»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

Disse helligkilder er meget gamle; ikke bare som kilder rent naturmæssigt betragtet, men som kulturminder. Som helligsteder og erindringssteder med tilknyttede sagn og beretninger er de vitterlig nogle af vore ældste bevarede kulturmindesmærker (og Siegfred Svane har for Danmarks vedkommende gjort et strålende registreringsarbejde med sin bog om Danske helligkilder og lægedomskilder). Denne kilde i Hardemo i Nærke er ingen undtagelse. Ifølge Snorres kongesagaer gjorde Olav den Hellige, altså Oluf, ophold hos kong Sigtrygg i Nærke (som tidligere kaldtes Nerike) i 1028, da han var på vej til Gardarige (altså Rusland). Og i Nærke var det netop ved denne kilde, som senere skulle komme til at bære hans eget navn, at Oluf efter sagnet døbte en del af egnens hedninge (se mere i Herm. Hofbergs bog om Nerikes gamla minnen s.54ff.). Derfor blev den en helligkilde, og det er nok også på grund af den, at kirken i Hardemo ligger så nær ved.

Men nu er kilden altså tørlagt – ganske givet af rationelle grunde. Jeg kom til at tænke på 'Historiens Sang' af Jeppe Aakjær (som jo også har givet navn til nærværende netlogbog):

Som dybest Brønd gi'r altid klarest Vand,

og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,

saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand

ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.

Men hvad betyder det da, når kilden tørlægges?

Dog: Lad os ikke dvæle ved ødelæggelsen af kulturminderne, men i stedet vende os til kilderne selv. Disse helligkilder er der, som sagt, mange af i Norden, også i Danmark. Flere af dem blev anset for at være lægende eller helbredende, og mange af dem har navne efter helgener, mens andre blot hedder fx »helligkilde« eller »vikilde« (altså: en viet kilde). Dyrkelsen af kilderne kendes fra katolsk tid, hvilket den nævnte Olufs kilde er et eksempel på. Mange af de hellige kilder blev opsøgt på bestemte tider af året, ofte ved midsommer, hvor sankthans nat skulle være det bedste tidspunkt. I øvrigt er der mange steder – som jo også ved Olufs kilde i Nærke – knyttet et eller flere sagn til kilden.

Man må i øvrigt antage, at de fleste kilder også opfattedes som hellige eller helbredende i før-kristen tid og altså blot fortsatte som helligkilder efter trosskiftet; nu knyttet til helgener. Måske var de før blot hellige i sig selv, men enkelte steder bærer kilderne endnu navnet på en hedensk gud, som fx Torskilde i Kirke Såby på Sjælland. Og helt tilbage fra stenalderen kendes kildeofre, idet man ved en kilde på Rispebjerg på Bornholm fandt et nedlagt offer fra omkring 2800 f.Kr. Det var de såkaldte Brogårdøkser (fundet i to omgange, 1897 og 1898), en af de største offergaver kendt fra stenalderen i Norden. De store og pragtfulde øksehoveder har været et stort offer. Området mellem Rispebjerg og Øle å var i øvrigt et større helligsted i stenalderen, der sandsynligvis havde kilden som sit »udspring«.

Også fra bronzealderen kendes rige kildeofre. Således udgravede man i 1903 en skat ved Budsene på Møn. I et vandførende lag var der rester af en træbrønd fra bronzealderen, og i den flere smukke bronzesmykker samt dyreknogler.

Brogård-økserne, fundet ved kilden på Rispebjerg, nedlagt som offer til kilden i stenalderen (omkr. 2800 f.Kr.). Dem tv. er fundet 1897, og dem th. i 1898. Økserne er et eksempel på, hvor gammel kildedyrkelsen er her i landet. (Foto: John Lee. Billedet er lånt fra Nationalmusset, og er en lille smule beskåret.)

Hverken kilden på Rispebjerg eller kilden ved Budsene er dog blevet helligholdt uafbrudt; ingen af dem kendes som helligkilder i nyere (fx katolsk) tid. Det vistnok ældste eksempel på et offer til en også senere kendt helligkilde er den »Otto Adelheid-penning« man har fundet i Skt. Olai kilde i Ør. Egesborg sogn på Sjælland (læs evt. Olav Foged Olsens beretning om fundene ved kilden og om restaureringen af den). Disse Otto Adelheid-mønter blev præget i Tyskland i området omkring Goslar i Otto III’s tid, altså mellem 983 og 1002. Mønten kan have været ofret til kilden i dette tidsrum – eller senere. Men næppe så meget senere, at mønterne ikke længere var i omgang blandt folk. ’Den store danske’ daterer mønten (eller måske nedlæggelsen af den) til omkr. 1025. Det kan altså have været enten før eller efter, at kilden blev knyttet til kirken, og altså enten før eller efter, at kilden blev opfattet som Olufs kilde. Hvornår denne kilde blev viet til (eller opkaldt efter) hellig Oluf vides ikke, men det kan være sket i forbindelse med opførelsen af kirken, som også var viet til denne helgen. Det vides dog heller ikke, hvornår den første kirke på stedet blev opført.

