Hellig Oluf, også kendt som Olav den Hellige, opnåede stor
folkelig yndest i Norden i middelalderen allerede fra dens begyndelse. Ja,
senere hen vandt denne yndest og dyrkelse endog frem i det nordlige Tyskland;
altså var der for en gangs skyld tale om en kulturel og religiøs påvirkning,
der gik fra nord til syd.
Denne norske helgenkonges folkelige yndest ses bl.a. af de
mange sagn, han optræder i. Det er for længst og ganske givet med rette blevet
bemærket, at han i disse folkelige sagn optræder som en slags erstatning for
Thor, hvilket nok er en del af forklaringen på den gunst han vandt. I så fald
må Olufs udbredelse og opkomsten af i hvert fald nogle af disse sagn gå langt
tilbage i tid.
Der er nogle særlige træk ved Oluf i disse sagn, der leder
tankerne hen på Thor. Først og fremmest havde Oluf rødt skæg, ligesom Thor. Det
er der naturligvis ikke noget sært i, men det bemærkelsesværdige er, hvorledes
dette kendetegn er blevet husket i den folkelige overlevering; det er altså
blevet tillagt betydning. Desuden optræder Oluf i sagnene som en kæmpe, ja,
nærmest en halvgud, mere end en konge, han være nok så hellig. Han kan med sit
prægtige skib »sejle« i luften – og gennem klipper og bjerge! Endvidere bærer
Oluf sin letgenkendelige »danske økse«, som man gerne kaldte den i vikingetiden;
altså en stridsøkse med langt skaft. Det er naturligvis ikke en hammer, men
minder måske lidt om. I hvert fald har Oluf, som Thor, sit eget særegne våben
med sig til hver en tid. Egentlig er denne langøkse Olufs marterredskab, altså
det redskab, der dræbte ham og dermed ophøjede ham til helgenes skare. Endelig,
og det er nok det afgørende træk, fremstår han som den store trolde- og
jættebetvinger, hvorved han er menneskenes værner mod vildmarkens truende
kræfter. Her har han slet og ret overtaget den rolle, Thor før spillede i
menigmands bevidsthed.
 |
| Sankt Oluf i en senmiddelalderlig dansk fremstilling, nærmere bestemt et kalkmaleri af Isefjordmesteren i Tuse kirke. Oluf ses med sit marterredskab, langøksen, og trædende et uhyre, hedenskabet, under fode. I folkesagnene har han med sit røde skæg og sin evige kamp mod troldtøj været en slags efterfølger til Thor. (Foto: Hideko Bondesen - http://www.nordenskirker.dk.) |
Lad os se på et af de mange sagn, der kendes i Norden, nærmere
bestemt et fra Horns herred i Danmark. Det er bl.a. udgivet af Evald Tang
Kristensen i 1895, men nedtegnet af en af Svend Grundtvigs meddelere, direktør
Henry Petersen, der havde sagnet fra en bondedreng, hvis navn desværre ikke er overleveret.
Sagnet går: »Imellem Skuldelev og Östby strækker sig en
bakkeryg, men et sted er den dog helt gjennembrudt ved en kilde, som kaldes st.
Oles kilde. For ikke mange år siden er her folk kommet lang vejs fra og har
sögt lægedom ved at drikke af kildens vand. Der er nu kun et simpelt bræddeskur
omkring, men ved siden af er en bøsse, hvori folk kan lægge penge. Om kilden og
kløften i bakken fortælles følgende: To brödre, hvoraf den ene hed st. Ole,
skulde en gang sejle om kap, men st. Ole var så hellig, han gik først i kirke,
mens den anden sejlede et langt stykke vej, og dog kom Ole først, for han
sejlede lukt gjennem kildebakkerne, hvor en kjælling sad og spandt. Hun sagde:
„Hør du, st. Ole med dit lange røde skjæg,Du sejler for nær min kjældervæg.“
Da sagde Ole:
„Hør du, kjælling med din rok og ten,Du skal sidde, til du bliver en sten.“
Denne sten skal have stået oppe på bakken, fortælles der,
men er nu flyttet ned i et stengjærde. Der holdtes hvert år kildemarked til
minde om denne hellige mand.«
(Efter tredje afd. af Danske sagn, som de har lydt i folkemunde.)
