Ejderen – en åre i folkets historie

»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.

Hvornår ender julen?

Nu er det jo ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften. Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet (hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).

Men hvornår slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er Julen til Ende.« Peters Jul af J. Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«, eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).

Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.)

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.