Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.
 |
| Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899). |
Prent-kapitalisme
Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:
Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.
Også dette vender vi tilbage til.
Forestillede fællesskaber
En af de tre ting, der ifølge Anderson definerer en nation, er, at den er et forestillet fællesskab. Om den definition siger jeg følgende i artiklen:
[Benedict Anderson] beskriver begrebet nation uden de normale, objektive kriterier såsom sprog og skikke. Han siger, at det fællesskab kun bliver et fænomen i verden, når folk forestiller sig, at de er en del af det. Derfor synes jeg egentlig ikke, det [»forestillede fællesskaber«] er et dårligt begreb. Problemet er bare, at nogle forstår begrebet som noget, der kun foregår i hovedet og ikke i virkeligheden. Men det bliver jo virkeligt, fordi mange mennesker over tid faktisk forestiller sig det.
Anderson mener med andre ord ikke, at det, at nationer er forestillede fællesskaber, skulle betyde, at de er uvirkelige.
Modernismeteorien
Men det helt grundliggende i Andersons teori behandles ikke særlig indgående i artiklen, nemlig antagelsen, at nationer er moderne fænomener. Denne grundliggende antagelse er til gengæld det mest problematiske ved Andersons værk.
Det problematiske består deri, at Anderson dels antager, at det først blev muligt at forestille sig nationen i tiden efter henholdsvis Den amerikanske og Den franske Revolution, og dels undlader at efterprøve denne antagelse.
Særligt grelt er det, at Anderson ligefrem i sin definition af begrebet nation bestemmer denne som et moderne fænomen. Som jeg skrev i Danskhed i middelalderen (s. 20f.), hvor jeg behandlede Andersons teori:
Allerede her ved begrebets bestemmelse er der et grundlæggende metodisk problem: For hvordan vil det være muligt at afvise, at fænomenet nation skulle være moderne, hvis det allerede ligger i selve definitionen, at det er moderne? Det er den fuldendte forudsætning for en efterfølgende cirkelslutning.
Og en cirkelslutning er netop, hvad Anderson foretager; han hævder at ville undersøge »nationalismens« oprindelse (hvilket fremgår af værkets undertitel: The Origin and Spread of Nationalism) og fremfører dernæst sin sindrigt konstruerede teori om, hvorfor det slet ikke var muligt at forestille sig nationen i før-moderne tid (nemlig fordi forud herskende kulturelle systemer som det religiøse fællesskab og de dynastiske riger gjorde det umuligt at forestille sig et nationalt fællesskab). Derpå introduceres teorien om prent-kapitalismen som forudsætning for, at det moderne forestillede fællesskab nationen kunne formes, da de gamle kulturelle systemer begyndte at smuldre. Og derved hævdes forudsætningerne for nationernes fremvækst at være forklaret. Men selve antagelsen om, at de nationale fællesskaber er moderne og ikke fandtes før Den amerikanske Revolution, efterprøves ikke!
Som jeg konkluderer om Andersons værk i Danskhed i middelalderen (s. 24):
Et værk, der hævder at beskrive den nationale tænknings fremkomst uden så meget som at overveje muligheden af denne tænknings tilstedeværelse før en bestemt epoke – der er bestemt ud fra teoretiske overvejelser og ikke ud fra kendskab til de historiske kilder fra tiden forud – må siges at have en væsentlig brist.
Holder teorien?
For en sociolog som Benedict Anderson er det muligvis nok at opstille en teori, der synes at kunne forklare et fænomen, blot antagelser om fænomenet og den opstillede teori synes at passe sammen. Men videnskab består dog vel i alle fag i efterprøvelsen af de opstillede antagelser og teorier. Og da antagelserne i dette tilfælde vedrører historien, er det jo ret interessant, hvad historikerne har at sige. Flere historikere har gennem tiden tilsluttet sig Andersons og andre såkaldte modernisters teorier, men påfaldende mange af disse historikere har selv primært beskæftiget sig med moderne tid. Der findes dog også en del historikere, der har været kritiske over for modernisternes teorier, og påfaldende mange af dem har, som jeg selv, beskæftiget sig indgående med kilder fra før-moderne tid som fx middelalderen. For Danmarks vedkommende kan man nævne navne som Alex Wittendorf, Harald Ilsøe, Troels Dahlerup, Brian Patrick McGuire, Anders Leegaard Knudsen, Arild Hald Kierkegaard og jeg selv (sagde hunden).
Og der er da også flere af Andersons antagelser, der kan udfordres: For det første er det jo slet ikke sikkert, at de religiøse fællesskaber – i Nordens og Vest-Europas historie særligt den romersk-katolske kirke – forhindrede tilstedeværelsen af samtidige nationale fællesskaber. For det andet er det heller ikke sikkert, at de dynastiske riger og disses dominerende selvforståelse forhindrede forestillinger om nationer. Og for det tredje er det ikke sikkert, at først masseproduceret litteratur som trykte skrifter muliggjorde nationale forestillinger eller forestillinger om nationale sprog. Faktisk er der flere ting der modbeviser disse antagelser.
