beretter således om Hamborg stift: »Stiftet afgrænses i vest af Det Britanniske Ocean, i syd af floden Albien [Elben], i øst af floden Pene, som munder ud i Babarhavet, og i nord af floden Egdora [Ejder], som udgør grænsen mellem danerne og saxonerne.« (Allan A. Lunds oversættelse.)

Der er ikke meget, der synes at støtte den påstand, at en »gammel« slesvigsk identitet skulle være blevet splittet af en »ny« dansk. Den slesvigske identitet var temmelig ny i forhold til den danske.