Saxo Grammaticus (eller: Sakse Lange)

Jeg har i min bog om Danskhed i middelalderen (s. 48-50) kort berørt spørgsmålet om Saxos person; her skal vi dog høre lidt mere om de kilder, vi har.

Saxo kender vi som forfatteren til værket Gesta Danorum (»Danernes bedrifter«). Men navnet kendes ikke fra teksten selv, da forfatteren intetsteds giver sig til kende ved navn. Desuden har der siden senmiddelalderen været forskellige formodninger om, hvem denne Saxo nærmere bestemt var. Flere – herunder Christiern Pedersen, der i 1514 lod Gesta Danorum trykke i Paris – har fx antaget, at han skulle være identisk med en vis Saxo, der var provst ved Roskilde domkirke, og som døde i 1190. E. Kroman har i sit skrift om Saxo og Overleveringen af hans Værk (fra 1971) givet en god fremstilling af hele denne diskussion – og her kan man i øvrigt også læse, at identifikationen af Gesta Danorums forfatter med Roskilde-provsten allerede blev afvist af Otto Sperling i 1696. Det er dog Karsten Friis-Jensen, der senest har behandlet spørgsmålet indgående i artiklen ’Was Saxo a Canon of Lund?’ bragt i Cahiers de l’Instutut du Moyen-Âge Grec et Latin nr. 59 (1989).

Saxo, som Louis Moe (1857-1945) forestillede sig ham. Tegnet til Fr. Winkel Horns Saxo-oversættelse, der udkom første gang i 1898.

Så: Hvem var Saxo? Eller for at begynde helt forfra: Hvem var forfatteren af det værk, vi kender som Gesta Danorum?

 

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.

Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.

Læsevejledning

Jeg kan naturligvis kun anbefale alle at læse min bog Danskhed i middelalderen fra begyndelsen til enden, og mange vil også have stort udbytte af det, tror jeg. Men jeg ved også, at ikke alt deri vil være lige spændende for alle læsere.

Da der er tale om et historiefagligt værk, der indgår i en diskussion og søger at bevise en påstand ud fra de middelalderlige kilder, er der naturligvis kapitler og afsnit, der af nogle kan opfattes som lidt for grundige eller indforståede.

Sankthansaften

Sankthansaften har altid indtaget en ganske særlig stilling i årets løb hos os; ofte kaldtes natten midsommernat, hvilket viser, at mange af de skikke og forestillinger, der knytter sig hertil, ikke så meget er knyttet til den hellige Hans eller Jon (Johannes den Døber), som til selve årstiden.

Midsommernatten er fuld af kogleri, og den, der vil nå alt det, der kan gøres på denne nat, får travlt.

Først og fremmest er der jo sankthansbålet, som må være en af vore ældste, endnu levende folkeskikke. Biskop Erik Pontoppidan i Bergen opregnede i 1736 i sit skrift Fejekost disse blus blandt al den hedenskab, der skulle udfejes: "Vi komme nu til andre Levninger af Hedenskab, som desværre ere højst gangbare iblandt vore Landsmænd, idet de Aftener, som gaa forud for Valborgsdag og Sanct Hansdag, dels paa Bakkernes Toppe, dels ved Søer og Kilder aabenbare et Skuespil af gækkende Blus og af Almuesfolk, der opføre Ringdanse omkring det kære Syn af dette nye Vesuv og tage sig andet Narreværk til".

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'

 

"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.

Drømte mig en drøm i nat

»Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl« står der med runer i Codex Runicus, det skånske runehåndskrift fra omkring 1300, der indeholder en af de ældste tekster af Skånske Lov. På håndskriftets sidste opslag findes sangen. Og det er en sang, for som det ses, er der noder under teksten. Og dermed er det den ældste danske sang, der er overleveret os.

Gennem de syv hundrede år slår den blidt og vemodigt en tone an i os. At netop den i 1931 blev DR's »pausesignal« var et godt valg.

– Adam Wagner