Nationale forestillinger før bogtrykkunsten
Lad os indledningsvis holde os til spørgsmålet om prent-kapitalismen som indgangsvinkel til at udfordre Andersons modernitetsteori. Udsagnet af Michael Böss om, at der også før bogtrykkunsten fandtes litteratur med stærk national identitet, er allerede nævnt. Sakses værk om danernes bedrifter er et glimrende eksempel herpå, hvilket man kan læse en del mere om i min allerede nævnte bog (eller man kan læse min kronik ’Danskheden er ældre, end vi tror’). Og selvom Sakses Danmarkshistorie ikke blev meget udbredt i sin oprindelige form, inspirerede den til flere forkortelser eller »kompendier«, der blev en forholdsvis udbredt del af dansk historisk middelalderlitteratur; og det nationale element gik igen i disse mere populariserede udgaver, ja, blev nogle gange forstærket (se Anders Leegaard Knudsens artikel ’Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme’).
Et andet eksempel er Rimkrøniken, som var den første trykte bog på dansk, hvilket jo er et meget passende eksempel i denne sammenhæng – men det var et optryk af en allerede eksisterende og udbredt tekst, der fandtes i flere håndskrifter og stammede fra det 15. århundrede. De nationale forestillinger i Rimkrøniken er altså ældre end bogtrykkunsten, og den første trykte bog på dansk modbeviser altså i sig selv Andersons tese om prent-kapitalismen (se min tidligere optegnelse om netop dette, ’En uunderbygget tese med stor virkning’).
I øvrigt kommer Böss med følgende særdeles relevante indvending i Kristeligt Dagblads jubilæumsartikel:
[Benedict Andersons] hovedfejl er, at han ser bort fra den mundtlige kultur. Det betyder selvfølgelig ikke, at man har tænkt på nationer på samme måde, som vi gør i dag, men Anderson ville jo slet ikke regne med, at der fandtes nationer tusind år før industrialiseringen.
Som eksempler på en sådan mundtlig kultur nævner Böss irske og islandske sagn og myter (ganske nærliggende, da Böss selv har beskæftiget sig en del med både Irland og Island).
Og taler man om Island, er der jo en rig litteratur før bogtrykkunsten, som også indeholder sagnstof, nemlig sagaerne. Heriblandt kan man medregne de kongesagaer om de norske konger, som menes til dels at være samlet og til dels skrevet af den islandske stormand Snorre Sturlasøn (i værket, som kaldes Heimskringla). Denne del af litteraturen har Arild Hald Kierkegaard undersøgt i bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla netop med henblik på at finde ud af, hvilke forestillinger der findes deri om etnicitet og nationalitet. En af konklusionerne er, at den norske tradition, som findes i Heimskringla, har en del til fælles med senere tiders nationale identitet,
idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.
(Citeret efter en af mine tidligere optegnelser her på netlogbogen; se også optegnelsen ’Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla’.)
Det religiøse fællesskab
Andersons påstand om, at middelalderens religiøse fællesskab – som selvfølgelig i udgangspunktet var overnationalt, eller måske rettere ikke-nationalt – skulle stå i modsætning til muligheden for samtidig at forestille sig et nationalt fællesskab, kan let tilbagevises, da der er flere eksempler på det modsatte. I Sakses værk opfattes kirken nærmest som national, idet det opfattes som ydmygende for danerne, at den danske kirke indtil oprettelsen af det nordiske ærkebispesæde i Lund i 1104 var underlagt udlændinge (nemlig saxerne ved ærkebispesædet i Bremen). Omvendt opfattes det hos Sakse som et gode for danerne og Danmark, da Norden kirkeligt set løsrives fra Saxen – oven i købet med ærkebispesædet i Danmark (se Danskhed i middelalderen s. 247f. samt den tidligere optegnelse ’Dansk tunge og nordisk bevidsthed’).
Den kendte krønikeskriver og abbed Regino af Prüm skrev i 907 en verdenskrønike, hvor han bl.a. skrev følgende, som er et forholdsvis kendt citat i litteraturen:
Ligesom forskellige nationer af folk er forskellige indbyrdes ved afstamning, skikke, sprog og love, således varierer den hellige og almene kirke verden over i sine skikke iblandt dem, skønt forenet i den hellige tros enhed.
Citatet taler vist for sig selv, og det er blot kedeligt, at Benedict Anderson ikke kendte det. Flere lignende citater fra europæisk middelalder kan fremdrages (generelt kan der henvises til Susan Reynolds’ værk Kingdoms and Communities in Western Europe 900-1300).
De dynastiske riger
Angående påstanden om, at de dynastiske riger i sig selv skulle umuliggøre eksistensen af nationale forestillinger, kan man blot konstatere, at man også i den enevældige danske helstat i tiden inden Den franske Revolution kunne give udtryk for den forestilling, at Helstaten, Tvillingeriget, Danmark-Norge, eller hvad man nu ynder at kalde den såkaldte konglomeratstat, bestod af flere nationer. Fx betegnes islænderne som en nation i Videnskabernes Selskabs store Islandsbeskrivelse fra 1772 (se kronikken ’Island var en nation, længe før landet blev selvstændigt’). Ludvig Holberg, som jo var fra Norge, men levede det meste af sit liv i Danmark og i øvrigt skrev på dansk, beskriver i flere af sine skrifter forskellige nationer, og i Dannemarks og Norges Beskrivelse fra 1729 omtaler han »de Danske« og »de Norske« som »disse Nationer« – i flertal. Der er ellers næppe tvivl om Holbergs loyalitet mod det danske dynasti, og det har i hvert fald ikke været umuligt for ham at »forestille« sig disse nationale fællesskaber.
Falsificeret
De antagelser, der ligger til grund for Benedict Andersons teorier, kan med andre ord ikke stå deres prøve i mødet med de historiske kilder, og teorien om modernitet og prent-kapitalisme som forudsætning for nationernes fremvækst må anses for falsificeret.
