Sidste kapitel om Halberg og tobakken

Længe har Skandinaviens to sidste tilbageværende pibetobaksfabrikker ligget på Fyn, en i Assens og en i Svendborg, begge betydelige også i en international sammenhæng, og de var begge ejet af hver sin danske (eller i det mindste danskdominerede) virksomhed, henholdsvis Scandinavian Tobacco Group (STG) og Mac Baren Tobacco Company. Sidstnævnte ejedes af familievirksomheden Halberg A/S (hvilket man kan læse meget mere om i min bog Tobak til tiden). Men pr. 1. juli 2024 er hele Mac Baren Tobacco Company blevet overdraget til STG ved et køb, der værdisættes til 535 millioner og finansieres dels af kontanter på hånden og dels af gæld (se STG’s egen engelsksprogede pressemeddelelse eller Sydinvestsomtale.) Hvad der skal ske med Mac Baren-fabrikken i Svendborg, der er en af byens største arbejdspladser, er i skrivende stund endnu uvist.

Harald Halberg i døren til sin tobaksforretning på torvet i Svendborg, ca. 1912. Harald Halberg havde i 1887 overtaget Bønnelyckes Fabrik, der var grundlagt i 1826. Senere ændrede tobaksvirksomheden navn til Mac Baren Tobacco Company efter den populære serie af pibetobakker som Harald Halbergs sønnesøn, Jørgen Halberg, udviklede fra 1949 og ind i 1950'erne. I 2024 solgte Halberg A/S familiens gamle tobaksvirksomhed til Scandinavian Tobacco Group. (Billede fra bogen Tobak til tiden.)

Det er af flere grunde en bemærkelsesværdig handel. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at Halberg-familien overhovedet frasælger tobaksvirksomheden, der lige fra 1887 og indtil nu har været nært knyttet til slægten og desuden har været koncernens kernevirksomhed. Mac Baren har oven i købet været overskudsgivende og har i nyere tid formået at vokse blandt andet ved overtagelse af kendte pibetobaksmærker (som fx »Three Nuns« og »St. Bruno«), ved overtagelse af Sutliff i USA og ved satning på rulletobak med mere.

Fastelavnserindringer

Da jeg var barn, var fastelavn stadig en stor ting. Jeg husker, hvordan jeg lavede fastelavnsris, der var pyntet med strimler af silkepapir samt små tønder og katte klippet ud af farvet karton. Det var vist nok i skolen, at vi fik lejlighed til at lave den slags. Og endelig kunne jeg så om morgenen på fastelavns søndag rise mine forældre op ved at rasle med fastelavnsriset, mens jeg sang den gode gamle sang: »Fastelavn/ er mit navn,/ boller vil jeg have!/ Hvis jeg ingen boller får,/ så laver jeg ballade!« Og så vankede der fastelavnsboller. Jeg tror nok, at bollerne hos os som oftest blev købt hos bageren, men vi havde også en god bager.

Sådan omtrent så de fastelavnsboller ud, som jeg fik i min barndom.
(Billedet er lånt fra hjemmesiden bentebager.dk, hvor man i øvrigt også kan finde en opskrift på fastelavnsboller.)

Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

Tekst om Mac Baren rettes i Trap Danmark

Da jeg for godt tre uger siden modtog bind 20 af den nye udgave af Trap Danmark, slog jeg naturligvis straks op på det, som jeg selv har beskæftiget mig med og ved mest om, nemlig tobaksvirksomheden Mac Baren og Halberg-koncernen, som ejer Mac Baren. Det er kun et lille stykke (på s. 178), der omhandler denne virksomhed, som er en af Svendborgs største, men sådan må det naturligvis være i et værk som Trap Danmark, der skal rundt om mange ting på begrænset plads.

Hvad, der var værre, var, at der på den lille plads er to faktuelle fejl samt en oplysning, der ved ikke at give et retvisende billede også må kaldes fejlagtig.

For det første står der, at tobaksvirksomheden blev grundlagt i 1827; men det var i 1826. For det andet står der, at tobaksserien Mac Baren blev introduceret i »begyndelsen af 1950'erne«; men det var i 1949. For det tredje står der, at virksomheden i dag fremstiller pibetobak samt snus- og tyggetobak; det oplyses altså ikke, at en meget væsentlig del af Mac Barens tobaksfremstilling længe har været rulletobak til rul-selv-cigaretter.

ADAM WAGNER: Tobak til tiden. Mac Baren - en virksomhed i Svendborg. Svendborg Museum, 2014.

For mig, der vist er den eneste historiker, der har forsket i Mac Barens historie, og i hvert fald er den eneste, der har skrevet en bog om emnet, var det selvfølgelig irriterende at opdage. Jeg henvendte mig naturligvis til Trap Danmarks redaktion og har nu fået at vide, at fejlene vil blive rettet, således at det kommende særbind om Svendborg Kommune samt den digitale udgave vil have de rette årstal og oplysninger.

En af de få dage...

På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte, men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder det:

Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.

Se filmklippet hos Filmcentralen.

Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik, hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.

Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

Et fastelavnsspil

Fortidens fastelavnsløjer var ganske livlige, og i modsætning til i dag var de i høj grad også for voksne – måske mest. I almindelighed drejede det sig om at slå gækken løs, og rigeligt med god mad og drikke var en selvfølgelig del af det, ligesom udklædningen og løjerne (også gerne de lidt vovede) var det. En skik, som bredte sig i middelalderen, men som vi desværre ikke har mere, var fastelavnsspillene. I Tyskland, hvorfra spillene så vidt vides kom, var der i begyndelsen tale om ganske korte optrin, som kunne opføres, når man gik fra dør til dør; optrin med kønsligt løssluppent indhold; utro kvinder og deslige. Senere blev det til egentlige skuespil med tekst på tidens udbredte versform, knittelvers (oftest med fire metriske tryk i hver linje og med parrim), og med en lidt mere udbygget handling og en knap så udtrykkelig kønslighed.

Det ældste, kendte danske fastelavnsspil findes nedskrevet i et håndskrift fra 1531; da håndskriftet, ud over dette årstal, også indeholder navnet på skolemesteren ved Vor Frue Kirkes skole i Odense, Christiern Hansen, tænker man, at nedskrivningen skyldes ham, og at dette fastelavnsspil, samt de to andre skuespil, som håndskriftet indeholder, har været opført af latinskolens elever – for at tjene lidt penge, hvilket var vanligt (stykket er udgivet af Leif Søndergaard i bogen: Fastelavnsspillet i Danmarks senmiddelalder). Af disse tre skuespil, er det ene en oversættelse, og det andet et temmelig ringe stykke, mens det tredje, fastelavnsspillet, så vidt vides er originalt og i øvrigt ganske underholdende med en god fremdrift. Dertil kommer, at stykket næsten lever op til Aristoteles’ krav om enhed i handling, sted og tid. Lad os se lidt nærmere på dette gamle fastelavnsspil.

 

Udsnit af maleri fra omkr. 1570 af Peeter Baltens, der viser en flamsk markedsfest; på dette udsnit ses et teaterstykke. Tiden er nær vort eget fastelavnsstykke, og de fysiske omgivelser i Flandern har mindet om dem i Danmark. Også stykket på markedet på dette maleri var et skæmtestykke: En mand opdager, skjult i en kurv, som en anden mand bærer på ryggen, hvordan hans kone muntrer sig med en gejstlig person. Tilskuerne står tæt rundt om, ja, en er sågar kravlet op på taget for bedre at kunne se. Sådan omtrent kan danske fastelavnsspil have været opført. (Billedet findes på Hollands Rijksmuseum i sal 6 og udsnittet er lånt fra deres hjemmeside; "Gift of the heirs of C. Hoogendijk, The Hague".)

Teksten, som den fremstår, er tilsyneladende et langt digt skrevet på knittelvers, men nogle af stroferne er replikker, og stykket har uden tvivl været opført som skuespil. Det kunne være opført på en scene og med dragter, hvilket kendes fra middelalderen. Der er tydeligvis en fortæller, der indledningsvis henvender sig til publikum.

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.

Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:

Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.

Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Museum Obscurum på Falster

Et varulvefoster, et vampyrhoved, et drageskelet og mange andre mærkelige og dunkle sager på museum! Utroligt, men sandt. Det drejer sig om udstillingen Museum Obscurum (omtrent: »det dunkle museum«) på museet Falsters Minder i Nykøbing.

Kasse brugt i forbindelse med studiet af varulve indeholdende bl.a. et varulvefoster i sprit - eller hvad? (Billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Hvad er det dog for noget? Ifølge Falsters Minder er der tale om en hidtil ukendt samling af rariteter eller kuriositeter indsamlet af Cornelius S.C. Rödder på hans mange rejser. På museets hjemmeside står Rödders leveår ikke anført, og jeg noterede det ikke, da jeg besøgte udstillingen, men han skulle have levet fra engang i anden halvdel af 1700-tallet til omkring midten af 1800-tallet. Museet har genskabt hans studerekammer med flotte montrer, der dækker hele den ene væg; men der er også nogle tilstødende rum, hvor man finder Rödders mere dunkle samling, som han for en stor dels vedkommende havde købt af den engelske forsker Thomas Theodore Merrylin, hvis samling findes i London. Det er i disse rum, man finder de indledningsvis nævnte »genstande«.

Mod museumsgenstandenes hegemoni

Udviklingen inden for museumsverden har længe bevæget sig bort ikke bare fra faste udstillinger, men også fra genstandstunge og begivenhedsfattige udstillinger. Samtidig har bevægelsen gået mere og mere i retning af samfunds- eller samtidsrelaterede udstillinger. Der er desuden fokus på besøgstal og underholdning, mens der spares på genstandsbevaring. Den traditionelle fortælling af en fælles historie – lokal eller national – er på vej ud. 

Det er dyrt at bevare museumsgenstande, og folk gider angiveligt ikke at se på dem. I stedet for en kedsomhedsknap kunne man måske helt undvære genstandene - så stod man også mere frit i forhold til selv at skabe vor tids tolkning af historien. (Billedet er fra den gamle udstilling på Ebeltoft museum.)

En grund er, at mange åbenbart finder museer kedelige, slet og ret. Længe har man derfor forsøgt at gøre udstillingerne mere spændende med færre genstande, flere virtuelle virkemidler, mere interaktivitet, flere computere mv. Det seneste trin i denne udvikling er kedsomhedsknappen på Nationalmuseet, hvor de besøgende (mest børn, tænker man sig) kan trykke på en stor fristende knap, lige så snart genstande og plancher mister deres greb om den enkeltes opmærksomhed. Museet opfattes per definition som kedeligt.

En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.

 

En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527. 

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

Vor tids myter

I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.

Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.

Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.)

For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.