Sidste kapitel om Halberg og tobakken

Længe har Skandinaviens to sidste tilbageværende pibetobaksfabrikker ligget på Fyn, en i Assens og en i Svendborg, begge betydelige også i en international sammenhæng, og de var begge ejet af hver sin danske (eller i det mindste danskdominerede) virksomhed, henholdsvis Scandinavian Tobacco Group (STG) og Mac Baren Tobacco Company. Sidstnævnte ejedes af familievirksomheden Halberg A/S (hvilket man kan læse meget mere om i min bog Tobak til tiden). Men pr. 1. juli 2024 er hele Mac Baren Tobacco Company blevet overdraget til STG ved et køb, der værdisættes til 535 millioner og finansieres dels af kontanter på hånden og dels af gæld (se STG’s egen engelsksprogede pressemeddelelse eller Sydinvestsomtale.) Hvad der skal ske med Mac Baren-fabrikken i Svendborg, der er en af byens største arbejdspladser, er i skrivende stund endnu uvist.

Harald Halberg i døren til sin tobaksforretning på torvet i Svendborg, ca. 1912. Harald Halberg havde i 1887 overtaget Bønnelyckes Fabrik, der var grundlagt i 1826. Senere ændrede tobaksvirksomheden navn til Mac Baren Tobacco Company efter den populære serie af pibetobakker som Harald Halbergs sønnesøn, Jørgen Halberg, udviklede fra 1949 og ind i 1950'erne. I 2024 solgte Halberg A/S familiens gamle tobaksvirksomhed til Scandinavian Tobacco Group. (Billede fra bogen Tobak til tiden.)

Det er af flere grunde en bemærkelsesværdig handel. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at Halberg-familien overhovedet frasælger tobaksvirksomheden, der lige fra 1887 og indtil nu har været nært knyttet til slægten og desuden har været koncernens kernevirksomhed. Mac Baren har oven i købet været overskudsgivende og har i nyere tid formået at vokse blandt andet ved overtagelse af kendte pibetobaksmærker (som fx »Three Nuns« og »St. Bruno«), ved overtagelse af Sutliff i USA og ved satning på rulletobak med mere.

Fastelavnserindringer

Da jeg var barn, var fastelavn stadig en stor ting. Jeg husker, hvordan jeg lavede fastelavnsris, der var pyntet med strimler af silkepapir samt små tønder og katte klippet ud af farvet karton. Det var vist nok i skolen, at vi fik lejlighed til at lave den slags. Og endelig kunne jeg så om morgenen på fastelavns søndag rise mine forældre op ved at rasle med fastelavnsriset, mens jeg sang den gode gamle sang: »Fastelavn/ er mit navn,/ boller vil jeg have!/ Hvis jeg ingen boller får,/ så laver jeg ballade!« Og så vankede der fastelavnsboller. Jeg tror nok, at bollerne hos os som oftest blev købt hos bageren, men vi havde også en god bager.

Sådan omtrent så de fastelavnsboller ud, som jeg fik i min barndom.
(Billedet er lånt fra hjemmesiden bentebager.dk, hvor man i øvrigt også kan finde en opskrift på fastelavnsboller.)

Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

Tekst om Mac Baren rettes i Trap Danmark

Da jeg for godt tre uger siden modtog bind 20 af den nye udgave af Trap Danmark, slog jeg naturligvis straks op på det, som jeg selv har beskæftiget mig med og ved mest om, nemlig tobaksvirksomheden Mac Baren og Halberg-koncernen, som ejer Mac Baren. Det er kun et lille stykke (på s. 178), der omhandler denne virksomhed, som er en af Svendborgs største, men sådan må det naturligvis være i et værk som Trap Danmark, der skal rundt om mange ting på begrænset plads.

Hvad, der var værre, var, at der på den lille plads er to faktuelle fejl samt en oplysning, der ved ikke at give et retvisende billede også må kaldes fejlagtig.

