National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.

Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:

Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.

Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Museum Obscurum på Falster

Et varulvefoster, et vampyrhoved, et drageskelet og mange andre mærkelige og dunkle sager på museum! Utroligt, men sandt. Det drejer sig om udstillingen Museum Obscurum (omtrent: »det dunkle museum«) på museet Falsters Minder i Nykøbing.

Kasse brugt i forbindelse med studiet af varulve indeholdende bl.a. et varulvefoster i sprit - eller hvad? (Billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Hvad er det dog for noget? Ifølge Falsters Minder er der tale om en hidtil ukendt samling af rariteter eller kuriositeter indsamlet af Cornelius S.C. Rödder på hans mange rejser. På museets hjemmeside står Rödders leveår ikke anført, og jeg noterede det ikke, da jeg besøgte udstillingen, men han skulle have levet fra engang i anden halvdel af 1700-tallet til omkring midten af 1800-tallet. Museet har genskabt hans studerekammer med flotte montrer, der dækker hele den ene væg; men der er også nogle tilstødende rum, hvor man finder Rödders mere dunkle samling, som han for en stor dels vedkommende havde købt af den engelske forsker Thomas Theodore Merrylin, hvis samling findes i London. Det er i disse rum, man finder de indledningsvis nævnte »genstande«.

Mod museumsgenstandenes hegemoni

Udviklingen inden for museumsverden har længe bevæget sig bort ikke bare fra faste udstillinger, men også fra genstandstunge og begivenhedsfattige udstillinger. Samtidig har bevægelsen gået mere og mere i retning af samfunds- eller samtidsrelaterede udstillinger. Der er desuden fokus på besøgstal og underholdning, mens der spares på genstandsbevaring. Den traditionelle fortælling af en fælles historie – lokal eller national – er på vej ud. 

Det er dyrt at bevare museumsgenstande, og folk gider angiveligt ikke at se på dem. I stedet for en kedsomhedsknap kunne man måske helt undvære genstandene - så stod man også mere frit i forhold til selv at skabe vor tids tolkning af historien. (Billedet er fra den gamle udstilling på Ebeltoft museum.)

En grund er, at mange åbenbart finder museer kedelige, slet og ret. Længe har man derfor forsøgt at gøre udstillingerne mere spændende med færre genstande, flere virtuelle virkemidler, mere interaktivitet, flere computere mv. Det seneste trin i denne udvikling er kedsomhedsknappen på Nationalmuseet, hvor de besøgende (mest børn, tænker man sig) kan trykke på en stor fristende knap, lige så snart genstande og plancher mister deres greb om den enkeltes opmærksomhed. Museet opfattes per definition som kedeligt.

En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.

 

En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527.