Sagnet er helstøbt og ikke forvirret, som den slags kan
være, hvis det er een med dårlig hukommelse eller ringe interesse for gamle
sager, der spørges. Denne bondedreng har hørt efter. Det fremgår indirekte, at
kællingen er en troldkælling af en art, for bakken er hendes »kjældervæg«, og
hun har åbenbart siddet derinde og spundet garn, da Skt. Ole kom sejlende ret
gennem bakken. Vi har her endnu en Olufs-kilde forbundet med et sagn (se min
tidligere optegnelse, ’»lifligst Drik fra dunkle Væld«’, om helligkilder,
særligt sådanne, der er knyttet til hellig Oluf). Stedet, hvor Oluf sejlede
gennem bakken, hedder Kildeskåret; kilden er der endnu, og selv kildeblokken fra
1700-tallet findes stadig (se nr. 93 i Mads Lidegaards bog om Danske søer og vandløb fra sagn og tro).
Hvor gammelt er nu sådan et sagn? Ofte er det svært at vide.
Men i dette tilfælde er der nogle vers med i beretningen; og de vers kender vi
igen fra en vise nedtegnet af Anders Sørensen Vedel (1542-1616) og i 1591
udgivet i Hundredvisebog, der i
øvrigt er Nord-Europas første trykte samling af folkeviser. Her lyder et par af
stroferne:
»De Skaaner Knolde,Til Steen bleffue de sorte Trolde.Udstaaer Kierling met Rock oc Teen,St. Oluff hui seyler du oss til Meen.Det er saa fauert i Trondhiem at huile.Met Rock oc Teen,St. Oluff hui seyler du oss til Meen.St. Oluff med dit røde Skeg,Hui seyler du igennem min Kelder Veg.Det er saa fauert i Trondhiem at huile.Dit røde Skeg,Hui seyler du igennem min Kelder Veg.St. Oluff sig tilbage saa,Stat du der oc bliff til Kamp hin graa.Det er saa fauert i Trondhiem at huile.«
(Her gengivet efter Frederik Schaldemoses Danske Kjæmpeviser, sp. 180.)
Som man ser, er de to første vers i hver strofe en
gentagelse fra forrige strofe, og sidste verselinje er omkvæd. Sammenligner vi
nu med sagnet fra Kildeskåret er der ligheder: Versene med Skt. Oluf/Ole med det
røde skæg samt troldkællingens spørgsmål om, hvorfor han sejler gennem hendes
kældervæg, er næsten ens. Vendingen med »rok og ten« går igen i begge, men på
forskellig måde, og hvad hans forvandling af hende til en sten angår, så er
ordene forskellige, men handlingen ens. Der er næppe tvivl om, at sagnet bygger
på visen; altså at den er en sen erindring om den. Men i visen stedfæstes handlingen
ikke nøjagtigt, og er dermed ikke
forbundet til netop Skt. Oles kilde i Horns herred. Man har lov at gætte på, at
den hellige Olufs-kilde har været på stedet først, og at den kendte beretning siden
er blevet knytte dertil. Og det har man lov til, fordi det ofte er sådan det
forholder sig. Dette sagn er nemlig også stedfæstet andre steder end til
Kildeskåret, og ofte er der dér spor af en tidligere Olufs-kult.
Men i øvrigt er de nævnte strofer fra visen i Vedels bare en
del af en større fortælling, hvilket også anes i sagnet fra Sjælland, for begge
steder handler den større historie om, hvordan Oluf kappes med sin broder (hos
Vedel: Harald Haardraade), om kongemagten i Norge. Den, der vinder kapsejladsen,
skal have landet. Harald sejler straks afsted, men Oluf går først til messe.
Bagefter sejler han så hurtigt, også gennem bjerge, at han vinder. I visen hos
Vedel berettes det, hvordan Oluf til sidst lader en pil skyde afsted fra forstavnen,
men da hans skib, Oxen, kommer i havn, lander pilen bag skibet. Så hurtigt sejlede Oluf altså til sidst! Gud var med
ham, fordi han var gudfrygtig. Netop dette træk med pilen gør, at man kan
genkende legenden i et par sjællandske kalkmalerier i kirkerne i henholdsvis i
Skamstrup og Højby. Begge steder dateres kalkmalerierne til slutningen af
1300-tallet. Denne del af legenden er altså meget ældre end Vedels optegnelse –
og det kan selve visen også meget vel være.