For det første står der, at tobaksvirksomheden blev grundlagt i 1827; men det var i 1826. For det andet står der, at tobaksserien Mac Baren blev introduceret i »begyndelsen af 1950'erne«; men det var i 1949. For det tredje står der, at virksomheden i dag fremstiller pibetobak samt snus- og tyggetobak; det oplyses altså ikke, at en meget væsentlig del af Mac Barens tobaksfremstilling længe har været rulletobak til rul-selv-cigaretter.

ADAM WAGNER: Tobak til tiden. Mac Baren - en virksomhed i Svendborg. Svendborg Museum, 2014.

For mig, der vist er den eneste historiker, der har forsket i Mac Barens historie, og i hvert fald er den eneste, der har skrevet en bog om emnet, var det selvfølgelig irriterende at opdage. Jeg henvendte mig naturligvis til Trap Danmarks redaktion og har nu fået at vide, at fejlene vil blive rettet, således at det kommende særbind om Svendborg Kommune samt den digitale udgave vil have de rette årstal og oplysninger.

En af de få dage...

På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte, men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder det:

Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.

Se filmklippet hos Filmcentralen.

Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik, hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.

Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

Et fastelavnsspil

Fortidens fastelavnsløjer var ganske livlige, og i modsætning til i dag var de i høj grad også for voksne – måske mest. I almindelighed drejede det sig om at slå gækken løs, og rigeligt med god mad og drikke var en selvfølgelig del af det, ligesom udklædningen og løjerne (også gerne de lidt vovede) var det. En skik, som bredte sig i middelalderen, men som vi desværre ikke har mere, var fastelavnsspillene. I Tyskland, hvorfra spillene så vidt vides kom, var der i begyndelsen tale om ganske korte optrin, som kunne opføres, når man gik fra dør til dør; optrin med kønsligt løssluppent indhold; utro kvinder og deslige. Senere blev det til egentlige skuespil med tekst på tidens udbredte versform, knittelvers (oftest med fire metriske tryk i hver linje og med parrim), og med en lidt mere udbygget handling og en knap så udtrykkelig kønslighed.

Det ældste, kendte danske fastelavnsspil findes nedskrevet i et håndskrift fra 1531; da håndskriftet, ud over dette årstal, også indeholder navnet på skolemesteren ved Vor Frue Kirkes skole i Odense, Christiern Hansen, tænker man, at nedskrivningen skyldes ham, og at dette fastelavnsspil, samt de to andre skuespil, som håndskriftet indeholder, har været opført af latinskolens elever – for at tjene lidt penge, hvilket var vanligt (stykket er udgivet af Leif Søndergaard i bogen: Fastelavnsspillet i Danmarks senmiddelalder). Af disse tre skuespil, er det ene en oversættelse, og det andet et temmelig ringe stykke, mens det tredje, fastelavnsspillet, så vidt vides er originalt og i øvrigt ganske underholdende med en god fremdrift. Dertil kommer, at stykket næsten lever op til Aristoteles’ krav om enhed i handling, sted og tid. Lad os se lidt nærmere på dette gamle fastelavnsspil.

 

Udsnit af maleri fra omkr. 1570 af Peeter Baltens, der viser en flamsk markedsfest; på dette udsnit ses et teaterstykke. Tiden er nær vort eget fastelavnsstykke, og de fysiske omgivelser i Flandern har mindet om dem i Danmark. Også stykket på markedet på dette maleri var et skæmtestykke: En mand opdager, skjult i en kurv, som en anden mand bærer på ryggen, hvordan hans kone muntrer sig med en gejstlig person. Tilskuerne står tæt rundt om, ja, en er sågar kravlet op på taget for bedre at kunne se. Sådan omtrent kan danske fastelavnsspil have været opført. (Billedet findes på Hollands Rijksmuseum i sal 6 og udsnittet er lånt fra deres hjemmeside; "Gift of the heirs of C. Hoogendijk, The Hague".)

Teksten, som den fremstår, er tilsyneladende et langt digt skrevet på knittelvers, men nogle af stroferne er replikker, og stykket har uden tvivl været opført som skuespil. Det kunne være opført på en scene og med dragter, hvilket kendes fra middelalderen. Der er tydeligvis en fortæller, der indledningsvis henvender sig til publikum.