En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.

Hvornår ender julen?

Nu er det jo ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften. Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet (hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).

Men hvornår slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er Julen til Ende.« Peters Jul af J. Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«, eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).

Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.)

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

Slaget på Lyrskov hede

Den 28. september 1043 stod et stort slag i Jylland. Venderne var trængt over Ejderen, og Magnus den Gode, der fra 1042 til 1047 var konge over både Norge og Danmark, mødte dem på Lyrskov hede nær Hedeby. Adam af Bremen, der skrev sin krønike omkring 1074, beretter, hvorledes det vendiske folk winulerne rykkede op mod Ribe for at hærge byen som hævn for, at danerne havde dræbt deres hertug.

Hverken Sven Aggesøn eller Roskildekrøniken har noget at berette om dette slag, men det har til gengæld både Saxo og Snorre. Saxos beretning er færdiggjort ikke lang tid efter 1208, mens Snorres værk menes at være færdiggjort senest 1240; dog indeholder det meget ældre dele bl.a. flere skjaldekvad, der er digtet samtidig med begivenhederne eller kort efter.

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.

Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)