Men uanset hvornår valfarten til stedet begyndte, så ved vi, at egnens beboere – og måske også folk fjernere fra – fortsatte med at besøge kilden til sankthans i mere end 200 år efter reformationen, hvor kirken ellers opgav den katolske dyrkelse af helligkilderne. Og det ved vi fra sjette bind af Pontoppidans Danske Atlas fra 1774, hvor sådanne besøg ved kilden er beskrevet.

Det var dog ikke noget særegent for Egesborg. Tag nu en anden Olufs-kilde, nemlig den ved Skt. Olufs kirke i Albo herred i Skåne. Stedet var et af Skånes største valfartsmål i katolsk tid. Det var dels kilden, der trak, og dels helgenfiguren af hellig Oluf inde i kirken. Denne figur holder en lille økse i hånden, hvilket jo ikke er så sært, for det gør hellig Oluf jo altid, men denne økse var særlig derved, at den kunne tages ud, og at dens hoved var af sølv. Strøg man sig med den på et sygt sted på kroppen, skulle dette blive helbredt. Og så var der jo kilden, af hvilken man kunne drikke og også opnå helbredelse – hvorefter man naturligvis måtte give noget tilbage. Om den og om folks stadige benyttelse af den skrev C. G. G. Hilfeling, der rejste i Skåne for at tegne danske antikviteter, i 1777 følgende: »Derfra [fra kirken] går de til S:t. Olofs kilde neden for kirken for at drikke af den og for at ofre. Ofret kastes i brønden. De fattige som intet andet kan give, ofrer brød, ost, flæsk eller kød som de kaster i kilden.« (Citeret efter Svend C. Dahls Skarv-guide Skåne).« Hvor længe folk vedblev at valfarte efter 1777 vides ikke.

Helgenfigur fra omkr. 1500 forestillende hellig Oluf med sin økse og trædende hedenskabets uhyre under fode. Denne særdeles velbevarede middelalderlige træfigur findes i Sankt Olufs kirke i Albo herred i Skåne. Øksen er en moderne rekonstruktion og kan, ligesom den oprindelige kunne, tages ud. Man brugte at stryge sig ni gange med øksen, hvis man havde et sygt sted på kroppen. Efterfølgende kunne man uden for kirken drikke af Olufs hellige kilde. Også den findes endnu. (Foto: Gunnar Bach Pedersen. Billedet er lånt fra 'Wikimedia'.)

Det skal nævnes, at både Skt. Olai kilde i Ør. Egesborg og Skt. Olufs kilde ved Sankt Olufs kirke i Albo herred endnu er vandførende! Det er til gengæld ikke Olavskilden over dem alle, nemlig selve den kilde ved Nidaros i Norge, som ifølge sagnet sprang frem ved Olufs grav, hvilket var et af de jærtegn, der viste at han måtte være en hellig mand. Selveste Nidaros domkirke blev bygget over kilden (en kort og god indføring i domkirken er Torgeir Flekk Suuls Nidarosdomen i farger). Længe – i hvert fald i hele den katolske tid – kunne man drikke af denne kilde ved en brønd inde i kirken, nær selve højalteret. I dag er denne brønd tør for vand. Til gengæld er den fuld af mønter – ofre til kilden.

Et kig ned i den tolv meter dybe brønd i Nidaros domkirke, hvor engang Olavskilden, den første af alle Olavs-kilder, sprang. Nu er brøndens bund dækket til, men folk smider stadig penge derned. NRK har en lille film, hvor man kan se, hvordan en røgdykker i 2011 blev sendt ned for at samle pengene op; de gik til domkirkens drengekor. (Foto: Vigdis Wågø-Wares. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Da jeg i fjor så disse mønter i brønden i Nidaros, tænkte jeg som så: Heraf ser man, at turisters mani med at kaste mønter i alle brønde og kummer er overdreven. For det første bør man jo kun kaste en mønt, hvis man har drukket af vandet. For det andet er det jo ikke godt, at der kastes for mange mønter; det kan ganske enkelt stoppe kilden. For det tredje er moderne mønter noget bras, der forurener vandet. Skal man endelig kaste mønter, bør de være af ædelt metal. Med andre ord: Er der mange besøgende ved kilden, bør pengene lægges i en kildeblok eller en kirkebøsse; som man gjorde mange steder i luthersk tid. Men i øvrigt bliver brønden tømt for penge indimellem, således i 2011 og før det i 1988. Og det er ikke kun pengene, der stopper kilden; brønden er simpelthen lukket.

Olavskilden i Nidaros hævdes dog gennem rør at være blevet ført ud til Hadrians plads syd-vest for domkirken, hvor man altså kan forfriske sig. Så helt udtørret er den ikke – selvom det da havde været bedre, om den stadig fyldte brønden inde i kirken.

Ja, helligkilderne er nogle af vore ældste kulturminder. Lad nu være med at dræne dem alle sammen…

– Adam Wagner