Hvornår ender julen?

Nu er det jo ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften. Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet (hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).

Men hvornår slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er Julen til Ende.« Peters Jul af J. Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«, eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).

Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.)

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

Slaget på Lyrskov hede

Den 28. september 1043 stod et stort slag i Jylland. Venderne var trængt over Ejderen, og Magnus den Gode, der fra 1042 til 1047 var konge over både Norge og Danmark, mødte dem på Lyrskov hede nær Hedeby. Adam af Bremen, der skrev sin krønike omkring 1074, beretter, hvorledes det vendiske folk winulerne rykkede op mod Ribe for at hærge byen som hævn for, at danerne havde dræbt deres hertug.

Hverken Sven Aggesøn eller Roskildekrøniken har noget at berette om dette slag, men det har til gengæld både Saxo og Snorre. Saxos beretning er færdiggjort ikke lang tid efter 1208, mens Snorres værk menes at være færdiggjort senest 1240; dog indeholder det meget ældre dele bl.a. flere skjaldekvad, der er digtet samtidig med begivenhederne eller kort efter.

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.

Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)

En gammel identitet

»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.

 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.

 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.

Saxo Grammaticus (eller: Sakse Lange)

Jeg har i min bog om Danskhed i middelalderen (s. 48-50) kort berørt spørgsmålet om Saxos person; her skal vi dog høre lidt mere om de kilder, vi har.

Saxo kender vi som forfatteren til værket Gesta Danorum (»Danernes bedrifter«). Men navnet kendes ikke fra teksten selv, da forfatteren intetsteds giver sig til kende ved navn. Desuden har der siden senmiddelalderen været forskellige formodninger om, hvem denne Saxo nærmere bestemt var. Flere – herunder Christiern Pedersen, der i 1514 lod Gesta Danorum trykke i Paris – har fx antaget, at han skulle være identisk med en vis Saxo, der var provst ved Roskilde domkirke, og som døde i 1190. E. Kroman har i sit skrift om Saxo og Overleveringen af hans Værk (fra 1971) givet en god fremstilling af hele denne diskussion – og her kan man i øvrigt også læse, at identifikationen af Gesta Danorums forfatter med Roskilde-provsten allerede blev afvist af Otto Sperling i 1696. Det er dog Karsten Friis-Jensen, der senest har behandlet spørgsmålet indgående i artiklen ’Was Saxo a Canon of Lund?’ bragt i Cahiers de l’Instutut du Moyen-Âge Grec et Latin nr. 59 (1989).

Saxo, som Louis Moe (1857-1945) forestillede sig ham. Tegnet til Fr. Winkel Horns Saxo-oversættelse, der udkom første gang i 1898.

Så: Hvem var Saxo? Eller for at begynde helt forfra: Hvem var forfatteren af det værk, vi kender som Gesta Danorum?

 

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.

Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.

Læsevejledning

Jeg kan naturligvis kun anbefale alle at læse min bog Danskhed i middelalderen fra begyndelsen til enden, og mange vil også have stort udbytte af det, tror jeg. Men jeg ved også, at ikke alt deri vil være lige spændende for alle læsere.

Da der er tale om et historiefagligt værk, der indgår i en diskussion og søger at bevise en påstand ud fra de middelalderlige kilder, er der naturligvis kapitler og afsnit, der af nogle kan opfattes som lidt for grundige eller indforståede.

Sankthansaften

Sankthansaften har altid indtaget en ganske særlig stilling i årets løb hos os; ofte kaldtes natten midsommernat, hvilket viser, at mange af de skikke og forestillinger, der knytter sig hertil, ikke så meget er knyttet til den hellige Hans eller Jon (Johannes den Døber), som til selve årstiden.

Midsommernatten er fuld af kogleri, og den, der vil nå alt det, der kan gøres på denne nat, får travlt.

Først og fremmest er der jo sankthansbålet, som må være en af vore ældste, endnu levende folkeskikke. Biskop Erik Pontoppidan i Bergen opregnede i 1736 i sit skrift Fejekost disse blus blandt al den hedenskab, der skulle udfejes: "Vi komme nu til andre Levninger af Hedenskab, som desværre ere højst gangbare iblandt vore Landsmænd, idet de Aftener, som gaa forud for Valborgsdag og Sanct Hansdag, dels paa Bakkernes Toppe, dels ved Søer og Kilder aabenbare et Skuespil af gækkende Blus og af Almuesfolk, der opføre Ringdanse omkring det kære Syn af dette nye Vesuv og tage sig andet Narreværk til".

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'

 

"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.

Drømte mig en drøm i nat

»Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl« står der med runer i Codex Runicus, det skånske runehåndskrift fra omkring 1300, der indeholder en af de ældste tekster af Skånske Lov. På håndskriftets sidste opslag findes sangen. Og det er en sang, for som det ses, er der noder under teksten. Og dermed er det den ældste danske sang, der er overleveret os.

Gennem de syv hundrede år slår den blidt og vemodigt en tone an i os. At netop den i 1931 blev DR's »pausesignal« var et godt valg.

– Adam Wagner