I sommer
besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i
Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende
skilt ved siden af med denne tekst:
Du vandringsman på vägen gårKom hit och drick du svalka fårTy vattnet äger samma kraftSom i St. Olofs tid det haft.
Men ak, da
jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er
tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte
gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten
levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi
det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der
er sprunget af vor egen fortids
kilde.