 |
| Kapsejladsen mellem Oluf og hans onde broder, Harald. Olufs skib er forrest, og Oluf ses netop i færd med at afskyde en pil. Ifølge sagnet sejler han derpå så hurtigt, at pilen lander bag båden, da denne kommer i havn. Den ældste, kendte nedskrevne udgave af denne legende findes i et dokument fra Ribe skrevet mellem 1460 og 1465, men dette kalkmaleri, som er fra Højby kirke i Ods herred er tidsfæstet til omkr. 1380; legenden med kapsejladsen og pileskuddet er altså ældre. (Foto: Gunnar Bach Pedersen. Billedet er lånt fra Wikimedia.) |
I øvrigt er den ældste nedtegnede udgave af legenden om
kapsejladsen fra tiden mellem 1460 og 1465, og den er fra Ribe. Den har dog
ikke noget om troldkællingen og hendes kældervæg. Den er på latin og er skrevet
af præsten Peder Madsen, og blev fremdraget af Gustav Storm i 1885 (Om en Olavs-legende fra Ribe). Legenden er skrevet
sammen med andre mere traditionelle Olufs-legender og synes således at have
indgået i en kirkelig snarere end en rent folkelig opfattelse af helgenkongen. Men
i denne legende fra Ribe der flere af de senere kendte træk, nemlig
kapsejladsen med broderen; at Oluf først drager afsted efter højmessen; at
skibet flyver afsted; at der skydes tre pile fremad, der dog alle lander på
dækket; at oluf sejle gennem landet, der deler sig. Her får vi til gengæld et
navn på stedet: »det hellige sund«. Det vender vi straks tilbage til. Selv
denne latinske nedtegnelse synes at være en afskrift af en ældre legende. Og
som nævnt må motivet med kapsejladsen og de i den forbindelse afskudte pile
være ældre endnu, jævnfør kalkmalerierne i de sjællandske kirker.
»Det hellige sund«; hvor er nu det? Det passer med et sted i
Norge hvortil en udgave af samme sagn er knyttet, ja, det er nok den kendteste
stedfæstelse af sagnet i Norge, selvom sagnet fortælles om flere steder. Og det
er Hellesund i Søgne kommune i Agder. Nord-nordvest for Hellesund ligger Monsøy
og syd-sydøst derfor ligger øerne Kapelløy og Helgøy. Og mellem disse to øer
ligger Olavsund, og det var herigennem at Oluf, eller Olav, ifølge egnens sagn sejlede,
så det smalle sund, der nu adskiller Kapelløy og Helgøy og nærmest synes skåret
i klippen, fremkom. Han skar sig altså med skibet gennem øen og ud i Hellesund.
Også her på stedet var der ifølge et sagn fra Søgne en troldkælling, og
beretningen, der er på vers indeholder nogle kendte vendinger:
»Du Olav med ditt røde skjegg
du river ned vår kjellervegg!
Til straff derfor du vite må
Ditt ansikt skal i fjellet stå!«
Hvortil Olav svarer:
»Ditt utskudd!
Bli til stein!«
(Her citeret fra Frans-Arne H. Stylegars side, hvor han også
behandler disse sagn.)
 |
| Olavsund i Agder i Norge. Her sejlede Oluf (Olav den Hellige) ret gennem klippen ifølge sagnet; ligesom i Kildeskåret på Sjælland altså. Og fælles for sagnene begge steder er også optrinnet med troldkællingen, der klager over, at Oluf sejler gennem hendes kældervæg, hvorefter Oluf forvandler hende til en sten. (Billedet er lånt fra Frans-Arne H. Stylegars netlogbog 'Arkeologi i nord'.) |
Det røde skæg og kældervæggen går igen, ligeså kællingens
forvandling til sten, men ellers er der ikke meget tilbage af visen her – hvis
den er grundlag for sagnet. Til gengæld må man med dette sagn og beretningen nedskrevet
omkring 1460 i Ribe gå ud fra at sagnet om Oluf sejlads gennem bjerget stammer
herfra.
Der er et skær i Olavsund, som skal være den forstenede
troldkælling, og derfor slet og ret hedder Trollkjerringen; desuden skal man
kunne se et ansigt i klippen, der hvor sundet er smallest: Det er Olavs billede,
som fremkom på grund af troldens forbandelse.
Navnene på øerne på hver side af Olavsund er bemærkelsesværdige:
Øen med kapellet og den hellige ø. Der er spor af et kapel på Kapelløy, og
dette skal ifølge traditionen have været viet til hellig Oluf. Desuden er der
en helligkilde – som i Horns herred.
Mange kilder løber sammen i folkesagnene. Nogle af dem er
meget gamle, mens andre træk kan være nyere, men under alle omstændigheder er
det slående, hvor længe de ofte er overleveret i folkemunde, og hvor lidt de
trods alt har forandret sig. I øvrigt synes det oplagt, som også Frans-Arne H.
Stylegar gør det, at se sagnene i en større sammenhæng fx for at få en bedre
forståelse af Oluf-kultens udbredelse. Men stadig er det enkelte stedfæstede
sagn, som det fra Horns herred på Sjælland, et selvstændigt kulturminde, som er
en del af netop dette steds historie og ånd. Og det enkelte sted kan vise sig på
forunderlig vis at være forbundet med andre steder, man ikke havde tænkt.
