Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:

»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)

Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

Danskheden er en moderne konstruktion!

Jeg har kviet mig lidt ved at skulle lave denne optegnelse, da det i nogen grad strider mod det, jeg hidtil har taget for givet, men sandheden må frem, og jeg vil derfor ikke skjule, at jeg i Rigsarkivet har gjort et bemærkelsesværdigt fund, et dokument, der må rokke ved vores opfattelse af danskheden; den måde, hvorpå vi forstår det at være dansk, er måske ganske ny! Dokumentet sandsynliggør nemlig, at den nationale danske identitet er konstrueret i slutningen af 1700-tallet, og at den dermed er moderne og først opstået efter Den franske Revolution.

Et tilsyneladende uanseligt dokument lå gemt blandt papirer i et andet, helt uvedkommende læg om stikkerlikvideringer begået af en hidtil ukendt gruppe under Besættelsen. Det gamle dokument stammede fra et hemmeligt møde holdt skærtorsdag 1790 i en klub i København. Hvordan det er havnet blandt papirerne fra besættelsestiden – som jeg helt eksklusivt havde fået lov at se – er lidt af en gåde. Der er ingen, der har haft fingre i de papirer, siden de blev samlet kort før folketingsvalget i 1945, og Frode Jakobsen båndlagde dem for 70 år. Har nogen villet skaffe det gamle dokument af vejen? Eller var der tværtimod nogen, der forsøgte at sikre det mod destruktion? Intet vides med sikkerhed.

Der findes naturligvis ingen billeder, der viser det hemmelige skærtorsdagsmøde, hvor vores dokument blev til, men dette billede viser en typisk københavnsk 1700-talsklub, hvor der disputeres og drikkes tobak. Referenten ses sidde under bordet. Sådan omtrent kan vores møde også have taget sig ud. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, var det ikke rene »kandestøberier«, der foregik ved sådanne møder; som det vil ses i hovedteksten, kan mødet, der refereres i vort dokument, meget vel have haft altafgørende betydning for den moderne danskhed.

Men til selve sagen: Dokumentet, der som sagt er dateret »Kiøbenhavn Anno 1790 den 1^ste Aprilis«, er helt tydeligt et mødereferat. Men allerede derved, at de deltagende kun benævnes ved, hvad der ganske sikkert er dæknavne, er dokumentet interessant. Deltagerne har tydeligvis villet skjule deres identitet. Og når man læser videre, forstår man det godt, for mødets deltagere ville givetvis være blevet dømt for højforræderi, hvis deres rette navne var kommet frem.

Ejderen – en åre i folkets historie

»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.